Turist i eget liv

Når man vælger at bruge sin smukke juni torsdag aften på sit lokale slot (i stedet for at se England ryge ud af VM), og man får lov at se en ballet, der er mandsdomineret, glad, sjov (?) og meget velkomponeret, så tænker jeg – er det fordi, jeg er her i Paris, at jeg gør sådan noget? Jeg er da aldrig turist på mit eget danske slot, Kronborg.

Jo, jeg er jo. Jeg er lige i segmentet for de vildeste kulturforbrugere, så jeg er også turist derhjemme. Og dér er jeg vel ikke turist, men bare en af publikummerne.

Men her synes jeg stadig, at jeg er på besøg, når jeg sidder på smukke Versailles. Man kan for eksempel ikke købe fadøl. Men selvfølgelig champagne – rigtig champagne. Og baren har også åbent efter forestillingen. Det er eksotisk.

Turister er nogen, der rejser igen

Jeg er også turist, fordi jeg ikke skal blive her for evigt. Jeg er jo på besøg, og mit besøg slutter. Snart.

Nu har vi været her i to et halvt år. Den store søn er flyttet hjem til Danmark, den lille søn kan ikke vente længere på noget dansk skolesystem, manden kunne godt trænge til noget dansk arbejdsplads, hvor fredag eftermiddag ikke begynder kl. 18, og jeg, jeg vil ikke hjem.

Jeg er ikke en ø. Så det giver ingen mening at ville blive, når jeg er den eneste. Det er ok. Siger jeg til mig selv.

Til gengæld vil jeg nå at være så meget turist som overhovedet muligt, inden vi smutter. Og det fortsætter allerede i morgen, hvor vi skal med Eurostar til London. Det tager to timer. Det er også eksotisk.

Det var en smuk oplevelse at være turist i eget liv på eget slot i går aftes – med rigtig mange mænd i trikot, særligt Ravel’s Bolero var fantastisk. Næsten lige så skøn som denne her: