skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Venner Som Statussymboler

Venner som statussymboler

I weekenden var vi ude at spise med en af mine brors venner, som er fransk gift, og som til daglig bor i Toulouse. Han fortalte om Frankrig og måden, de gør venner på hernede. Venner kan godt gå hen at blive noget, man har for at vise frem. Eller: snarere viser sig selv frem ved hjælp af. Det er nu min tolkning og ikke hans.

Det har noget med den gå-i-byen-kultur, der hersker her, som vi ellers elsker – det at enhver bydel altid er levende ved aftensmadtid og efter arbejde; at der ikke er som dér, hvor vi kommer fra: en forstad til København, hvor man kun møder hundeluftere efter mørkets frembrud. I Frankrig møder man stort set kun sine venner ude i byen. Dér hvor du har taget stilling til, hvad du har på.

Hvad med skænderiet i køkkenet?

Hans pointe var selvfølgelig, at når børn og familieskab kommer til, bliver det meget svært at fastholde vennerne. Min pointe er, at hvis du kun omgiver dig med venner, når du er ude, når du er “på”, hvordan skal nærheden, tårerne, og blikket på vennens hvislende skænderi i køkkenet så opstå? Og er venner, man kun ser ude i det ydre liv ikke stort set det samme, som hvis jeg kaldte dem jeg klinker glas med til alverdens receptioner, for mine venner? De er sgu ikke mine venner.

Jeg er lidt optaget af det her med venskaber for tiden, så der kommer mere her om vennerne. Det er overvejende professionelt, fordi jeg skal nagle nogle scener om venskab i næste roman, men det er selvfølgelig også personligt. Jeg har nemlig også venner. Håber jeg. Ikke mange. Men gode.

Som jeg tidligere har skrevet et indlæg om, så får vi venner på nye måder af at bo i Frankrig, men er der også noget livsfasebestemt over vores venskaber? Kan vi ikke fastholde nærheden, efterhånden som vi forandrer os i livet? Og er det et problem? Er billedet af de newyorkske venner øverst ikke en fjollet, pubertær drøm om noget, man egentlig ikke savner? At lave alting sammen og kende alle ens venners sms-dialoger med potentielle kærester?

This Post Has 15 Comments
  1. Jeg sidder selv og tager mig sammen til et blogindlæg om venner. Jeg har svært ved at fatte konceptet. Måske er det fordi jeg selv giver op for let? Jeg har et bestemt billede af en ven. En ven er tidløs, altså ikke en blomst eller en urt, blot uendelig, selvom ordet ‘uendelig’ ikke virker i vores verden; dertil dør vi for tidligt, eller noed. Men en ven er sådan en der kan blive tydelig som en elefant (både i sprog og trampen) og usynlig som sne, der er ved at smelte (i perioder er man langt væk fra hinanden).
    En ven er en vi vil ses med (dit blogindlæg)til alle tider, som vi kan være bekendt, fordi vedkommende er klog og mærkelig, og han/hun er også en af dem der får tæerne i skoen til at krølle sig pga et voldsomt, grimt, uacceptabelt og langt-fra-korrekt-politisk-indlæg i Politiken. En ven får børn og man “børner” med eller fiser af i frustration over, at biologien har nemmere ved at rodfæste sig i hende (via ham) end i en selv. Så raser man og vennen enten accepterer eller dropper dig fordi sådan er livet faktisk også.
    Man kan lade som om man ikke er venner mere. Slette alle telefonbeskeder, billeder i Iphoto. Man kan opføre sig som et barn. Der er også mærkedage, fødselsdage osv .. hvor man tænker på sin (daværende) ven og tænker tillykke, sommetider skriver man endda et postkort og sender af sted? Man kan sige det er en fase; vi ses ikke fordi – nu er det din tur til at være mor og min til at være en bitch! Men inderst inde sidder den samme lille eventyrer, som vil ud og dele oplevelser. Så er det vel op til dig om du vil vente på moderen, om du har andre at dele “udendørslivet” med? Fase? Jo, eller nej. Jeg har en ven i livet, siger jeg, hun lever overhovedet ikke op til noget af det jeg vil, hun aflyser alle sine aftaler, bitcher og leger forfatter (mens jeg prøver at overbevise hende om, hvor hun hører hjemme). Så er jeg inde i varmen og så er jeg ude. Hun er det mest svingende menneske jeg kender, men hun overbeviser mig om en ting: Den ven jeg kan lære mest af bor i mig selv. Ja, hun er mig. Jeg er hende.

    1. Åh! Det er godt. Men også meget forfatteragtigt, Lonni, og er vi sådan nogle eneboere, der altid foretrækker vores eget selskab? Er vi vores egentlige bedste ven? Er det ikke fattigt, når vi nu godt ved, at livet det sker kun i mødet den anden?

      1. Livet sker (imellem) mødet med den anden. Og forfatteragtigt er det der, sjovt nok, rumler i mig ;)hvilket får mig til at tænke hvor nemt det er at være forfatteragtig – altså identificere sig med håndværket selvom man intet skriver.
        Vi hader vores eget selskab, men det er jo så der vi skaber? Måske er den mærkelige spænding så vigtig hvis vi vil gennem muren ind til inspirationen?

  2. Hvor er det et godt spørgsmål, Lotte. Umiddelbart er det nok på dem (siger jeg).. Spørger du dem vil de svare, at jeg har svært ved at holde af mit liv (altså dem) og det piner dem.
    Overordnet set er det en vekselvirkning. Måske kan jeg tænke tilbage på en “scene” hvor en ven valgte sine “skrivende” venner fremfor mig fordi hun ikke følte sig mødt/forstået af mig. Hun var i en fase hvor hun fik ideer, du ved. Jeg var i en fase hvor der lige var kommet den fedeste film op i biograferne! Det var endda jul! Jeg mente at jeg, filmen og årstidsfesten måtte score flest point. Men der tog jeg fejl og så blev jeg fornærmet.

    1. åh. Det er, hvad der er kommet ud af vores psykologiserede tid: At når jeg siger nej til dig, så siger du, at der er jo klart med den opvækst. Det kan jeg godt forstå. Venner bliver ikke vrede nok mere.

  3. Men .. Jeg var til en reception for nylig, hvor jeg snakkede med en digter, som jeg også har mødt til adskillige oplæsninger. Denne har rykket sig betydeligt indenfor den litterære verden. Da jeg ankom til stedet var han der. Enormt sød. Snakkende og meget ærligt med det han gik og arbejdede på. Som dagen skred frem kom flere digtere til og han satte sig ved dem – kiggede et par gange – ja, hvad skal jeg kalde det – undskyldende – – “Undskyld, men dette er mine kolleger-agtigt” ja, det var sådan jeg læste hans blik. Jeg nikkede forstående og spiste min kage; en hvid brownie, og tænkte, ja, du er jo ikke i den kategori, selvom du kan lide at skrive. Og det skal ikke lyde bittert – selvom – det synes jeg at det gør (selv) – men du ved, han satte sig med de “rigtige” digtere og jeg legede publikum imens.

  4. Nu postede du en kommentar jeg ikke nåede at læse :D Jeg synes godt, at vi kan blive vrede. Men vi tør ikkr stå inde for den. Vreden. Så vælger vi at “slå op” med hjerteveninden pr. sms fx. Og for at være rigtig onde beder vi hende – i samme nu, hvor vi har svinet hende til i den sms – ikke at svare på den besked, som vi netop har sendt af sted.

    Hvordan kan vi gøre det? Efter så mange år??

  5. Spørgsmålet er så, om forfattere behøver ikke-skrivende venner? Der er jo ikke noget forkert i at synes det? Hvis tid og resurser “kun” er til netværket, fordi man skriver (lever af) ved siden af, så er det vel også ok?

    Alt er et spørgsmål om timing. Både de bøger man skriver og de venner, der krydser din vej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top