At skrive ligeud ad landevejen

“Du skriver fantastiske blogindlæg”. Sådan sagde en ven til mig forleden. Den lader vi lige stå et øjeblik. Han mente klart, at det var noget med, at det flød. Som at skrive ligeud ad landevejen.

Vi snakkede om, hvor lang tid det tager at skrive sådan et indlæg som det her, og jeg har regler. Jeg må ikke bruge mere end noget med 50 minutter på det hele. På at finde foto, lave lir, skrive teksten. Ellers kan en blog fylde hele arbejdsugen ud, og det er også derfor, jeg kun skriver to gange om ugen. Nogle gange er det for meget, andre gange for lidt, men jeg er strukturfacsist, og jeg oplever en sødmefuld rislen indeni, hver gang jeg overholder mine egne regler.

“Det der flydende skal du bruge i dine romaner”, sagde han så. Her kan enhver forfatter kun høre kritikken – at teksten ikke flyder i mine romaner, men nu skubber vi lige Narcissus væk og tænker lidt over det.

Et blogindlæg fylder 500 ord. En mellemstor roman 150.000 ord. Kan man skrive de to tekster på samme måde? Nej. Men alligevel skriver jeg dem i udgangspunktet ens. Jeg skriver nemlig absolut ingenting ligeud ad landevejen. Det kan bare føles sådan, fordi der er ét emne, én pointe, én tematik i et blogindlæg. Lad os håbe der er lidt mere i mine romaner.

Redigeringen i alt, hvad jeg skriver, begynder allerede i tanken om næste sætning, så bytter jeg ordene ud, mens jeg skriver; jeg skriver faktisk også om med det samme (den sætning blev først tilføjet, da jeg havde skrevet hele det næste afsnit) og et blogindlæg kan man nå at redigere igennem 5-6 gange, inden man hitter UDGIV-knappen. Altså: Som en roman.

Den ikke-redigerende er den fine kunstner

Men gør jeg det ikke helt forkert så? Skal kunsten ikke bare komme flydende ud af pennen, for jeg er jo blot et medium for noget større? Og er det ikke finere, hvis det er fjong i første version?

Det er noget bavl. En kunstner er et menneske, der besidder en stor viljestyrke, har en masse timer til rådighed, bærer på en til tider ufølsom sjæl og så er begunstiget med et lille drys talent.

Hvor er jeg selv i den karakteristik? Måske har jeg lagt mig godt til rette i den store viljestyrke. Jeg er “man kan, hvad man vil”-typen, og det er et af de bon mot’er, vi skal holde op med at sige højt. Det passer jo ikke.

For ja, det falder mig så let at skrive disse indlæg – måske du synes, der er lige lovlig let, du er tilgivet. Det falder mig også let at skrive dele af min næste roman. Og så bliver det tungt lige pludselig.

Jeg tænker for meget, siger min redaktør, når jeg klager. Så måske har min ven ret? I hvert fald har jeg lagt strukturfascisten i seng, her i begyndelsen af min næste roman. Jeg skriver scener. Små korte tekster, der er brikker i mosaikken til næste roman. Det er flydende og sjovt. Overhovedet ikke lige ud af landevejen, men velovervejet og gennemredigeret, inden jeg trykker på GEM. Og en lille smule angstprovokerende, fordi HVOR ER STRUKTUREN? Den er i hvert fald ikke som en landevej, den roman. Og så alligevel.

Jeg begyndte på det her indlæg kl. 8.40. Den er nu 9.29. Det risler. Oh salig fryd.