Twitter-taber

Jeg er en twitter-taber. Jeg har ikke mange, der følger mig dér, og der er ingen, der svarer, når jeg skriver noget, og hvis jeg hopper med på en tråd, bliver den stille.

Til gengæld er jeg en Facebook-betvinger. Jo mere jeg skriver, jo flere fotos jeg lægger frem, jo mere trafik, samtale, dialog. Grin, viden, indsigt og selvfølgelig ligegyldigheder, men dem kan man blive fri for så let.

Det ene sted  – Twitter – har jeg under 100 kontakter, på Facebook er det over 1.500, og snart har jeg 400 LIKES på min nye Facebook side, som forlaget insisterede på, at jeg oprettede, så jeg kunne være seriøs ét sted og bare være Lotte med løg på på den personlige profil. Den skelnen øver jeg mig stadig i.

Google+ fatter jeg ikke noget som helst af, men det er klart det lækreste sociale medie, prøv at se hvordan ens statusopdateringer står på siden.

Twitter er et federe sted

Det irriterer mig, at jeg ikke har fået hul til Twitter. Ikke bare fordi jeg er hul og overfladisk og elsker den ikke-personlige kontakt. Den slags kritik er “so last year” og kommer ofte fra folk, som ikke bruger sociale medier. Men der er tre virkelig gode grunde til at elske Twitter:

1. Alt er transparent. Alle kan se alle. Ikke noget med at man skal være venner med nogen for at se deres opdateringer. Man skal ikke følge dem, der følger dig. Man slukker for dem, der støjer, og tænder for dem, der lige siger noget om det, der optager dig her og nu. Man behøver altså ikke skrive kronikker hver gang, man ikke kan rumme verden på internettet. Man holder op med at følge dem, der fylder. Ingen bliver krænkede eller krænker.

2. Der er ingen grænse for mængden af følgere. Så de helt store stjerner kan blive ved med at dele  med alle deres fans. Selv elsker jeg Marc Cavendish (verdens hurtigste landevejscyklist). Han er englænder, og han tweeter til sine fans hver dag om hvor hård etapen var, hvem han deler værelse med, hvem der først får lov at bruge toilettet, altid med engelsk, tør humor.

3. Der er mange journalister på Twitter i Danmark. De fleste kom nok på Facebook på grund af en gammel elevfest eller lignende. Altså man begyndte i et privatforum og har måske bevæget sig ud i et mere offentligt. På Twitter handler det rigtig meget om nyheder, store sager, der fylder lige nu og ikke så mange mad- og børnebilleder. Det er et meget fikst sted at holde øje med, hvad der brænder på ude i verden lige nu. Rigtig fedt for mig, der bor i eksil.

Det er nok alene størrelsen, der gør, at jeg ikke får hul på Twitter. Den mikrooffentlighed, som Facebook er, fylder langt mere med sine 3 mio. brugere end de 150.000 twitter-brugere. Fred være med det. Twitter rocker Danmark, når vi er klar. Som en rygelov.

Twitter-vinderne er stadig gammeldags

Men det undrer mig virkelig, at  jeg i det mindste ikke kan få hul på Twitter til dem, der er såkaldte first movers. Dem der kunne få det, man kalder en shitstorm i hovedet, hvis de ikke leger med på legen om, at man kan komme i dialog så let som ingenting hvor som helst og når som helst.

Som når supertech radioprogrammet på 24Syv, Elektronista, vælger at holde hele 7 ugers forårspause uden at svare på personlige tweets om “hvor blev I af?”og uden at begynde igen med et lille “thank you for waiting”. Det passer ikke til den sociale medie-profil, som de skal vide så meget om for at lave deres superprogrammer. Så føler jeg mig som en kunde, der har ringet til TDC og aldrig kommer længere end til ventemusikken og robotdamen, der giver mig www-adressen i en båndsløjfe.

Eller når übereksperten Thomas Bigum, som laver sådan nogle rare videos, hvor man kan spørge løs om alt om sociale medier, ignorerer mig fuldstændig i går. Jeg spurgte ham, om hvorfor det var så svært at komme inden for i varmen hos de danske tweeps, og han svarede ved ikke at svare. Jeg har ikke nok twitter-kapital. Til gengæld tweetede han løs fra en konference, REX2013, aner ikke, hvad det er, men det var dæleme sjovt at følge med i hans tweets. Måske jeg bare skal fortsætte lidt endnu med at være med på en kigger.