Rasmus Jarlov som romanfigur

Rasmus Jarlov er konservativ, og han sidder i Borgerrepræsentationen. Han har også engang siddet i Folketinget, hvor jeg havde meget lidt med ham at gøre, da han var kulturordfører, og jeg var formand for forfatterforeningen.

Rasmus Jarlov lagde denne besked ud på Facebook i weekenden. Jeg håber egentlig, at det var for at få omtale. Han vil nemlig rigtig gerne tilbage til Folketinget. For omtale det fik han, og det får han, og nu skriver jeg så også om ham.

Helt overordnet bliver mange provokeret af hans generaliseringer. Han udtaler sig på baggrund af en artikel, men det er ikke den, der er i fokus. Det er allermest benægt det bare, men det er sådan, det fungerer :), der snubles over.

Det kan jeg forsåvidt også godt forstå. For hvad er det egentlig, han mener? Og kan vi lide det, han mener? Og hvor får han det fra? De tal, han underbygger med, også senere i Politiko, har hverken ordene sød og pæn med. Det er sådan noget, der får debattører op på tæerne. Selv heltnormalt har lavet satire over det.

Jarlov som romanfigur

Jeg ville lave et andet take på ham: romanfiguren Jarlov. Han er sådan en pæn mand, ham burde man kunne bruge. Han er faktisk så pæn, at det må betyde, at der stikker noget under. Vi kan godt lide det, når noget stikker under.

Jeg kan kun læse mig frem til tre mulige varianter af dybde:

1. Er han bare en mand af gamle dage, der skal have noget kønt at kigge på, når han kommer hjem? Findes de i generationen, der ikke er fyldt 40 år endnu?  Det skal han da have lov til at mene. Handler det måske i virkeligheden om hans mor?

2. Eller er han lige blevet sat på plads i Kødbyen af en kvinde med et rigere cv end ham? Og bruger han så anledningen til at skære alle over en kam og få opmærksomhed på det? Eller er han i virkeligheden forelsket i bagerjomfruen og skammer sig over det? Det skal han da også have lov til.

3. Eller er han rigtig ked af det på karrierekvindernes vegne, fordi de ikke lige så ofte som karrieremændene er i et parforhold? (Mænd: 9 ud af 10, kvinder: 8 ud af 10). Og så står han dér, single og pæn, og siger til karrierekvinderne, tja – hvis I var lidt mere med på den der med jeg gør det for Gud, konge og fædreland og din tegnedreng, så ville I få noget mere stabilt p… – fordi han virkelig ikke selv kan holde ud at være på Tinder længere.

Alle 3 varianter er virkelig kedelige. Pæne, renskurede, enkle psykologiske portrætter af en mand, der, desværre, Jarlov, ikke er interessant nok til at komme med i en roman, selvom der er rigtig mange Jarlov’er i romaner. Jarlov-debatterne bliver derfor – også kedelige, forudsigelige, uden dybde, og dog alligevel meget, meget populære.

Benægt det bare, men det er sådan, det fungerer.