Vi elsker Tour de France

Mens jeg skriver dette, sidder vi og ser Tour de France i toget på vej hjem efter en tur i biffen på Montparnasse. Vi ser det sidste af spurten fra 12. etape. Vi ved godt, at det er Kittel, den nye komet, der vinder sin 3. etape, men vi skal lige se massesprinten i billeder. Og der er også et dragende farligt styrt lige inden mål.

Måske er det Tour de Frances skyld, at vi elsker Frankrig. For mig er det i al fald ensbetydende med lange sommerhuseftermiddage krydret med lidt Languedoc viden fra Jørgen Leth, mens vi keder os på den zen-agtige måde. Eller bider neglene, når et angreb sætter ind på det helt rigtige tidspunkt.

Vi savner Rolf Sørensen

Sidste år så vi enkeltstarten i levende live i Chartres, men normalt ser vi den i tv. Faktisk dansk tv, for de dækker den langt bedre end Frankrig selv. Der er kun to timers Tour her hver dag, og det er slet ikke nok, når vi skal have sprogspassere og genbrugte anekdoter med, og Rolf Sørensens nye, angste “uha uha”, som han nu bruger hver gang, han kan se en høj kantsten.

Vi plejer at se Touren udendørs. Her er knaldvarmt, og vi stiller tv’et under parasollen og spiser en let frokost til Tour-studiet, og under de kedelige etaper (findes de?) kan man lægge vasketøj sammen, tage en Tour-lur for at vågne op og så virkelig se med hjertet – og lidt spillehjertet også.

For vi spiller jo også Tour Manager – spillet på nettet, hvor man køber og sælger 9 ryttere på hver sit hold, og vi er 9 i gruppen, der spiller mod hinanden. Jeg er nummer 4. Det er jeg ret stolt af.

Jeg – en sports-løgner

Jeg er jo en rigtig soccer mom, eller det vil sige, jeg bager ikke eller kører dem til kamp, men fodbold, sport, har været en meget stor del af mine sønners barndom, og jeg leger bare, jeg er med. Jeg kan snakke med om det meste inden for fodbold, men min viden er overfladisk og enhver kender kan afsløre mig. Den strategi valgte jeg, efter jeg hørte historien om min svigermor (med 4 fodboldsønner!!!), der klippede ledningen til tv’et, da de ikke kom og spiste. Jeg forstår hende godt. Jeg tror dog mere på at gå ind i ubehaget i stedet for at gå udenom, så jeg vil hellere lade som om jeg er med, i stedet for at stille mig på sidelinien og sige “hvorfor giver de dem ikke bare en bold hver?”. Så jeg har været sports-løgner i mange år.

Men cykling er måske min første rigtige glæde ved at se sport for min egen skyld, læse om det i l’Equipe, være nervøs for Cavendishs temperament og stadig romantisk håbe på en Contador sejr. Jeg glæder mig vildt til weekendens alpetoppe og håber ikke, det bliver som sidste weekend, hvor vi måtte køre ind på en tankstation med internet for at se afslutningen på etapen.

Og ikke et ord om doping. Om sommeren har vi alle sammen personlighedsspaltning. Vi kan ikke huske det om doping før efter vueltaen. C’est parti!