Venner på nye måder

Vi har fået venner på nye måder hernede i Frankrig. Vi har fået virkelig få, nye, men hvor mange får fine, nye venner i vores alder, hvor det ikke er folk, der bare er en del af netværket?

Det er mere det, at vores venner er blevet venner på nye måder. Eller: relationerne forandres virkelig af, at jeg har flyttet mig. Og det er fedt og sørgeligt.

Tre sørgelige…

Det sørgelige er, at, at der er folk, man ikke får talt med i samme omfang som før. Folk tør ikke rigtig ringe, fordi de stadig tror, det er meget dyrt, og at satellitforbindelsen laver ekko af ens stemme. Det synes jeg er så trist. Skype er gratis og ikke noget, man behøver planlægge som en anden videokonference. “Jamen, Skype, så kan man jo se hinanden, og så er det mere forpligtende”. Nej, man slukker kameraet og kommer over det, hvis man gerne vil være i kontakt regelmæssigt.

Så er der de venskaber, som i forvejen var skrøbelige, fordi venskabet var ved at ændre dansetrin af alle mulige og umulige grunde. De venskaber, hvor man ikke er enige om, hvilken vej man skal gå. Så kan det, at jeg har flyttet mig helt herned, få skubbet venskabet ud over afgrunden. Det er jeg rigtig ked af.

Eller dér, hvor man bare ved, at i det øjeblik, vi lander i Danmark igen, så bliver venskabet genoptaget, som om intet var hændt. Men det er der jo netop. Den ignorance af vores og min forandring frygter jeg også.

…og tre fede

Selvfølgelig er der det med, at vores venner for det meste sover her, når vi ses. Vi udstår ikke bare en aften i hinandens selskab med god mad og læbestift, men vi ser også hinanden dagen efter og kan fortsætte samtalen, hvor vi slap. I øvrigt noget jeg egentlig altid har manglet at kunne, for samtaler giver forhåbentlig altid stof til eftertanke, og den får man netop, mens man børster tænder og forsøger at falde i søvn. Det samme gælder den anden vej rundt: Når jeg er i Danmark, sover jeg hos mine venner, og det er bare berigende at vide, hvordan ens ven er morgensur.

Så har jeg mistet alle de kedelige samtaler. Alle dem med: “så sagde min mor, og så købte jeg, og så tog vi til…” Det er der ikke tid til, når vi endelig snakker eller ses. Vi skal direkte til smerten, lysten, livet. “Elsker du ham?” / “Så sig dog op” / “Det er jo bare et hus”. Det er en GAVE.

Platon har altid ret

Og så er der udrejseberigelsen nr. 1 – brevene – og grunden til, at de to gamle forfattere er med i dag: Auster og Coetzee. De har udgivet en bog med deres mails (heldigvis er de ikke sådan nogle typer, der ikke skriver mails, selvom Auster leger ÆGTE forfatter, fordi han skriver på antikverede skrivemaskiner).

De er blevet venner i en høj alder. De skriver om porno, sport, stalkere og meget lidt om litteratur. Og så begynder bogen med at forsøge at definere venskab, og hvorfor vi synes, det er vigtigt.

Den bedste begrundelse er Coetzees. At venskabet kontinuerligt fordrer gensidig beundring. Så når man flytter sig, er det vel normalt, at det kan gå galt – eller godt. Han citerer faktisk Platon, der mener, at ønsket om at blive æret af vores ligemænd ansporer os til fortræffelighed. Så måske handler det blot om, at vi skal tage os sammen?

Det lyder velkendt. Lidt ligesom parforhold. Relationer er stadig ikke noget, der bare er. Det skal plejes.

Alt det her tænker jeg over, for min nye hovedperson har lige fyret sin gymnasieveninde. Det var hun selv ude om. Men sorgen er stor. Jeg tror, jeg vil skrive et brev til en ven nu.