Vi er endnu ikke de samme for hinanden

I disse år lever jeg tit uden min mand. Igen igen ændrer vores parforhold sig, og efter 30 år er vi endnu ikke de samme for hinanden.

Jeg bor ganske vist i Riyadh sammen med ham, men jeg er også ofte i Danmark, hvor mine store sønner bor, og hvor mit arbejdsliv hører hjemme.

Jeg er imod at leve uden min mand. Han er ikke min elsker, mit tidsfordriv, min legekammerat, som jeg kan tage frem og være sammen med, når der ikke lige var noget mere spændende. Han er min livsledsager, mit livsvidne, ham jeg deler med. Det hele. Ok. Næsten.

Når vi er væk fra hinanden, taler vi i telefon om aftenen, men det er ikke det bedste, jeg ved. På den måde taler man til hinanden i overskrifter: godt møde på forlaget, ingen vandskade i bryggerset, Støjberg er stadig minister.

Men hvad så med alt det, der er indeni mig, som ikke kan kommunikeres i overskrifter: tvivlen på det hele, den lede tanke om en, man holder af, jubelglæden over et glas god te, forskellige blikke på ens børn og deres frådende fremtid – alt det – det forsvinder. Jeg producerer for mange ord om livet på en dag til at kunne rapportere om det i overskrifter.

Det er ærgerligt at mangle det, når man snart har fulgtes ad i 30 år. Og så har vi slet ikke snakket om den tomme seng.

Jeg ser min sheik, når jeg ikke er tæt på ham

Men så sker der noget andet i vores forhold. Det er, som parterapeutguruen Esther Perel (hende jeg interviewede sidste år i Politikens Hus) siger, at når man er så tæt, så tæt, så kan man ikke se hinanden. Hvem kan se noget som helst, når man er helt fysisk tæt? Afstand giver indsigt. Jeg ser min mand, min sheik, når han er væk fra mig.

Jeg ser ham på de fotos, vi sender via snapchat hver dag. Jeg ser hans blik, der ikke har ændret sig et sekund siden påsken 1988. Jeg ser hans hudfolder, der er kommet på halsen, den let tynde hud, og jeg føler, den er min, fordi jeg har set den blive til. Jeg ser ham. Husker hans sidste sætning i sidste samtale og tænker: det var da egentlig meget klogt sagt. 

Det når jeg ikke, og det ser jeg ikke, når vi er sammen hver dag og nat. Det gør jeg nu, når vi er på afstand, og jeg ser, at han forandrer sig, at jeg forandrer mig, at vi forandrer os sammen, og det gør ham mere interessant, ikke mere kendt, eller mere af det samme. Jeg når endda at tænke: ham vil jeg gerne tættere på. Og heldigvis, lykkeligvis er jeg også det. Helt tæt så jeg intet kan se.

Det er nu også meget godt.