Research i Marseille

Det er hårdt at være forfatter, så skal man læse skønlitteratur, og så skal man på research tur til Marseille i maj, mens solen skinner. Jeg har været her før, og jeg er vild med Frankrigs næststørste by. Smuk og skummel, farlig og edgy, gammel og hyggelig. Kan stærkt anbefales, hvis man er træt af at tage på weekend i Nice, hvor alt går op i appearance.

Jeg skal have styr på tre ting, inden jeg tager hjem i morgen:

1. Hvor langt er der mellem de nordlige ghettolignende arrondissementer og den smukke Notre Dame (den fine lille kirke på bakken på fotoet nedenfor). Kan man gå? Eller småløbe i angst, som min hovedperson skal? Svaret er nej. Eller jo, hvis man er bange nok

2. Kan man både dele et privat øjeblik og overvære noget megakriminelt ved Sormiou calanquen – disse skønne bugter skåret ind i kystlinien med turkist vand – lige sydøst for byen? Det må du læse om i næste roman. Jeg fik mit svar

3. Er baren ved place Jean Jauré autentisk nok til at der stort set aldrig kommer hverken turister eller – i denne her sammenhæng – politi? Jeg er stadig i tvivl. Jeg tror, jeg må finde på en bar selv

En lille detalje

Det her vidste jeg ikke: Moskeer har deres eget vejskilt hernede, og selvom ungdomsarbejdsløsheden er over 30% så er det de gamle mænd der spiller volley på strandene efter arbejdstid. Og hvilke mænd. Suk! Og en ung mand blev skudt i sin bil kørende nedad den vej, vi tolv timer tidligere havde cyklet af.

Jeg kan ikke tage hjem, for jeg synes ikke, jeg har fået styr på lugte, dufte, stemninger, men så har jeg heldigvis fundet en ny ide til romanen, fordi det kræver jo, at man stikker fingrene i jorden, før man skriver, og man ved aldrig, hvad man så får op under neglene.

Jeg må herned igen, og det skal jeg allerede i juni, så jeg kan møde gode, gamle forfatterkollega Jacques Berg, som har sagt ja til at give mig en guided tur. Han har boet hernede i 40 år, og han ved alt det, som ingen af de andre tør sige højt…