Uperfekthedens trange kår

Har du nogen sinde ønsket dig at være uperfekt?

Denne kloge dame siger, at vi fejler, når vi står med vores baby i armene første gang og siger: Du er jo perfekt. Det er den målestok, vi så skal halse efter resten af livet.

Hun siger også en masse andre kloge ting om sårbarhed og om at føle sig elskværdig, og jeg så videoen, fordi jeg lige netop i går sad og skrev min hovedpersons barndomserindring, som måske skal med i næste roman.

Min hovedperson er lidt følelsesmæssigt forstyrret, men også meget livsduelig, hvilket jeg finder utroligt interessant. Som ganske ung, jeg tror 10-12 år, forsøger hun sig med en helt konkret strategi for at blive perfekt.

Al forskning viser…

“Al forskning viser” så, at det er den sikre vej til angst og skamfølelse, når vi ikke føler, at vi lever op til egne forestillinger om perfektion. Og dagens hemmelighed er, at vi ikke er perfekte.

I søndags linkede jeg via Facebook til en artikel skrevet af to psykologer, der i de sidste mange år har specialiseret sig i børneopdragelse via deres forskning og praksisser. Den handlede i store træk om, at vores demokratisering af forældrerollen har taget overhånd, og at opdragelsen er forsvundet – vi laver aftaler med treårige i stedet for regler, vi flår dem ind i medbestemmelsen i familien i stedet for at være voksne og klogere.

De er provokerende, men jeg måtte bare erkende, at jeg genkendte rigtig mange af deres eksempler. Det skal vi ikke diskutere nu. Jeg ville blot dele med jer, at reaktionerne var voldsomme: Det var et problem, at de er gamle mænd; at de skriver, at parforhold er fundamentet for en familie;  at de ikke har konkrete løsningsforslag, etc.

Det eneste, psykologerne gjorde var at postulere, at moderne forældre ikke er perfekte. Og vi kæmper jo sådan for at være det.

Jeg vil nu gå ud i tirsdagen med det formål at være uperfekt og være stolt af det.

Se videoen her.