Studenterhue hos stammefolket

Jeg har lige været hjemme i Danmark hos stammefolket for at sætte en studenterhue på sønnen. Jeg tror ikke, jeg må lægge et foto af ham herud, så I må nøjes med det fjollede.

Stammefolket er danskerne, og det er ikke mit ord. Det er Niels Krause-Kjærs. For mens jeg var hjemme, susede jeg lige i P1 og udtalte mig som ekspert om noget, jeg kun har anekdotisk kendskab til; det franske skolesystem. Selvfølgelig er det validt nok, når jeg nu om ganske kort tid har ladet sønnen møde hele tre forskellige franske skoler, og da jeg både kan læse og til tider tænke, må det være godt nok.

Problemerne er lidt vildere her

Stammefolk – det er det, vi kalder dem, der er meget ens i værdier, meget enige på tinge, meget gode til at – tjah – føle, de har fat i den helt rigtige ende, og at andre bestemt ikke har det. Det er den opfattelse, som jeg blev udfordret i af Niels Krause-kjær – fordi hernede i Frankrig er problemerne lidt vildere – partierne er længere fra hinanden end i Danmark, politikernes skandaler bevæger sig ud over skattepligtsregler og langt ind i korruption og bedrag, og ungdomsarbejdsløsheden på 25% er et sandt problem og ikke en bekymring, som blot får politikerne til hele tiden at lave en folkeskolereform uden egentlig at ændre noget som helst.

Problemet er blot, at studenterhuen blev placeret på hovedet af sønnen i Jylland. Vi kommer fra Sjælland. Nordsjælland. Og ja, gu’ var det ens, sådan i det helt store perspektiv – det var i hvert fald helt anderledes end her i Frankrig, hvor der slet ingen festligholdelse var, da den lille søn forlod College – hvad der svarer til en dansk 9. klasse.

Men det var også forskelligt fra en nordsjællandsk studenterfejring. I Jylland drikker de sorte slots – en meget billig majsøl. De spiller kort efter maden til studenterfesterne. Pigernes gallakjoler har lidt flere primærfarver. Og jeg kunne blive ved med at line ligegyldige forskelligheder op.

Den fascistoide lektor Blomme

For de var også oprigtig glade for hinandens resultater. De snakker ikke om gennemsnit men om: “jeg kan selv bestemme, hvad jeg vil” eller “man skal ikke bruge det tal til noget dér, hvor jeg skal hen”. De ved nemlig, hvad de gerne vil være. Hvor de skal bo. Med hvem. Hvad det koster. Ingen fjumreår, ingen: “jeg skal læse, hvad jeg har lyst til, og hvis ikke det er fedt, vælger jeg bare noget andet”, og jeg så ingen sammenbrud over et snit under 10. Måske heller ingen censorklager? Det vil jeg undersøge.

Det kan være, at det er fordi, min store søn har gået på et fodboldgymnasium, hvor disciplin er noget, man bruger for at hjælpe sig selv og ikke betyder, at man er en fascistoid lektor Blomme-fan. Jeg kan blot konstatere, at det var anderledes og ikke så stammefolksagtigt. Det var faktisk helt fransk, dér i Jylland.

Du kan høre udsendelsen om stammefolket, Frankrig og folkeskolereformen på P1 lørdag d. 3. august kl. 16.03. Eller hente hele serien Politik på tværs som podcast her.