10 minutters reglen

Da jeg blev konfirmeret, blev en regel ophævet, som mine forældre brugte mod mig. Den hed: 10 minutter. Det betød, at jeg skulle være stille i 10 minutter. De brugte den sidste gang, da jeg sad der i min hvide, utroligt jomfruelige kjole og kværnede løs.

Selv synes jeg ikke, jeg snakker ret meget, men der sker hele tiden noget indeni, og min stemme er også høj, så den overdøver det, der er på spil indeni så dejligt.

Så var det, at jeg så det her citat fra O’Connor.

Så fangede jeg den. At skrive er at sortere. At rydde op. At få orden i kaos. At fatte hvad det egentlig er, der er på spil. Al den tvivl, vi alle sammen har om alt muligt hele tiden – skal jeg spise rugbrød eller varme maden – skal jeg sige ja til foredraget – kan jeg godt finde ud af at være politiker – skal jeg løbe nu eller udskyde det uendeligt?

Eller også med Olga Ravns ord: At skrive er en måde at tænke på.

Men orden kommer ikke ved at skrive, desværre. Man kan kun dulme uroen, ikke fjerne den.

Så kan man heldigvis altid bare skrive en bog til.

Elsker ski, hader stadig ferie reglen

Når dette indlæg rammer bloggen, står jeg på ski. Man kan nok ikke være et for mig mere larmende sted, for der er absolut ingen plads til at skrive. Hverken fysisk eller mentalt eller socialt acceptabelt.

Jeg elsker at stå på ski. Men jeg hader stadig ferie :)

Stakkels dem, der er sammen med mig – jeg tror, 10 minutters-reglen vil blive genindført.