skip to Main Content

Vi kommunikerer. Også med bøger

Debuterende forfatter Jacob Rosendal præsenteres som kommunikationsmand, før han bliver præsenteret som forfatter, og han har et sympatisk ærinde. Han skriver nogenlunde sådan her til mig: hey, det er svært at få ørenlyd, gider du omtale min bog på din blog?

Det gider jeg godt. Den skulle nemlig handle om blogs på en måde, vi ikke før har set i litteraturen. Det lyder for mig som en brandgod ide.

Jacob skrev også en kronik om det, som jeg gætter, han synes, tematikken i romanen er. Senere fulgtes det op af et af den slags interviews, som man altid drømmer om som forfatter, sådan et, hvor man får lov at folde sine pointer fra bogen ud, på Kommunikations-forum.

Pointen i de to tekster, som kom før til min indbakke end romanen, er, at han synes, vi kommunikerer for meget. Han synes, som kronikken hedder, at alle taler, og ingen lytter, og at vi bruger tiden på statusopdateringer i stedet for at få høvlet noget ordentlig kunst indenbords. Vi kommunikerer, altså er vi, er hans mantra.

Det er godt nok et populært synspunkt i dag, hvor vi alle helst skal være bekymrede for al det wi-fi, vi alle sammen går og roder med.

Jacob Rosendal gør noget ved det. Han tager sig selv på ordet og skriver en roman om en mand, der bliver fyret, og ender som succesrig blogger uden at kunne gøre for det. Han ytrer og ytrer og kommer selvfølgelig galt af sted. Rosendal vil dykke ned i selve kunsten.

Vi skal lige huske, at kunst, eller litteratur, også er kommunikation, bare af den højrøvede slags, fordi man ved at vælge bogen, vælger det über-traditionelt elitære medie over dem alle: Bogen, som uden at gøre noget automatisk hægter masserne af.

Jeg kommunikerer for at kunne være her

Jeg kommunikerer, ytrer, udbasunerer, kaster mig ud i ord hver eneste dag. Det er min profession. Jeg elsker min blog, for her kan jeg være i en formodet dialog, der kan udfylde noget af ytringstomrummet mellem mine udgivelser. Jeg oplever, at når jeg kommer lidt tættere på mig selv i teksten på bloggen, bliver responsen vildere for mig. Et frugtbart kommunikationsmøde. I hvert fald for mig.

Jeg har som forfatter brug for at mærke alle jer derude, hvis der på nogen måde skal være bund i de personer, jeg digter frem i mine bøger. Bloguniverset har givet mig en unik mulighed for at løfte lidt af fligen ind til virkeligheden, som den også kan tage sig ud. Men glemmer du ikke, Lotte, at bloguniverset er stedet for den helt hule selviscensættelse?

Jow. Man skal bare have læst ti blogs, så ser man gennem det rene selviscenesættende. Mest fordi det er kedeligt. Men alt er jo iscenesættelse. Måden man stiller jordbærrene frem til sine elskede. Man vil gerne tage sig ud. Man vil gerne gøre sig umage i mødet med andre mennesker. I bloguniverset betyder det, at man har bare at skrive noget, der interesserer andre, ellers bliver der stille med det samme.

Rosendal har skrevet en undergangsfabel

Rosendal har ikke skrevet en roman om bloguniverset. Han har skrevet en undergangsfabel, vil jeg kalde det – hvad sker, når man leger med sin identitet på internettet. Egentlig et gammeldags og meget relevant projekt. Hans hovedperson ved ingenting om blogs, og forfatteren selv kommer ud af busken i sin kronik ved at skrive, at vi alle sammen taler så meget uden at lytte, og når man bor på Lolland og lever et kedeligt liv, så skriver man bare en blog om det.

Det er en blog, jeg følger. Live fra Lolland.

Rosendal har skrevet en roman, hvor han gerne vil vise, at alle vil iscenesætte sig på nettet for enhver pris, og det er den letteste sag i verden at provokere masserne til alle former for oprør. Bloguniversets følgere er lemminger, der er meget lette at narre, inklusive hovedpersonerne selv.

Det synes jeg både er trist og tendentiøst.

Trist fordi der ikke er meget kærlighed i den bog. Kærlighed som i at vi skal kunne forstå og empatisk følge vores hovedperson. Der er heller ikke meget kærlighed til de mange bipersoner, der også er med. Personerne er alle syge, enten reelt eller bare i låget, og det er lige før, det alene er internettets skyld, at vi er ved at gå i stykker som samfund – især hvis jeg læser kronik og bog med samme forsæt.

Tendentiøst fordi det er den klassiske måde at gå til forandringer på: Det er nok dårligt for mig. Det er godt dramastof, at uha! hvis man skriver noget slemt på nettet, så kommer PET, men jeg føler mig ikke skræmt og har lige fået noget at tænke over. Filmtrilogien The Matrix, som jeg tror, forfatteren har ladet sig inspirere af, har fået sat det skab på plads en gang for alle og alligevel efterladt os med håb og tro og kærlighed.

Jeg er ikke en af dem, der tror, ar Harmagedon er nær, fordi jeg kan finde på at være på to skærme på en gang. Jeg tror, vi mennesker er mere kompetente end maskinerne; det plejer vi.

Jeg er til gengæld en af dem, der synes, at den reneste, mest fordomsfrie, nuancerende kommunikation, der findes, er litteratur. Rosendals Formiddagsherskeren er i mine øjne ikke et eksempel på det.

Han har en mission med sin roman, sympatisk, vel, fordi han gerne vil passe på os i denne farlige internettid, men romaner, der vil fortælle os noget specifikt, hvor man merkt die Absicht, tager læsefantasien fra os.

Men han er god til at kommunikere. Smiley.

This Post Has 12 Comments

        1. Jeg elsker dine tegninger. Men for god ordens skyld så har Jacob Rosendal et meget sympatisk projekt – at gøre opmærksom på, at vi alle sammen taler og ingen lytter – måske os selv inklusive. Dér hvor jeg står, oplever jeg det blot ikke sådan. Tværtimod, så laver man ikke ret meget andet end at lytte, når man blogger, fordi kikser man, så straffes man. Jeg tror faktisk, jeg vil runde op og sige, at jeg er blevet bedre til at lytte! Hmm. Men gider du ikke tegne en, der taler og ikke lytter? En blogger? Sådan en skal jeg hele tiden holde mig for øje – sådan en vil jeg sgu ikke være.

          1. Ikke et ondt ord om hans projekt! Vi er helt enige om, at det er rigtig fint. Jeg kunne bare ikke helt dreje om han dissede min blog (hvilket også ville være helt fair, alle behøver jo ikke at kunne lide det man laver), men blev klogere efter han lagde en rar kommentar inde på den. Jeg tror du har ret i, at mange bloggere lytter, for hvis vi ikke gør, så holder læserne op med at komme. Men jeg synes at det skal være en fin balance, for i sidste ende, så skal man jo gøre det for sin egen skyld, ellers er det ikke sjovt. Jeg lyttede lidt for meget på et tidspunkt, og da det ramlede sammen med en depression og det faktum at jeg til dels lever af min blog og derfor også er nødt til, i hvert fald at tænke lidt over hvad jeg smider op på den, så sendte det mig helt ned i et hul, fordi folks meninger pegede i så mange forskellige retninger. Nogle skrev, at de ville have færre indlæg og de skulle være lange, nogle skrev at de hellere ville have at jeg skulle lave flere, men korte indlæg. Nogle sagde at jeg havde ændret min stil for meget, nogen sagde at de bedre kunne lide den nye stil, og til sidst gav jeg op, tog en pause, ændrede mit blognavn og lukkede kommentarsporet og bloggende Facebook-side. Det endte med at jeg fandt tilbage til hvad jeg synes der var sjovt at lave og så kørte det godt igen.

  1. Måske er det noget af det, som bloggen og litteraturen kan have tilfælles: At man skal være autentisk – ikke som i at det skal være selvoplevet, men man kan ikke “bare” skrive noget, som nogen vil have. Vi skal have en stemme, som er vores. Og så har man læsere eller ej. Den store forskel er så, at på bloggen er man i kontakt med læserne; det påvirker vores kommunikation, om man vil det eller ej. Bare denne her samtale, vi to har lige nu – den påvirker vildt – jeg tænker 1000 ting – det er personligt at skrive om sin depression, men er det privat? Skulle jeg åbne mere op for dybet til mit sorte, private jeg her, ligesom du åbenbart har gjort/gør? Det er jo derfor, det er godt for sjælen at blogge!

    1. Nej, lige præcis. For jeg synes det er nemt at spotte dem der bare blogger for at høre sig selv tale, eller hvad man skal kalde det :)
      Jeg skrev om min depression for at prøve at forklare mine læsere hvorfor jeg havde trukket mig lidt tilbage. I samme periode væltede det ned med tilbud om sådan helt gratis markedsføring (blandt andet at snakke om min kommende bog i noget morgen-tv), men jeg sagde ned til det hele, for jeg turde næsten ikke andet end bare at være derhjemme og gemme mig for omverdenen. Først lavede jeg indlægget, bare for mig selv. Ligesom man kan skrive sig ud af mange ting, så kan man åbenbart også tegne sig ud af dem. Så overvejede jeg at udgive det, men droppede det først, da en meget kendt amerikansk tegneblogger allerede havde lavet et stort set identisk indlæg, og min figur allerede er meget inspireret af hendes måde at tegne på. Men til sidst trykkede jeg bare ‘udgiv’ og fik en helt fantastisk respons på det, og det hjalp mig faktisk rigtigt godt videre. At der kom en masse fremmede mennesker og fortalte om deres egne oplevelser. Så det endte med ikke at være så grænseoverskridende. Til gengæld har jeg et indlæg liggende om prutter som jeg synes er for grænseoverskridende, og det er jo egentlig lidt fjollet. Til gengæld ville der være mange andre ting jeg synes var for private, og jeg ville aldrig lave et indlæg der var så ‘alvorligt’, hvis det var en anden der ligesom var hovedpersonen i det, f.eks. hvis familie eller kæreste blev syge.

      Jeg tror, i bund og grund, så har man mest succes som blogger hvis man laver noget folk kan genkende fra dem selv. Derfor tror jeg også på, at man godt kan åbne lidt op for ‘det mørke’, for det ER nemlig godt for sjælen! Man får det ud, og forhåbentlig er der en masse derude der kan genkende det og bruge det til noget. Jeg tror sagtens man kan være meget personlig i sin blog, uden at blive alt for privat.

        1. Haha, nej ikke endnu. Jeg har samlet penge ind til at få den trykt via sådan noget crowdfunding, for jeg ville aldrig turde at sende den ind til et forlag. Og jeg regner med at jeg er færdig med at tegne den om en måneds tid, og så bliver den trykt :D

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top