Skip to content

Så kører den igen

Til august, d. 27., så kører den igen. Erotisk litteratur i fire tv-temaudsendelser på Danmarks Radio. Denne gang er der varmet godt op, for der er novellekonkurrence og fine interviews henover sommeren, og her er et med mig, og her er et med min redaktør, og her kan du læse mere.

Det har jeg det egentlig ret fint med. Det bliver måske? nogle sjove udsendelser – Morten Brask og jeg havde i hvert fald en fest med at sidde som i en Blachman-positur med sort baggrund og spille kloge sammen. Uden make up, med fjæset lige op i kameraet. Morten kunne i hvert fald godt lide det med uden make up.

Så kører den igen med mig, den lille novellsamling, Prøverummet. Eller også er det bare sådan, at erotisk litteratur og mig, det kædes sammen for evigt nu. Påvirker det det, jeg skriver? Påvirker det mig ikke en lille bitte smule, når Informations anmelder af LAUST skriver, at hun er ked af, at der ikke er mere, når nu det, der er, er godt?

Selvfølgelig. Og så skal man holde fast i sig selv. Ligesom hvis de ringer fra Vild med Dans eller noget. For hvad kører med hvad?

Så kører den igen – også med Vild med Dans?

Men kan man det, når man sidder og digter på en person til min nye roman, og hun er lidt grænseløs, måske endda lidt socialt utilpasset, selvom hun gør, hvad hun kan for at passe ind – bliver jeg så ikke ramt af min egen pointe fra DR-interviewet, om at – Erotik er forhåbentlig en del af alle menneskers liv, og en person i en roman bliver utroværdig, hvis vi ikke også kender til hans erotiske jeg, hvad enten det findes eller ej?

Godt jeg er på ferie. Så kan jeg blive i fiktionen lidt endnu og så komme hjem til temaudsendelserne og overvejelserne. Måske er jeg ikke så blogflittig, som du er vant til, for wi-fi har mange fortolkninger – ja, ja, vi har da wi-fi, men kun ude i skabet bag hundegården – men jeg håber, du tilgiver mig. Ellers prøver jeg at smide spor ud via Instagram, som du også kan følge med på på Twitter og Facebook. Bare tryk på knapperne.

Comments (0)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top