Skip to content

 Jeg holder ikke mange foredrag for tiden. Skriv til mig her, hvis du er for svær at sige nej til.
Jeg skriver nye foredrag, når næste roman udkommer. 

[threecol_one]

Om mine bøger

LAUST, min nyeste roman, udkom september 2013, handler om det, de plejer: Mennesker, der flettes ind og ud af hinanden og deres fælles og modstridende kamp for at få mere end blot sporadiske smil på læben. Hovedpersonen hedder Laust, er 63 år, og jeg er smaskforelsket i ham. Mere røber jeg ikke her.

Prøverummet er stadig sjov at snakke om. På Kulturnatten engang var jeg faktisk lige ved at rødme på Frederiksberg bibliotek, fordi det kan godt blive sådan lidt intimt, på den gode måde, og der er også kommet endnu en erotisk novelle i samlingen 360° på Lindhardt & Ringhof. Jeg elsker at tale om tilblivelsen af de noveller, og jeg læser gerne op, men jeg bestemmer, hvad der skal læses op, og hvornår vi slutter.

Jeg kommer gerne ud de fleste steder, også med de gamle romaner, og jeg elsker at komme i læseklubber

[/threecol_one] [threecol_one]

Om at skrive

Selvfølgelig holder jeg foredrag med afsæt i Skrivetrang, fagbogen for forfatterspirer, som jeg har skrevet sammen med Lise Bidstrup. Vi gør det faktisk også sammen.

Jeg holder også en del foredrag om mit berømte ”U-turn”. Det at jeg stoppede en lovende erhvervskarriere for at skrive bøger. Det at være leder i eget liv. Det at være leder af en skriveproces. Det at turde tage et anderledes sving i livet og i manuskriptet. Det at bruge post-it notes i hele hytten og få det til at blive til en roman. Det at få det gjort og ikke ligge på sofaen. Det at finde arbejdsro, på Oslobåden, i tomme sommerhuse og hos velvillige venner. For er det at motivere – andre og sig selv – måske det samme.

Her er det mere Rotary, CBS og andre mere erhvervsorienterede steder, hvor jeg slår mine folder.

[/threecol_one] [threecol_one_last]

Om jagten på det gode liv

?Det gode liv er det, vi alle drømmer om at få. I hvert fald i Henrik Dahls ”børnehave- generationen”, os der er født mellem 1960-1973. Alle mine romaner handler om denne generation – og dog – han er lidt gammel i det, hovedpersonen i min nye roman, men ung af sind! Også min interviewbog Vær her nu, med ti interviews med folkeskolepræster, handler om den generation; vi har travle liv, og vi forsøger virkelig at nå hen til det der gode liv.

Det er et foredrag, hvor jeg hudfletter den danske middelklasse, der burde have det så godt, men i virkeligheden så ofte har ondt i livet – ofte uden at forstå det. Jeg taler om alt fra lykkepiller til manglende sex, om betydningen af venskaber og de mange familiefortrædeligheder. Det handler også om det, jeg kalder ”hvor svært kan det være?”-parforhold og alle deres curlingbørn.

Her kommer jeg ofte i præstegårde og institutioner – og selvfølgelig altid på biblioteker.

[/threecol_one_last] [divider_flat]
Back To Top