Smagsdommere er ikke eksperter

Forleden var jeg til Smagsdommernes jubilæumsfest i anledningen af deres tiårs fødselsdag, og det var knaldhyggeligt. Hvis man gerne ville have et 2015 uden virkelig mange meninger, nogle mere relevante end andre, så var Studie 6 i DR-Byen i mandags et meget bekvemt terrormål.

Det bedste var, udover alle de der hej, hej-er, debatten om, hvad vi skal med Smagsdommerne. Kritiker Henrik Palle fra Politiken havde nogle rigtige pointer, synes jeg sådan helt principielt, om at os Smagsdommere (jeg har ikke været dommer siden tiden før, jeg blev formand for forfatterforeningen) er nogle klarinetspillende tandlæger – altså at vi udtaler os om noget, vi ikke ved noget om.

For hvorfor skal vi høre om, hvad jeg mener om ballet? Det bliver, som han sagde, meget hurtigt til noget om kan lide / kan ikke lide, hvilket ikke har noget med kritik at gøre, fordi det bliver føle-mærke i stedet for analyse-indsigt.

Hvorfor skal vi høre på lægmanden?

Men nu har jeg jo selv været dommer. Fornylig var jeg endda også med til at vælge mellem forskellige indspilninger af Beethovens 3. symfoni i Søndagsklassikeren på P2, ganske vist castet mellem en dirigent og en oboist, altså som hende, der ikke vidste noget. For der bliver jo ofte kaldt på lægmandens mening – vi skal gætte huspriser i Hammerslag i konkurrence med de professionelle, og vi skal synge foran primetime publikummet, fordi vi bare elsker Rihanna.

Jeg kan selvfølgelig ikke udtale mig om andre dommeres baggrund, men som forfatter forbeholder jeg mig retten til altid at kunne sætte ord på det, jeg ikke kender, det jeg ikke ved, faktisk også det, der ikke er. Jeg skriver romaner, hvor noget af det, der sker, ikke sker på linjerne, men mellem. Jeg er simpelthen trænet i at sætte ord på – ja, hvad som helst. Så når jeg er Smagsdommer er jeg måske slet ingen klarinetspillende tandlæge, men faktisk en professionel en.

Hvis man virkelig skulle lave god kulturformidling i DR, så skulle man jo stille smagsdommerne over for eksperterne. At jeg kun skulle sætte ord på det, jeg beviseligt ikke havde som fag, altså ballet og den slags. Det kunne være interessant. Så slap jeg også for at mene, føle og mærke noget om en kær kollegas nye bog.