I disse år lever jeg tit uden min mand. Igen igen ændrer vores parforhold sig,…
Problemet med selvudgivere
Jeg er ikke formand for forfatterforeningen længere. Jeg er bare mig. Jeg må godt. Så nu siger jeg det: Jeg er træt af, at der ikke er nogen, der siger højt, hvad problemet med selvudgivere er.
For problemet er det, som litteraturkritiker Klaus Rothstein stort set er den eneste, der bliver citeret for at sige: Det er bare ikke godt nok. Slut. Prut.
Forbeholdene er selvfølgelig, at der er perler imellem, naturligvis.
Forbeholdene er også, at med forandringerne i bogmarkedet vil det være sådan, at snart vil selvudgivere ikke være seje indie forfattere. Det vil være sådan, man gør – man er medudgiver, man er medproducent, man er som forfatter langt mere med i udgivelsesprocessen, og det er ikke noget problem, det vil jeg mene er et krav.
Men vi er ikke dér endnu. Vi er kun dér, hvor det er blevet nemt, muligt, sejt, indie, at gøre det selv, og det gør Gud og hvermand så. Godt for demokratiet men overhovedet ikke godt for litteraturen. Og hvis litteratur bare bliver noget, vi alle sammen laver, så bliver litterær kvalitet noget, vi om muligt får endnu sværere ved at snakke om. Og hvad med professionelle forfatteres selvfølelse, hvis det, vi laver, bare er noget, man kan lave, hvis man har et log-in til en selvudgivelsesportal?
Jeg fortsætter nu med at generalisere og putte andre mennesker i kasser og siger: Selvudgivere opfatter sig lidt for ofte som banebrydere, revolutionære, undergrundslækre, eller “cool, creative, different”. Jeg opfatter dem som regel som klynkende reaktionære, der tror, der er nogen, der ikke vil lege med dem, og at det i sig selv er strengt.
Som formand prøvede vi at tiltrække noget af det lækre litterære undergrundsmiljø i København til foreningen, men de ville da ikke være med hos os, sådan nogen etablerede, systembevarende forrædertyper. Sådan opfører selvudgivere sig sjældent. De vil mægtig gerne blåstemples af Dansk Forfatterforening.
Selvfølgelig har jeg ikke læst dem, jeg kritiserer
Har jeg så læst alle de selvudgivende værker? Selvfølgelig har jeg ikke det. Jeg har heller ikke læst alle de forlagsudgivne værker, og forlag er bestemt ingen garant for kvalitet, selvom det altid bliver det modstillede argument, og det er ikke i orden, for det er en anden snak.
Til gengæld har jeg været til møder med biblioteksfolk, der klart synes, at forfattere sammen med dem skal udradere forlagene. For forlag har vi jo slet ikke brug for. Det er en markedsorienteret måde at anskue litteratur på, som skader os alle sammen på længere sigt, også bibliotekerne. Det er “1 million fluer kan ikke tage fejl: Spis lort”-logikken.
For selvom forlag til tider er de ondeste skurke, når man står i litteraturens tjeneste, så kvalificerer de som regel bogen. Og et afslag fra et forlag kan være en kikser fra forlagets side, to kan være en kommercialiserende tendens, som ikke er i orden, men tre betyder nok, at du ikke skriver godt nok til, at andre skal spilde deres tid med det, du skriver. Og tak for det på alle læseres vegne.
Det, som er i vejen med selvudgiverkulturen i Danmark er, at de bliver meget gale over det, jeg skriver her. De føler sig ofte forfulgt, udelukket, set ned på, ikke en del af det gode selskab. Der kan til tider være tale om konspirationsteoretiske argumenter, når man på sociale medier hører om hvorfor en kronik /et digt /et debatindlæg ikke er blevet trykt: “Det er jo klart, jeg er selvudgiver, så jeg må ikke være med”.
Nej, jeg generaliserer. For de af selvudgiverne, der skriver perlerne, føler sig nemlig slet ikke ramt af min tekst. Og er det i virkeligheden ikke bevis nok?
Dette indlæg findes selvfølgelig også ovre på litteratursiden. Hilsen ambassadøren
DEL:
This Post Has 57 Comments
Skriv et svar
This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.
Læs også
Jep! Dejligt, at der er nogen, der endelig tør diskutere kvalitet.
men bemærk, at jeg egentlig ikke diskuterer /definerer men blot siger, at der findes en litterær kvalitet
Lotte :-) …hmmmm Ingen tvivl om at der findes litterær kvalitet. Du skal vist langt ud på landet for at finde nogen, du kan være uenig med om dette. At selvudgivere kan udgive ALT, er vist heller ikke nogen nyhed. Så selvfølgelig vil mængden af dårlig kvalitet være større i den samlede selvudgiverpulje end i fht. til forlagenes udgivelser.
MEN måske skulle du slappe lidt af og se mere nuanceret på tingene? Der er gode forfattere og dårlige forfattere. Og så er der fprfattere, som nogen kan lide og nogle andre kan lide. Nogle udkommer på de etablerede forlag, andre er selvudgivne. Læs dem og kast dig ind i debatten om kvalitet på et kvalificeret grundlag.
Kære Nis – jeg kan ikke kommentere det her på Facebook, fordi jeg ikke er medlem af gruppen, som du har skrevet i. Jeg slapper som regel ret meget af, men det er en snak, jeg tager i dag, som alt for ofte kun foregår i kulissen, fordi der vel generelt er en stemning, som du beskriver, at vi alle sammen skal kunne være her. Jeg synes, og det kan være, jeg ikke læser strømningerne tydeligt nok, dog at der er en tendens til, at de selvudgivere, der får taletid, synes, vi har et problem i dansk litteratur, fordi der er nogen, der bliver holdt udenfor. Sådan taler du f.eks. aldrig. Jeg er ikke pludselig Blevet Imod Selvudgivelse, jeg blev bare træt af at høre om, at det bare er så fedt for os alle sammen, at man kan flikke et Word dok. sammen og smække det på internettet. Og at forlag er kapitalistiske udbyttere (ok, nogen af dem er det, særligt nogen af dem, der kræver medfinansiering), så dem skal vi bekæmpe. Jeg er glad for, at jeg ikke er læser, der skal finde rundt i den nye jungle, og vi må GERNE sige højt, at der er forskel på kvaliteten. Hér tror jeg faktisk, vi er ret enige?
Velturneret og herligt polemiserende indlæg, men jeg synes du rammer ved siden af. Og jeg er ikke overraskende uenig med dig ;-)
Det bliver ikke spor vanskeligere at tale om litterær kvalitet pga. selvudgivelser, lige så lidt som det er vanskeligt at tale om stor kogekunst selvom vi alle sammen står derhjemme og roder i vores køkkener hver aften. Men det er interessant at du ikke gør det. Prøver at definere/diskutere den, altså.
Det handler om at have noget på hjerte, en historie at fortælle, et budskab eller en idé man brænder for. Og om håndværk, produktudvikling og raffinement. Og det handler om gennemslagskraft, synlighed og tilgængelighed.
Selvudgivelse eller medudgivelse er meget mere end den lalleglade amatør der skriver som en brækket arm, som du og andre gerne vil reducere det til. Det er også en vej for de forfattere som er for smalle eller små til forlagene. Det er en vej for forfattere som ikke gider den slagne vej gennem forlagenes maskineri. Det er en vej for forfattere hvis udsolgte backliste derigennem kan finde tilbage til sine læsere. Det er et perspektiv det er værd at glæde sig over hvis du spørger mig. Ikke mindst på litteraturens vegne.
Hej Bolette – sjovt nok du ikke er enig! Ja, du har ret. I virkeligheden burde jeg have defineret hvad litterær kvalitet er, men sandheden er, at det kan jeg ikke finde ud af. Og jeg er med på at jeg i polemikkens navn reducerer selvudgivelse til amatørisme. Det der er min sten i skoen er dog – god eller dårlig skribent – en for mig at se udbredt opfattelse af, at man kan være inde eller ude af varmen i dansk litteratur. Lidt ligesom når man får en dårlig anmeldelse -så handler det om, at man ikke socialiserer / kender /dyrker den enkelte anmelder. Noget med, at det er et ansvar, der ligger uden for den enkelte forfatter selv. JEg oplever ofte en manglende realitetssans ift. egen placering i litteraturen, og det er den jeg efterlyser. Og jeg tror ikke, jeg har hørt et eneste brok ord for forfattere, der bruger selvudgivelse til backliste udgivelser etc., så måske er det ikke den dels af selvudgivelserne, der skaber min vrangvilje?
Hej Lotte! Selvfølgelig har den enkelte forfatter et ansvar for at gå professionelt til sit værk, selvudgivet eller ej. Det kan man ikke tørre af på andre, heller ikke sure anmeldere. Det skal stå mål med ambitionsniveauet – og det fordrer realitetssans. Klart nok! Men understøtter du ikke selv opfattelsen af at være inde eller ude af varmen når du skriver “hvad med professionelle forfatteres selvfølelse, hvis det, vi laver, bare er noget, man kan lave, hvis man har et log-in til en selvudgivelsesportal”?
den må du gerne forklare? i virkeligheden finder jeg ud af, hvor svært denne her diskussion er, når f.eks. Andrea Hejlskov synes, hun er selvudgiver, når hun udgiver på mikroforlag med redaktør. Så her er måske langt snarere tale om, at der er nogen, der godt kan lide identiteten som selvudgiver og nogen, der ikke kan?
Professionel forfatter = udgivet på forlag = chosen one = inde i varmen.
ok, nu er jeg med. jeg burde have skrevet: hvad med forlagsforfattere…
Hvis 3 afslag fra forlag virkelig betød, at man ikke skrev godt nok, var der mange forfattere, der aldrig var blevet det. Stædighed betyder også noget. Meget, måske.
Desuden kan det jo godt være, at man ikke skriver godt nok. Hva’ så? Man kan lære at skrive bedre.
Egentlig kan du jo være ligeglad med selvudgivernes opfattelse. Du kan lade dem gøre, som de vil?
Du kan lade dine værkers kvalitet tale for sig selv?
jeg tror du har helt ret i, at tre afslag ikke siger ret meget om, hvilken stædighed, der skal til for at blive forfatter. Og måske er det netop det, jeg snubler over – at man insisterer på retten til at blive det – efter kun tre afslag? Dernæst må man straks trykke på PUBLISH selv? Måske er det mere det, jeg mener? Jeg bliver klogere af denne her snak. Jeg plejer egentlig også at være ligeglad med selvopfattelsen hos selvudgivere, og det er jeg nok også i morgen. Men lige pludselig så jeg bare denne YAY opfattelse af at det er mere sejt at være indie end at være alm. forfatter, at der nærmest står wienerbrød på ryggen af sådan en som mig, og så var det, at jeg lige rettede mig op.
Hej Lotte
Jeg kunne godt tænke mig at vide hvilke “biblioteksfolk”, du har talt med. Jeg ved, at der i perioder har kørt nogle ret ophidsede debatter på Litteratursiden, som er folkebibliotekernes førende web-sted. Er det de debatter, som har fået dig til at konkludere at bibliotekerne ensidigt støtter alle selvudgivelserne? – for så tror jeg du har misforstået bibliotekarernes holdning sådan generelt. Det er ret svært at indkøbe fornuftigt på et begrænset budget, når alle de mellemgode selvudgivere sprøjter titler ud. Jeg synes også det er godt at kalde en spade for spade.
jeg vil meget nødig ud med navne, men det var i forbindelse med forhandlingerne om den første version af ereolen. Dvs. biblioteksfolk med højt ledelsesansvar. Er dte for vævende et svar? Ellers skriv igen :)
Hej Lotte.
Selvom jeg har udgivet mine tre romaner på Skriveforlaget, som er et medudgiverforlag, så synes jeg faktisk dit indlæg er ret forfriskende. For selvfølgelig er der en fare for, at det bliver sendt en masse ulæsværdigt lort ud, når alle og enhver kan blive udgivet. Når jeg selv er gået direkte til et medudgiverforlag istedet for at forsøge mig med den lange vandring gennem de etablerede forlag, så skyldes det min utålmodighed. Udsigten til at vente i måneder på MÅSKE at få et svar fik mig til at gå til Skriveforlaget, som ærligt og redeligt skriver på deres hjemmeside, hvad det koster og hvad deres kriterier er for at udgive. Og en vis redaktionel udvælgelse finder der også sted. Ved alle tre udgivelser har jeg fået forslag til opstramninger og rettelser, som jeg ikke ville have undværet. Det får du ikke på Books On Demand f. eks. Med det manus, jeg arbejder på p.t. har jeg en erfaren og garvet forfatter som medlæser og sparingspartner undervejs i processen, og det er guld værd.
Jeg kan også frygte, at markedet bliver eller allerede er oversvømmet med udgivelser, som ikke bliver læst, og jeg tror selv, jeg næste gang vil forsøge mig på et mere etableret forlag. Det har været fint at komme igang via et medudgiverforlag, men Gu’ vil jeg da gerne have den større redaktionelle bistand, du kan få på et etableret forlag – for slet ikke at tale om den pondus, det vil give, rent faktisk at kunne sige, man er kommet igennem nåleøjet og dermed blevet blåstemplet. Jeg tror, at mange, som siger, at de ikke higer efter den anerkendelse, både lyver overfor sig selv og deres omgivelser.
Hej med dig
Jeg synes, dine betragtninger er super relevante, mens det jeg lægger op til er jo en firkantet verden, der ikke forandrer sig. Det ved jeg godt, at den gør, og jeg tror, at din model vil blive mere og mere almindelig/etableret/professionaliseret, efterhånden som verden drejer. Vi skal på begge sider af hegnet tale om hvorvidt litteraturens vilkår drænes eller gavnes af, at alle kan udgive alting altid. Det må ikke være så farligt at skrive om.
(altså, det er lidt svært når man diskutere flere steder på een gang ;-)
Jeg identificerer mig som new pubber fordi jeg med min seneste udgivelse prøver en NY og ANDEN måde at udgive på- end den konventionelle. Det er f.eks mig selv der har lavet det primære pr-arbejde. Så egentlig, hvis fair skal være fair, er det måske ikke bare mig der “synes” noget eller foretrækker en identitet- måske er det fordi farvandene ER mudrede og det derfor er svært at sige noget som bliver noget andet, og mere, end skyttegravskrig.
Jeg vil gerne vende tilbage til den problematik jeg nævnte på facebook nemlig, at forlagene ikke LÆNGERE står for den kvalitetsikring de tidligere har stået for. Det er svært at diskutere new pub hvis man udelukkende ser på forfatterenes rolle i denne sammenhæng. Det er klart at når forlagene er stressede/hele tiden fyrer folk/primært fokuserer på bestsellere/ikke har råd til ordentligt redaktørarbejde ect så har de jo ikke længere den FUNKTION de plejer at have. DE lever jo, så, heller ikke op til “det gode navn” min pointe værende… “det gode navn” (= kvaliteten) har ikke ET hjem længere. Den har mange. Og mange huse kræver at den bor der uden at den bor der- både indenfor new pub og indenfor branchen generelt.
Jeg TROR, jeg forstår, hvad du mener (selvom du lige må give mig lidt staveplade med det med husene – tror, du mener, at alt er til forhandling/nybrud?). Jeg vil meget gerne diskutere det, at litteraturproducentens vilkår har ændret sig markant, og hvad det har af betydning for litteraturens vilkår – hvis nogen? Jeg vil også gerne skydes i skoene at være elitær, hvis jeg forholder mig til, at din og min bog nu findes i et offentligt, litterært rum med masser af titler, som din og min bog ikke fandtes sammen med for bare fem år siden. Det MÅ betyde noget – og jeg undersøger nu HVAD.
Den med de tre forlag ramte mig. Jeg har sammen med min medforfatter netop forlagsudgivet vores ungdomsbog Tristan og Chiaki – virus.
Det har nok taget os 25 forlag at finde et, som ville antage os.Her kommer en liste over de grunde, som vi er stødt på.
Grund 1) forlaget har valgt (i disse krisetider) kun at fokusere på allerede antaget forfattere og serietitler. så de tager med andre ord kun dem ind, som de kender og kan forudsige salget på. Det ville have været rart, hvis dette stod oplyst på deres hjemmesider, da der kunne være meget porto og spændt venten sparet.
Grund 2) forlaget mener ikke, at bogen er rentabel (da vi er ukendte i forfatterverden) eller også passer den ikke ind i den udgivelseprofil, de har lagt for året.
Grund 3) Historien er god. den har faktisk noget at byde på, men udgivelsesprogrammet er fyldt. Deres råd til os var at sende videre til andre forlag og ikke give op.
det lykkedes for os og jeg er virkelig glad, men jeg har også set/mærket fordelene og ulemperne ved at blive forlagsudgivet.
Jeg har lært meget, især har jeg lært, hvor svært det er hele tiden at skulle opsøge informationerne. Jeg får dem ikke bare. Jeg venter stadig på at få at vide, hvor mange eksempler vores bog er trykt i. det står nemlig ikke oplyst inde i bogen.
jeg havde taget kontakt til en bogblog, som drives af bibliotekerne og lige netop er noget for vores ungdomsbog. de ville gerne anmelde den, men efter at have sendt en forspørgsel til mit forlag om at sende et anmelder eksemplar hørte jeg intet – før forleden, hvor jeg fik en mail om at bogbloggen ikke havde modtaget bogen. jeg skyndte mig straks at sende et af mine egne ekstra eksempler afsted. det efterlod mig ikke med en rar følelse og jeg tænker da på, hvor meget PR forlaget rent faktisk har tænkt på? og hvor krævende det kan være at sende til en blog?
jeg har medvirket i en avisartikel og nr. 2 har meldt sig på banen. jeg sendte dem selv en mail med alle pressemedelser og fortalte dem om udgivelsen. men jeg kan ikke rent faktisk se, om det styrker salget. om det sælger flere bøger, at jeg lægger så mange kræfter i PR arbejdet selv.
Jeg har lært rigtig meget af denne udgivelse, så meget at jeg ved, at jeg ikke kan redigere min tekst selv. Jeg er for tæt på dem. min hjerne ser det, den ved, der skal stå – ikke det, der rent faktisk står.
Jeg er lige nu i gang med en voksen fantasy og den vil jeg selvudgive. Ingen forlagsturne med netop denne historie, som jeg håber, bliver til en serie. Grunden til dette er, at jeg gerne vil være den, som står med tøjlerne. den som finder korrekturlæseren og redaktøren. nogle der kender genren, gerne selv læser den og ved, hvad der sker for netop denne subgenre. at jeg bliver den, som folk melder tilbage til, istedet for at stå udenfor og vente/håbe på at få de efterspurgte informationer.
Det bliver spændende at lave pr og se frugterne eller mangel på samme af dette. At se om det at have en bogblog, hjemmeside, twitter, være aktiv i skrivegrupper og andre steder, bærer frugt. Især har jeg øje på nye projekter som eks. http://plusord.dk/bogpiloten-2
Det er her Newpub og de andre grupper er utrolige. der er en stor hjælp, en intern fordeling af viden og alle er optaget af at hjælpe hinanden og de nye, som kommer til. under min forlagsudgivelse fik jeg hjælp af folk herfra til både at se forlagskontrakten igennem (juridisk og ganske gratis – jeg er stadig dybt taknemmelig, for det blev klart, hvad min medforfatter og jeg gik indtil). hjælp til flaptekst og bagsidetekst. Denne hjælp var uvurderlig. da jeg skulle kontakte lokalaviserne, rakte jeg også ud efter hjælp og fik den. Det er fantastisk at få kollegaere og føle deres støtte på den måde.
Jeg oplever helt klart, at her er et netværk, hvor folk er åbne og gerne deler ud af deres oplevelser/erfaringer og det inspirere. jeg oplever også mange, som er dybt professionelle og gør det bedste for deres værk. de finder de folk, der skal til. de tør træde frem og tro på dem selv. tvivler de, ja så deler de også den tvivl. det er så forfriskende.
Som jeg forstår NewPub, er det et netværk, der generøst deler sin viden, og det kunne alle brancher altid godt lære noget af. Og jeg er sikker på, at den slags netværk bliver uvurderlige i den tid, der kommer, fordi/når forlagene svigter/finder nye forretningsmodeller – som jeg også kort berører i mit blogindlæg. Denne her debat lærer mig, at det selvfølgelig ikke er tre afslag, der afgør dit talent. Men jeg mener – uden overhovedet at kende din tekst – at det at du har været igennem møllen så mange gange gør, at du har arbejdet så meget med teksten, som der nu skal til for at gøre en tekst læseværdig, og at det jo er det, der skal til – hver gang. Der er i dag dog kommet den mulighed, at når man blot kan trykke publish efter sidste punktum, så vil det være en mindre stædig og langt mere forløsende udvej for dem, der ikke har en redaktør med hele vejen. Og det må være noget, der påvirker kvaliteten, og det må vi gerne sige højt. Synes du ikke?
Nu har jeg lige brugt lidt tid på at tænke over dit svar.
sagen er, at jo, der må gerne tales kritisk om selvudgivere og forlagsudgivet.
sagen har været diskuteret lystigt og jeg tror, at du har fået de synspunkter serveret, som jeg også ville diske op med, så der er ingen grund til gentagelse. dog er det nok ligesom med biler. en ny type bil har også altid flere “børnesygdomme,” end en afprøvet model. sådan vil det også være lige nu og her, men det vil stabilisere sig over tid.
Med hensyn til mine erfaringer med forlag. så har jeg bestemt lært noget og hurtigere, end hvis jeg havde gået selvudgivervejen. så jeg er blevet bedre rustet til at strukturere, hvilket er en af mine stærke sider, da mit brødjob kræver meget struktur.
jeg havde nok forventet mere sparring med min redaktør, mere snak omkring historien og alt det, som en udgivelse medfører. men kan også godt se, at med 4 andre udgivelser, så var der også press på ham.
med hensyn til redigeringen, så havde jeg været indeover historien 6 gange, før den røg afsted til nævnte forlag, så her kunne jeg ikke have gjort mere selv. Jeg lærte så netop, at jeg ikke kan redigere mine historier selv, fik forstærket oplevelsen af, at jeg skal hyre hjælp udefra. dette vidste jeg godt på forhånd, men det blev forstærket og sat klart op. det gode er så, at min bedre halvdel kan se, at både med forlag og uden forlag, så kræver det penge og tid, så han er nu åben for, at jeg bruger penge på en redaktør, når min voksen-fantasy-serie er klar til udgivelse.
Med hensyn til det at være indie, så faldt jeg over dette blogindlæg på twitter. Det har en super definition på netop det at vælge selvudgivervejen. en definition jeg også har fået lov til bruge under ordbogen på min hjemmeside.
http://happynerdjohn.blogspot.dk/2012/07/indie-spotlight-steven-montano.html
Det er et blogindlæg, som jeg varmt kan anbefale.
Jeg vil så tilføje, at når du gerne ser forfatteren tage mere ansvar for sit værk, og endda mener, at det er vores pligt. så er der måske noget, som du skal tale med forlagene om. Jeg har tidligere oplyst, at det at få noget at vide, faktisk er en benhård opgave. Jeg har også hørt en forsidedesigner udtrykke, at han faktisk aldrig mødte forfatteren til til historien og ofte slet ikke læste historien. jeg blev virkelig overrasket. vi fik lov til at bruge vores forside (designet af en hobbykunstner), men tænk sig, at forfatteren ikke får indflydelse på forsiden! så længe forlagene vil have alle fordelene og ikke dele oplysningerne med forfatterne, medmindre disse er så kendte, at de ikke kan komme udenom, hvis de vil have dem ind. så skal de ændre kurs.
jeg undre mig stadig over, at så få forlag har kastet sig over ebøgerne. hvordan kan det være, at ikke alle forlag med det samme laver en trykt bog, en ebog og med det samme oversætter den og smider den på amazon. se det ville der være nytænkning i.
det er her indies er gode. de tør satse, både på dansk, ebøger, trykte bøger, oversætte dem og lægge dem op på eks. amazon.
jeg beundre dem, fordi jeg ser modet. men hvis du spørger rundt, så er der endnu lang vej, før alle ser selvudgivere på den måde.
som eks. kan du jo læse denne tråd på fyldepennen.dk
http://www.fyldepennen.dk/debat/241890/udgivelse
og
http://www.fyldepennen.dk/debat/237568/e-bog-vs-forlag
dernæst må vi også tænke på læseren. det er jo faktisk dem, der er mest interessante og de mangler faktisk i debatten. det kunne være interessant at undersøge, hvor meget læseren egentligt går op i det forlags navn. Personligt betyder det ikke noget for mig, når bare genren er korrekt.
Jeg er også netop stødt på dette blogindlæg, som viser, at denne debat ikke kun raser i DK, men osse over i USA.
Det er faktisk de samme fordomme, bekymringer og traditioner, som tages op i denne tråd.
bemærk datoen, dette er skrevet i 2013.
http://happynerdjohn.blogspot.dk/2013/11/i-is-for-indie.html#more
Hej Lene, tusind tak for dine links, det er lige noget,jeg kan bruge! Jeg er rigtig glad for, at du har taget dig tid til at klæde mig på. Jeg synes, hans definition på indie er meget relevant, og måske er det det, jeg snubler over, når folk ser sig som indie’r men ikke er det. Og så synes jeg, at du har en dejlig nuanceret måde at diskutere på. Tak!
Halløj!
Jeg synes egentlig ikke du kommer med noget nyt – din kritik har jeg i hvert fald læst de vigtigste elementer af hos anmeldere og aviser, men det er måske nyt at det er en forfatter der selv kommer med kritikken?
Men, jeg synes nu ikke kritikken er så berettiget. Hvad er problemet i at andre anvender de digitale muligheder der er uprofessionelt når det der må adskille den gode forfatter fra dem du ikke kan lide er professionalismen og ikke om det er lykkedes dem at få en bog ud?
At have skrevet en bog er ikke længere ekslusivt, og det må man som forfatter leve med, men det eksklusive i at have skrevet en god bog er der jo stadig. Det eksklusive i at skrive en bog døde vel også med analfabeterne herhjemme – alle har kunne skrive bøger i evigheder, nu kan de bare også (prøve på) at sælge dem.
Den kvalitative garanti synes jeg bare heller ikke forlagene stiller – på nogen måde. Jeg er medlem af Gyldendals Bogklub og får af vanvare ikke altid afbestilt månedens bog. Og selvom disse bøger VIRKELIGT er godt gennemarbejdede redder det bare sjældent det fundament de er bygget på: Lort. Og jeg vil sige at 50% af månedens bøger faktisk er virkeligt elendig litteratur, på trods af deres flotte opsætning m.v. dækker det bare ikke over at fx karaktererne er elendige.
En af mine yndlingshadeobjekter for tiden er Ken Follet, fordi han netop bliver læst af VIRKELIGT mange og bliver udgivet på mange sprog af mange forskellige forlag der lader til at synes det er nogle fantastiske bøger. Jeg bliver bare grusomt generet af hans virkeligt overfladiske karakterer der er elendigt sammensat og tydeligvist kun brugt som virkemidler for at fremvise hans historiske viden.
Nå, men min egentlige grund til at kommentere var nu, at jeg undrede mig over denne formulering:
“Som formand prøvede vi at tiltrække noget af det lækre litterære undergrundsmiljø i København til foreningen, men de ville da ikke være med hos os, sådan nogen etablerede, systembevarende forrædertyper. Sådan opfører selvudgivere sig sjældent. De vil mægtig gerne blåstemples af Dansk Forfatterforening.”
Hvad er det du prøver at sige ved at hive det “litterære undergrundsmiljø” ind i diskussionen? At selvudgiverne ikke har kunstnerisk integritet og bare gerne vil blåstemples? Og hvis det er det du mener, hvad siger det så om en tidligere formand for selvsamme forening? ;)
Hej med dig og velkommen til debatten. Jeg skal lige begynde med at skrive, at jeg forstår det, som om du kun stiller mig et spørgsmål – det sidste. Eller? (Det øverste med kritikken, der ikke er ny, det opfatter jeg ikke som et spørgsmål, og derudover mener jeg ikke, at relevante kritikpunkter kan blive for gamle).
Jeg skrev om selvopfattelsen af selvudgivere, at hvis det er “cool, different og creative” så er det “indie” ud fra det slogan, jeg har mødt på selvudgiversider Indie er for mig et begreb, der vil gøre noget andet, noget der er imod det etablerede, den tredie vej. Det, vi alle sammen skulle komme til at fortryde men ikke selv kunne se fidusen i.
I min tid i foreningen måtte vi skrive vedtægterne om, fordi presset for at melde sig ind fra selvudgiverne blev for stort. Jeg tror ikke, man kan finde et mere systembevarende, tenderende til reaktionært, bonet-gulv miljø i Danmark end Dansk Forfatterforening. Så for mig er det empirien, der taler.
Altså, det er det sidste jeg fandt vigtigst, resten er bare fyld – der er blevet diskuteret om og om igen. Hvis det er relevant kritik bliver det selvfølgeligt ikke gammelt, men det er den kritik du kommer med nok også kun til en hvis grænse.
At det er indie betyder ikke nødvendigvist at det er avant-garde og deri ligger forskellen i oprindelse nok for de to miljøer du sammenligner. Det er, for nogle, cool selv at stå for alt det man laver og være “herre i eget hus” – men jeg tror ikke de er, eller opfatter sig selv som værende, halvt så radikale som nogle af de der fornægter forfatterforeningen.
Jeg misforstod din sammenligning så vi er nok egentligt ikke så uenige i den del. Og lad mig da også lige slutte af med at understrege at jeg ikke finder en selvudgivelse mere cool, pr definition, end en forlagsudgivelse. Det er, i mit perspektiv, bare to forskellige veje frem til et mål.
Tak for ordene, Thorbjørn – vi kender nok nogle ret så forskellige selvudgivere :) God søndag
“Scoret fra pryds.dk” skriver du i billedteksten under illustrationen. Nej, det er ikke korrekt. “Stjålet fra pryds.com” ville være korrekt. Er det “professionelt”?
kh Lars
HEj, det må du undskylde, og nu har jeg rettet det.
– men Lotte, det er ikke for at være irriterende, det er bare fordi jeg virkelig ikke forstår dit ærinde. Du skriver sådan her:
“at din og min bog nu findes i et offentligt, litterært rum med masser af titler, som din og min bog ikke fandtes sammen med for bare fem år siden. Det MÅ betyde noget – og jeg undersøger nu HVAD.”
Og som jeg forstår det betyder det, at dit ærinde er at undersøge hvad det gør ved bogmarkedet at der er gøre flere titler ud? (så dit ærinde er altså ikke at nedgøre alternative måder at udkomme men selve det faktum at der er FLERE bøger på markedet nu end førhen).
Hvis DET er dit ærinde så synes jeg du skulle have skrevet det mere klart og jeg synes også godt du kunne have sagt det uden samtidig at sige, at alt hvad der udkommer alternativt (indie, selvudgivet, mikroforlag) er noget kvalitativt lort.
Jeg synes ikke det er et problem at bogmarkedet forandrer sig. Jeg synes det er et problem når kreative brancher bliver til INDUSTRIER og jeg synes det er problem når kapitalen for afgørende indflydelse på hvad, hvem, hvor og hvornår (der udgives).
jeg håber branchen kan ryste sig som en våd hund og jeg håber nye ideer og nye samarbejder opstår- alt sammen noget som jeg tror er godt og sundt for bogen som, i min optik, har været ret stagneret i dk igennem nogle år.
Det var bare dét.
Smukt citat. Må jeg bruge det?
Jeg vil bare gerne stille spørgsmålstegn – og drømme om svar, og det får jeg jo ikke nødvendigvis. Det går nok.
Jeg synes, det er vældig interessant, at det er så svært at sige højt, at det MÅ da betyde noget for kvaliteten af litteraturen, at verdenen har ændret sig. Jeg skriver i mit indlæg, at verdenen forandrer sig, og måske står det ikke med versaler, men det er klart min intention at understrege, at det ikke i sig selv er et problem.
Andrea, jeg ender da også med at selvudgive. Eller medudgive. Eller bruge en agent til at samle mine ønskede ydelser ind, eller hvad det nu ender med at blive den bedste løsning for mig. Du har her og på Facebook skrevet, at du har stået for al PR’en selv. Det gør de fleste forlagsforfattere allerede. Men så længe – og det er her, vi nok kender forskellige miljøer af selvudgivere – selvudgivelse finder sted, fordi forlagene er dumme lige nu, så bliver vores verden ikke rigere. Jeg kan ikke se, at det jeg kan få ved at købe en redaktør/PR/korrektur/ etc. er bedre end at få det hele hos et forlag (med en meget stor del af kagen som pris). Men når jeg kan se det, vil jeg være med. (og har masser af forståelse for, at folk gør det, det er jo ikke nær det).
Jeg vil have, at det ikke er en verden af enten eller: “Jeg kan ikke være med hos forlagene, øv bøv så gør jeg det selv”. Jeg vil have en større verden og ikke så mange tudekiks.
Kære Lotte,
Altså, nu synes jeg det er farligt at bruge ordet “tudekiks” når dit indlæg i dén grad er centreret omkring noget pyller med selvudgivererene (når dét så er sagt: jeg nyder den her diskussion og god karma herfra ;-)
Her er hvad jeg synes er ødelæggende for samtalen/selvmodsigende:
1. Hvis man ikke udkommer på forlag er det fordi a) man har fået afslag, b) fordi man er en dårlig forfatter.
Begge påstande er FAKTUELT forkerte.
2. “hvis man får afslag fra et forlag kan man ikke klare sig på markedsvilkår og hvis man ikke kan klare sig på markedsvilkår er man en dårlig forfatter” er argumentet SAMTIDIG med, at du siger “de traditionelle forfattere kan ikke klare sig på markedsvilkår fordi der bliver udgivet for meget lort”
Jeg mener: skal vi virkelig diskutere og legitimere “den gode kunst” udfra markedsvilkår?
Og hvis vi skal- hvorfor er det så et problem for de store, traditionelle forfattere (aka dig) at markedet udvikler sig og bliver større (hvilket vi jo også ved at det faktuelt gør- folk læser flere og flere bøger)
Det eneste jeg forstår ud fra dine indlæg er, at du synes det er et problem at der bliver udgivet meget dårlig litteratur og du tilskriver denne tendens, at selvudgiverne ligesom “forurener” markedet (hvor jeg så mener at forlagene i lige så høj grad udgiver dårlig litteratur)
See?
Karma retur
1. jeg synes ikke, det skal være sådan, at fordi man kritiserer de mange, nye udgivelsesformer, at man så samtidig kun er fortaler for den gamle model. Jeg synes forlagenes manglende forandringsvilje eller -evne er en vigtig men anden snak. Det med afslagene var kækt skrevet af mig, og som jeg har skrevet mange andre steder – nok også her – så har jeg lært, at det ikke er de tre afslag, der indikerer, at man måske skal vende skråen, men det at man ikke lige lytter – hov, nu fik jeg afslag igen, kan det være teksten, den er gal med? – når Publish knappen sidder lige dér på fingeren.
2. Jeg kan ikke finde ud af hvor du kan have fået en opfattelse, at jeg er helt pjattet med markedet. Faktisk har jeg i debatten givet en anelse efter for trang til REGULERING OG LOV OG POLITI på litteraturens vegne, selvom jeg ikke mener det, når jeg lukker øjnene om aftenen. Jeg tror nemlig ikke på, at markedet kan opsuge og distribuere al litteraturen – at det er sværere at få et møde mellem læser og bog til at finde sted, end dengang Klaus Rifbjerg solgte 50.000 ex. af sin kroniske uskylds-debut, fordi der nok ikke var andre bøger…. (jo, der var)
Jeg ved ikke, om det bliver et problem, jeg ved kun, at som traditionel – har svært ved at se mig som stor – forfatter ved jeg at det er blevet sværere. OG jeg har svært ved at tro, at det ikke har noget med pluralisme at gøre. Det er måske ikke et problem for litteraturen – hvis vi kan være sikre på kvaliteten. Både hos forlag og ikke-forlag.
«I samfunn der næringslivsinteresser råder over åndslivsinteresser, blir åndslivet impotent og kraftløst. Det skyldes ikke overproduksjon av bøker, men at mennesket ikke primært forstår seg selv som ånd, men som et produkt av visse sosiale og biologiske mekanismer.» – Henning Næss
[…] Jeg har læst det her blogindlæg eller hvad man kan kalde det: https://lottegarbers.dk/problemet-med-selvudgivere/ […]
Du skriver
“Jeg synes ikke, det skal være sådan, at fordi man kritiserer de mange, nye udgivelsesformer, at man så samtidig kun er fortaler for den gamle model. Jeg synes forlagenes manglende forandringsvilje eller -evne er en vigtig men anden snak. ”
Men det er det jo IKKE, Lotte, det er ikke en anden snak, det er præcis den snak vi skal have- for du kan ikke entydigt sige at new pub er noget lort, med en sådan udtalelse gør du ikke andet end at forsvare den nuværende model, status qou.
Din indvending er, så vidt jeg forstår det, at der er for meget dårlig litteratur på markedet. DET fremsætter du flere gange som problemet- men du synes altså ikke at vi den forbindelse skal tale om forlagene ansvar for markedet/for den store mængde “ikke- kvalitets” litteratur der bliver sprøjtet ud?
Det er sgu lidt enten/eller her. Handler dit indlæg om at der er for meget dårlig kvalitet på litteraturmarkedet- eller handler det om at selvudgiverne, i dine øjne, skriver dårlig litteratur?
Det er sgu da en væsenligt præcisering!
“Jeg kan ikke finde ud af hvor du kan have fået en opfattelse, at jeg er helt pjattet med markedet. ”
Dig og/eller dine venner har flere gange her og på facebook sagt, at hvis man som forfatter ikke kan klare sig på markedsvilkår (altså: at man ikke kan lande en forlagskontrakt og eller sælge nok bøger) så er det fordi man er en dårlig forfatter.
Jeg kan have læst forkert eller misforstået så dette er jo en god anledning til at bede dig om at præcisere.
Hvis man som forfatter ikke kan klare sig indenfor det konventionelle system/det traditionelle bogmarked, er man så en dårlig forfatter?
Og hvis dette er tilfældet hvordan forholder du dig så til at langt de fleste mellemforfattere på konventionelle forlag heller ikke er økonomisk rentable?
OG hvordan forholder du dig så til at rigtig mange new pubbere er new pubbere fordi de har VALGT det ?(ikke fordi de er blevet afvist)
“Jeg tror nemlig ikke på, at markedet kan opsuge og distribuere al litteraturen – at det er sværere at få et møde mellem læser og bog til at finde sted, end dengang Klaus Rifbjerg solgte 50.000 ex. af sin kroniske uskylds-debut, fordi der nok ikke var andre bøger.… (jo, der var)”
Det er jeg meget uenig med dig i. Nyere “teknologier” eller adfærdsmønstre som f.eks crowdfunding og sociale medier har i mine øjne skabt en større læserloyalitet og en øget kontakt mellem læser og forfatter.
Det vi konkurrere om er, de facto (i mine øjne) de konventionelle medier som f.eks anmeldelserne i aviserne. Til dette vil jeg bare henvise til ham der fyren i Berlingske som havde et indlæg i, idag, hvor han lodret sagde, at han ikke gider anmelde new pub/selvudgiver litteratur. Hvilket i mine øjne betyder, at vi har en situation hvor de store forlag har monopoliseret den frie presse. Et STORT problem hvis du spørger mig!
“Det er måske ikke et problem for litteraturen – hvis vi kan være sikre på kvaliteten. Både hos forlag og ikke-forlag.”
– men så er din helt grundlæggende præmis jo også at kvaliteten i den traditionelle model er bedre end kvaliteten i denne nye (bogmarked)model?
Måske læser jeg forkert. Det beklager jeg.
Hvis du ser det som et problem at der er pluralisme… så ved jeg sgu ikke helt hvad jeg skal sige.
Hej Andrea – igen!
Jeg vil mægtig gerne kritisere forlag, tale mellemforfatterens position; jeg gjorde stort set ikke andet i 2007-2011. Jeg kan sagtens se, at det hele hænger sammen, for næste skridt i diskussionen om bogmarkedet må være – skal vi have et dansksproget et af slagsen? Eller skal vi udgive på engelsk? Ligesom du skriver din blog på engelsk? Alt hænger sammen. Men jeg valgte altså den snævre vinkel: Nu er det tid til at tale kvalitet i den litteratur, der udkommer udenom de gamle gatekeepers. (Også selvom jeg i mit indlæg skriver ekslicit, at kommercielle afslag ikke er i orden – jeg forsøgte at have det hele med). Det kan være, det ikke er et problem, men jeg synes, vi må snakke om det. Jeg kender ikke svaret – det eneste, jeg ikke kan stole på, er markedet – det ser vi jo i dag med en bestsellerisme, der opsuger al købekraft.
Selvom jeg hårdt skriver, at ved 3. afslag er man en dårlig forfatter, så har jeg nu flere gange sagt, at det nok er lidt frisk skrevet, men at det jeg mener er, at når Publish knappen er ved siden af, er gennemredigeringen det besværlige valg og selvudgivelsen det lette.
Jeg tror aldrig, jeg har sagt, at det er antallet af solgte titler, der afgør, om man er en dårlig eller god forfatter. Hvad mine venner, hvem de så er? mener, er virkelig ikke mit bord.
Jeg ved godt, at mange new pubbere er det af eget valg. Det er sådan set heller ikke dem, jeg beskriver i mit indlæg. Det er snarere dem, jeg forudser ejer fremtiden, som jeg også skriver.
Jeg håber dæleme, du har ret, at adfærdsmønstrene giver flere og nye ? læsere. Jeg forbeholder mig blot retten til at tvivle.
Jeg synes ikke, vi konkurrerer .Jeg er sikker på, at med et varieret udbud af litteratur, stimulerer vi læselysten. Der er plads til alle. Men hvis alt, der er skrevet, udgivet i en bog, er litteratur, tror jeg virkelig på, at litteraturen som kunstart lider.
Jeg synes, anmeldere fylder alt for meget i litteraturdebatten – de er ikke engang købsudslagsgivende, men de giver måske en eftertragtet blåstempling? Jeg ved det ikke. De fylder i al fald ikke hos mig.
Mon det var svar nok? Jeg synes, jeg går i ring, men måske taler vi forbi hinanden?
kh Lotte
PS
Jeg skriver svarene her; jeg er gået lidt død i Facebookdebatterne – dem der (endnu?) ikke er blevet slettet på grund af dårlig tone.
Helt ok at diskutere her – men jeg synes nu at debatten over på new pub kommer med nogle interessante pointer: https://www.facebook.com/groups/newpub/636461696396972/?comment_id=636912716351870¬if_t=like
Du siger du synes det er tid til at diskutere kvalitet.
Allright.
Jeg er enig med dig i, at markedet måske nok kan være overstimuleret og at der udkommer alt for meget dårlig litteratur (dansk-top-litteratur som vi kalder det ;-) men jeg er ikke sikker på at det er et problem.
Jeg er ikke sikker på at vi har brug for gate-keepers… ikke fordi jeg har tillid til markedet og kapitalismen eller den frie udvikling (haha, som om den findes!) men fordi jeg har tillid til kunstnerne. Forfatterne.
Der findes heldigvis stadig folk der gør det her med con amore. Både skriver bøger og udgiver dem. Ofte med store personlige omkostninger.
Dem der betaler de højeste personlige omkostninger sgu ikke dem der har branchen i ryggen, nej, dem der virkelig BRÆNDER er vel dem der brænder- på trods?
Jeg tror du tager fejl i din analyse af, at det er meget nemmere at vælge alterntiver til den traditionelle (udgivelses)model. Det er ikke nemt med en publishknap lige ved hånden. Det er nemt for blogs, måske, men skal du sætte dit manus op i alt muligt teknisk, kommunikere med amazon ect så kræver det sgu at man sætter sig ind i en helt masse kompliceret stof. Ikke at jeg ved noget om det, for jeg er ikke selvudgiver, jeg er new pubber og om ikke andet så håber jeg at denne debat har fået anskueliggjort at alternativerne til den konventionelle udgivelsesmodel er meget forskellige, at alternativerne ikke kan skubbes ind i én kategori (som man så kvalitetsstempler) samt at alternativet ikke nødvendigvis består af en række skidesure idioter med ømme tæer (fordi hey, havde jeg skrevet dit blogindlæg og erstattet ordet “selvudgivere” med “konventionelle forfattere” så skulle du satme se løjer! ;-)
Nå. Nu skal jeg skrive.
Hav det smukt og kh
andrea
Også mig skrive!
Jeg tænker, at det der virkelig mangler er en solidaritet – og dermed viden – for det lyder, som om det at være forlagsforfatter er det samme som at blive kørt i limousine hen til bankerne. At være forfatter på dansk er altid hårdt arbejde, og vi er her alle sammen kun, fordi vi brænder.
Tak for at gøre mig klogere.
Håber, du har sne. Savner sne.
kh Lotte
Altså, jeg mangler personligt ikke viden, jeg kender godt branchen og jeg synes der er nogle ting der ikke hænger sammen hvorfor jeg også, med denne udgivelse, valgte at prøve at gå ned af en anden sti.
Men selvom det er hårdt arbejde at være forfatter, også på de konventionelle forlag, kommer vi jo ikke udenom at der følger en række helt hard core privellegier med. Som f.eks anmeldelser. (jvf tråden på new pub). Det er klart at så synes man måske, hvis man er en lille solo- forfatter der virkelig brænder for det, at branchen er skruet lidt uretfærdigt sammen hvis selvsamme forfattere, med alle privilegierne, begynder at sparke nedaf.
But hey. That´s life, går jeg ud fra.
Ingen sne endnu. Klimaforandringer. Det er noget værre lort.
Kh
Hej Lotte,
Nu er jeg jo godt klar over, at du bruger generalisering for at gøre indlægget skarpt. Ikke desto mindre finder jeg dit indlæg problematisk på to enkle, men meget afgørende punkter:
For det første kommer du med nogle ret markante påstande, men dokumenterer dem ikke.
Du hævder blandt andet, at selvudgivere typisk er forfattere, der ikke kan få deres værker udgivet på et etableret forlag og som derfor benytter sig af den nye teknologi og udgiver selv.
Om du har ret i den påstand, véd jeg ærligt talt ikke. Jeg har nemlig ikke adgang til statistikker, der viser sådan en tendens. Det har du måske? I så fald vil jeg da gerne se dem.
Du hævder også, at kvaliteten blandt selvudgivere er ringere end kvaliteten hos de etablerede forlag.
Lad foreløbig ligge, at sådan en påstand kræver definition på, hvad god kvalitet er. Du erkender trods alt, at du ikke har sådan en definition.
Men igen: jeg véd ærligt talt ikke, om det er rigtigt, for jeg har ikke adgang til statistikker eller andet, som evt. kunne be- eller afkræfte påstanden. Det har du måske? I så fald: jeg vil gerne se det, du kan bakke påstanden op med.
Og endelig hævder du, at der ikke er grund til at frygte udelukkelse fra “det gode selskab,” blot fordi man er selvudgiver.
Her kan jeg til gengæld tilbagevise din påstand, for dét kan nemlig efterprøves!
Se f.eks. artiklen i Berlingske d. 15. december, hvor Søren Kassebeer, der bl.a. anmelder bøger, skriver klart og tydeligt, at “de selvudgivne bøger ikke er noget, man skal spilde tiden på.”
Længere nede i artiklen indrømmer han endda, at han “kaster et blik” på de selvudgivne bøger, men mener at vide med “næsten usvigelig sikkerhed, at det selvudgivne, jeg sidder med, ikke er værd at spilde krudt på og sende til anmeldelse.”
En anden metode at undersøge det på kunne være at se på, hvilke bøger, der bliver nævnt i aviserne. Vælger man eksempelvis Politiken seneste ugeliste, som er et udvalg af bøger modtaget i perioden 26/11-5/12 (altså ikke den samlede liste over modtagne bøger, men kun et udvalg af dem,) finder man i alt 27 skønlitterære bøger. Fordelen er:
Alfa 1
Amanda 1
Arena 1
Camera Film 1
Drama 4
Giv Dig Tid 2
Gladiator 1
Mellemgaard 8
Science Fiction Cirklen 5
Turbineforlaget 1
Valeta 2
De bøger, der her har fået spalteplads (og ikke engang nødvendigvis anmeldelse) er alle bøger fra etablerede forlag, omend nogle af dem ganske vist er mindre forlag.
Du kan jo prøve noget lignende i andre aviser. Jeg er sikker på, at du vil finde resultater, der ligner.
Mit andet kritikpunkt er, at du tilsyneladende har ét sæt logik, der gælder for din sag, men et andet sæt logik, der så skal gælde for det modsatte synspunkt.
Her tænker jeg på din påstand om, at udgivelse på forlag borger for god kvalitet, mens selvudgivne bøger mangler denne kvalitetssikring. Modargumentet er, at en del af de bøger, der udgives på forlagene, rent faktisk ikke har en ret god kvalitet, men det argument køber du så ikke, for det er efter din mening “en anden sag.”
Hvorfor er det en anden sag? Hvis forlaget skal fungere som kvalitetssikring og virkeligheden viser, at udgivelse på forlag ikke sikrer kvaliteten, så må argumentet da falde til jorden?
Når alt dette så er sagt, vil jeg give dig ret i én ting: min personlige vurdering er, at der blandt selvudgivne bøger er en del skidt – formentlig også mere skidt end vi ser fra de etablerede forlag. Men det er vel i sig selv ikke grund til at sætte samtlige selvudgivne bøger i samme bås?
På samme måde har vi set eksempler på, at bøger af rigtig god kvalitet er blevet afvist, ikke blot hos nogle få forlag, men hos flere, mens bøger af dårlig kvalitet er blevet taget ind hos forlagene.
Jeg har f.eks. ladet mig fortælle, at J.K.Rowlings første bog om Harry Potter blev afvist af ikke færre end 24 forlag, inden hun fik bid. Jeg må dog erkende, at jeg ikke har undersøgt det nærmere.
Hvis dansk litteratur skal have mest muligt ud af de muligheder, der er i dag, så er det én af de vigtigste udfordringer: at finde en løsning på selvudgiverbølgen.
For erfaringen fra bl.a. USA og UK viser en ganske sikker tendens: Der VIL blive flere selvudgivere og selvudgiverne VIL udgøre en stadigt voksende del af indtjeningen på markedet.
Hej Per
Ingen statistik, form jeg skrev som meningsdanner, ikke som ekspert. Mit indlæg er skrevet om de selvudgivere, der udgiver selv, efter afslag fra forlag, og som ofte beklager, at de holdes uden for. Det synes jeg er så ærgerligt. Jeg synes, at nye måder at gøre noget på, skal hilses velkomment og ikke blot være af nød, mens man står og banker på f.eks. anmelderens dør. Skal det gøres på anden og måske mere dynamisk vis, så skal tidligere tiders blåstempling vel også til debat – og kastes over bord?
Jeg skriver ikke kategorisk, at forlag borger for kvaliteten, men at det godt kan ske, at de kvalificerer bogen. Det betyder ikke, som jeg også skriver, at alt hvad forlag udgiver, er godt.
Jeg tror, denne forlag over for ikke-forlag er den mindst interessante del af debatten – med mindre det er sådan, at dem der ikke udkommer på forlag, gerne vil.
For jeg tror, du har helt ret i, at markedet har ændret sig markant, og det vil det blive ved med. Og lad os sammen passe på litteraturen undervejs.
Hej igen,
Jeg sætter pris på, at du med dit svar får sat på plads, at du skriver om de selvudgivere, der bliver selvudgivere efter at have fået flere afslag fra forlagene.
Problemet er, at det ikke fremgår af dit blogindlæg. Du er heller ikke den eneste, der fremlægger det sådan. Både blandt anmelderne på aviserne og hos forlagenes talsmænd finder vi gang på gang udtalelser, der sætter lighedstegn mellem selvudgiver og forfatter med for mange afslag.
Det er noget møg! De selvudgivere, jeg personligt finder mig på bølgelængde med og som jeg betragter som mine kolleger, er alle forfattere, der har valgt selvudgivervejen af helt andre årsager. Hovedsageligt med henvisning til, at forlagene dybest set scorer kassen og lader forfatteren gøre arbejdet (det er selvfølgelig sat på spidsen.)
Min egen begrundelse for at selvudgive kan sammenfattes i tre sætninger:
1. Jeg har fuld kontrol over mine rettigheder
2. Jeg kan afprøve idéer, hvor hverken læseren, forlaget eller ej smider penge ud på det
3. Jeg medvirker ikke til bogbranchens kannibaltendenser
Det ville være godt, hvis vi kunne få stoppet al den mudderkastning, så vi kan koncentrere os om at konkurrere med udenlandske pengemænd. Som kortene ligger nu, vil store dele af indtjeningen på bøger i Danmark strømme ud af landet. Var det ikke bedre, hvis vi kunne holde de penge på danske hænder?
mvh. Per
Helt enig i din sidste pointe!
Hej igen,
Jeg er da glad for, at du er enig i, at det ville være godt, hvis vi kunne holde pengene for dansk litteratur på danske hænder.
Desværre tror jeg, dit indlæg er med til at forhindre en sådan udvikling. Så længe forfattere, forlag, anmeldere og boghandlere kaster skidt efter hinanden, vil kløften mellem os blive stadigt større og dermed gøre det noget vanskeligere at samle kræfterne om fælles projekter, der kan stå fast mod presset udefra.
Jeg vil iøvrigt skrive endnu et svar til dig om lidt, hvor jeg vil komme lidt ind på gatekeeperfunktionen.
mvh. Per
Kære Lotte, som insider fra Newpub er det mit indtryk, at der er en del forfattere, som aktivt fravælger de etablerede forlag, fordi den service disse tilbyder simpelthen ikke er god nok.
Tænk over det: i en verden, hvor vi efterhånden er vant til, at alle informationer kun er et par klik væk, vant til at have kontrol, er der flere problemer med udgivelse gennem traditionelle forlag.
1.Selvom du har et manuskript af en vis litterær kvalitet, gang det være svært at finde en forlægger. Christian Jungersens to første bøger blev afvist af mere end tre forlag, og historien viser, at adskillige bestsellere og decideret kvalitetsbøger er blevet afvist på stribe.http://www.information.dk/185082
Så dit argument med 3 afslag=dårligt manuskript, det holder simpelthen ikke vand.
2. Når man endelig kommer igennem til et forlag, kan der måske gå utrolig lang tid, før bogen udkommer. Og hvor meget indflydelse har forfatteren på udformningen af bogen? Lene D.s indlæg antyder, at det ikke er meget. Man overgiver sin baby, og så er resten uden for ens kontrol. Det appellerer måske til en ældre eller traditionelt orienteret generation af forfattere, der helst vil slippe for alt hvad der ligger ud over selve skriveprocessen. Men for nye forfattere, der ikke har lyst til at overlade tøjlerne til andre? Hvis alternativet er, at man selv kan være inde over processen, selv være med til at styre, hvad der sker med ‘hjertebarnet’, hvad er så at foretrække?
Hvis bare man kunne stole på, at forlaget gjorde deres arbejde godt nok, at korrektur og redaktionelt arbejde var gennemarbejdet, at layout og illustrationer var i tråden med forfatterens intentioner og ønsker, at forlaget lavede et minimum af PR for bogen. Men vi skal ikke mere end et år tilbage, før vi støder på eksempler på store forlag, der ikke levede op til dette: http://www.b.dk/kultur/gyldendal-tilbagekalder-sjusket-hemingway-bog
3. Hvor meget får man som forfatter, hvis man udgiver på et traditionelt forlag? Er det 10%, 15%, 20%? Selvfølgelig tager forlaget sig af alle udgifter, men alligevel, sølle 20% af salget, når man selv har udført den største del af arbejdet, nemlig at skrive den bog, der giver forlagets medarbejdere brød på bordet, det må være en svær pille at sluge, i hvert fald den første gang man bliver udgivet. Især når det er så svært at leve af skriveriet. Hos saxo.com får man 70% af indtjeningen. Og du beholder alle rettigheder. Så vidt jeg har forstået (jeg kan selvfølgelig tage fejl), får man ikke engang en større del af kagen ved e-bogsudgivelser, selvom disse må betyde færre omkostninger for forlaget.
Så ja, du har sikkert ret i, at der er mange dårlige selvudgivelser derude. Men som du selv siger, det er blevet nemt at selvudgive, og hvis forlagene ikke længere kan garantere, at det er nemmere at udgive igennem dem, hvad er så tilbage, udover det kvalitetsstempel, som forlagsnavnet på forsiden af bogen endnu giver, i hvert fald over for mange anmeldere? Hvis selvudgivelse betyder mere egenkontrol og bedre indtjening, er det i sig selv rigtige gode argumenter for at droppe forlagene.
Spørgsmålet er ikke bare, om selvudgivelserne er gode nok. Der vil altid være hobbyforfattere, og dårlige forfattere udgives også på rigtige forlag. Anmelderne skal jo også have noget at lave, hvis bare de dropper idéen om, at selvudgivelse kun er bøger, der for ringe til at forlagene vil udgive dem. Spørgsmålet er, hvad forlagene vil gøre, når de allerede nu tilbyder forfatterne ringere vilkår i forhold til det at udgive sin bog selv?
Men selvfølgelig vil selvudgivere meget gerne blåstemples af Forfatterforeningen – dit indlæg tyder på, at det stadig er knap så fint at udgive selv, fordi der ikke har været nogen andre, der har sagt god for kvaliteten. At man stadig gerne vil have en faglig forening i rykken, selvom man går uden om forlagene, burde ikke komme bag på dig. Selvudgiverne vender ryggen til de traditionelle forlag, ikke nødvendigvis til deres forfatterkolleger, til erfaringsudveksling, til muligheden for legatstøtte og at være en del af et fællesskab.
Hej Agnethe, velkommen i diskussionen. Som jeg har skrevet her og i mange andre debattråde, så er det bestemt kækt skrevet af mig med mine tre afslag, men min pointe er den, at når afslagene rammer, så kan det for nogen synes nemmere at gå selv, trykke på Publish, i stedet for rent faktisk at arbejde med teksten. Christian fik langt flere end to afslag og kun for sin første bog og skrev det meste af Krat om efter udtalelser fra nogen af konsulenterne, for selvfølgelig havde de ikke ret alle sammen. Det er svært at generalisere, hvilket jeg også selv gør, men det at udkomme på et forlag er mange ting. Det nutidige eksempel er Gladiator, der kræver meget mere af deres forfattere end andre forlag og betaler dem flot for det. Så alle forlag – ligesom selvudgivere – er ikke ens. Når det så er sagt, er det ikke mit ærinde at holde forsvarstale for forlagene – de kan bestemt gøre det bedre, men blot at gøre opmærksom på, at når selvudgiverbølgen nu også har ramt Danmark, og tillykke med det! – så må det være tid til at se på, hvad vi mister i den fagre nye verden. Her er kvaliteten væsentlig for mig.
Jeg tror ikke på, at det gavner litteraturen, at det er blevet nemt at udgive. At skrive er svært – i alle processer, og jeg rejser denne debat alene fordi jeg udtrykker bekymring for litteraturen, ikke forfatterens mulighed for at tjene penge. Det er også en vigtig debat, men ikke mit ærinde her.
Dansk Forfatterforening har åbnet mulighed for at være associeret medlemsskab – så fællesskabet er til dem, der vil.
Hej, Lotte!
Forfatter er jeg ikke, jeg har bare skrevet en historie og selvudgivet den – men så ER jeg jo selvudgiver. Så jeg må godt … ;-) Jeg er meget oplagt til at sige de etableredes fordomme overfor selvudgivere imod.
Dit indlæg er underholdende, i al sin forudsigelighed, men også lidt ærgerligt, da etablerede forfattere og indies i realiteten er i samme båd og burde stå sammen – for BEGGE typer er hastigt på vej til at blive forældede!
Problemet er ikke det, som rigtig mange forlagsudgivne forfattere og deres kritikere ynder at gentage om og om igen : at det er bare ikke godt nok.
Men lad os vende den alligevel. Godt nok i forhold til hvilke kriterier? Antal læsere? Antal solgte eksemplarer? Antal begejstrede kritikere?
Tallene for NOGLE selvudgivere, navnlig i USA, taler for sig selv – ind imellem så ER det ‘godt nok’.
Forlagsproducerede bøger har den fordel, at de er korrekturlæst og formateret/layout’et af professionelle, så de falder i mindre grad på indpakningen – men ovennævnte kriterier anvendt på forlagsudgivne bøger taler OGSÅ for sig selv: tit & ofte er det IKKE ‘godt nok’. Din proaktive “selvom det altid bliver det modstillede argument, og det er ikke i orden, for det er en anden snak” er en anelse ufin, al den stund du selv indleder snakken om kvalitetsmangelen i det selvudgivne – i forhold til det forlagsudgivne.
Du postulerer at indie’s selvudgiver fordi det er ‘sejt’. Du kan finde mange andre begrundelser på div. forums og blogs, mv. Så hvorfor fokusere på den ene begrundelse?
Med forlov, så lader du venligt dine reelle bekymringer træde frem: “Hvis litteratur bare bliver noget, vi alle sammen laver, så bliver litterær kvalitet noget, vi om muligt får endnu sværere ved at snakke om. Og hvad med professionelle forfatteres selvfølelse, hvis det, vi laver, bare er noget, man kan lave, hvis man har et log-in til en selvudgivelsesportal?”
Jeg var ikke klar over, at et af de primære formål med bogudgivelse var at pleje de professionelle forfatteres selvfølelse – og jeg kan slet ikke se, at det er et ansvar, som man kan eller bør pålægge selvudgivere; de professionelle forfattere, som du selv, tager jo ikke ligefrem hensyn til de selvudgivnes selvfølelse?
Du erkender, at du ikke har nogen gangbar definition på litterær kvalitet. Det har jeg heller ikke, så hvorfor ikke bare nøjes med at erkende, at det er en ret ørkesløs diskussion at vurdere noget ud fra en udefinérbar definition?
Jeg mødt mange forum- og blog-indlæg, der profeterer forlagenes snarlige undergang; meget få af dem har noget at gøre med at nogen ønsker at “udradere” forlagene. Det konstateres blot at forlagenes forretningsmodel bliver mere og mere utidssvarende, og at de ikke i længden kan overleve på den. Det er jo ikke synderligt “markedsorienteret” at ringeagte et hastigt voksende marked indenfor éns kerneområde, eller ..? Redaktører og layoutere mv. vil i øvrigt kunne sælge deres kunnen uanset om de arbejder for et forlag; p-tekst eller e-tekst – god korrektur og indbydende layout er altid en fordel, og masser af selvudgivere køber allerede de ydelser “i løs vægt”.
Antallet af afslag fra etablerede forlag betyder slet og ret, at det antal redaktører vurderede at værket ikke var salgbart. De kan have ret eller tage fejl – de har erfaring og uddannelse, så jeg er ganske enig, at gentagne afslag nok kan/bør give anledning til overvejelser om forbedringer/ændringer i éns værk.
Så kan man også gøre som glade amatører som undertegnede, der end ikke har tænkt på at sende sine ydmyge udgydelser til et forlag – ud fra en forhåndsvurdering af, at salgspotentialet nok var meget lille pga. emnet, uanset kvaliteten (som jeg i øvrigt vil overlade til evt. læsere at udtale sig om).
Du skriver: “Nej, jeg generaliserer. For de af selvudgiverne, der skriver perlerne, føler sig nemlig slet ikke ramt af min tekst. Og er det i virkeligheden ikke bevis nok?”
Øeh – næh ;-) Med et salg på indtil videre nul eksemplarer, så kan undertegnede vist ikke siges at skrive ‘perler’, men jeg føler mig ikke ramt. Du udtrykker blot din egen mening, og i hvert fald denne selvudgiver ryster blot på sit eget hoved. Og synes det er ærgerligt, at denne diskussion skal spilde så megen energi, når et fælles problem har brug al den energi, vi i fællesskab kan udfolde.
Du skriver: “[det må] være tid til at se på, hvad vi mister i den fagre nye verden. Her er kvaliteten væsentlig for mig. Jeg tror ikke på, at det gavner litteraturen, at det er blevet nemt at udgive. At skrive er svært – i alle processer, og jeg rejser denne debat alene fordi jeg udtrykker bekymring for litteraturen, ikke forfatterens mulighed for at tjene penge. Det er også en vigtig debat, men ikke mit ærinde her.”
You could have fooled me ;-) At prøve, fejle, lære, og så prøve igen – det er en rigtig god måde at forbedre sig på, dvs. øge kvaliteten. Nem adgang til selvudgivelse giver mulighed for at gennemgå denne cyklus oftere og hurtigere end via forlagsudgivelse. Så hvordan den kan skade kvaliteten kan jeg ikke se.
Jeg kan sagtens se, at den tager betalende opmærksomhed fra de etablerede forfattere. Men det underliggende problem er ikke selvudgivne bøger – det er det mere generelle problem, at man i internet-alderen må opfinde en ny måde, hvorpå indholds-producenter kan få betaling for deres produktioner.
Hvis man tænker lidt nærmere over det, så er forlags- og selvudgivne forfattere (og musikere osv.) i samme båd. For e-bøger er allerede på vej til at blive en forretningsmodel, der er lige så forældet som papirbøger – uanset om de p- eller e-bøger i øvrigt er forlags- eller selvudgivne.
Både p- og e-bøger er “leveringsmedier” – og begge er forældede. Det nye medium er streaming. For bøger betyder det noget i retning af Mofibo, hvor Leif Davidsen meget klogt er gået over “the dark side.” Bøger bliver noget, der ligger på nettet, læses via browser, og betales via abonnement eller pay-per-view – eller en anden model som ingen har opfundet endnu. ‘Kindle singles’ har på samme måde næsten kun navnet til forskel fra pay-per-view blog-indhold (bortset fra at køb af en single giver ret til ubegrænsede views af den købte single).
Eller også bliver der slet ikke betalt, fordi forbrugerne kun vil ha’ gratis. Jf. diverse undersøgelser, så læser de 15-25-årige allerede mere sociale-medier og blogs end bøger og aviser. Dvs. der er en generation på vej, som måske slet ikke læser bøger overhovedet, fordi de producerer indhold/kultur til og for sig selv og hinanden, uden behov for “udefrakommende” til at gøre det for dem. Hvis man skal fange deres interesse, så skal det ske på nettet, like it or not – for det er dér, de er.
Så hvis du VIRKELIG vil gøre noget for forfatterne, etablerede eller ej, så ville det nok være bedre at prædike for ALLE forfattere at de gør hvad de kan for at promovere “betalt streaming”, for det bliver højst sandsynligt dér, fremtidens levebrød skal hentes.
Og så kan vi allesammen fnise lidt, når e-bogs-forfatterne snart begynder at klage over, at blog-føljeton-forfatterne er ved at overtage markedet ;-)
Hej Thomas, og velkommen på bloggen. Diskussionen har været vidt omkring i den sidste måned, så jeg forsøger blot her at opsummere: jeg ønskede at sætte det på dagsorden, at når litteraturens veje til læserne har ændret sig så meget, hvem skal så passe på litteraturen? Hvem er den nye tids gatekeepere? Skal vi fremover have en demokratisk kunstproduktion, sådan at alle kan være med, og den med flest læsere, er verdens bedste forfatter? Det er jo et brud med årtusinders måde at fremelske det bedst mulige.
Jeg mener ikke, at det er selvudgiveres ansvar at forholde sig til forlagsforfatteres selvfølelse – jeg mener bare, at det ikke skal være farligt at sige højt, at der er forskel på litteraturens vej til til læseren. Jeg har ikke skrevet det her som forfatter-beskyttelse, kun for at udtrykke en anelse bekymring for litteraturens fremtid.
Jeg – som jeg begynder med at skrive – er overbevist, om at den fagre nye verden ender med at gøre både litteratur og forfatter-vilkår bedre. Jeg synes bare, det må være ok at sige højt, at vi ikke er der endnu, og at det jeg ser som en stor omfavnelse af selvudgiverne godt kan have en bagside. Og når jeg så siger, at det også kan gælde forlagsudgivelser, og kalder det en anden snak er det såmænd blot for at forsøge at begrænse diskussionens emner. Den største trussel i min butik er nemlig ikke selvudgivere – det er Amazon og engelske bøger. Tværtimod ser jeg streaming og abonnementer som en rigtig god forretningsmodel. Det fungerer i hvert fald for mig. Men det skriver jeg ikke om her. Her skriver jeg kun: HEY hvad med kvaliteten, når alle kan udgive alting? Hvem passer på den?
Hej Lotte,
I dit indlæg kommer du, omend indirekte, ind på spørgsmålet om, hvad der skal blive af gatekeeperfunktionen, når enhver kan udgive alt ved et tastetryk.
Som jeg forstår det, er din bekymring den, at læserne ikke kan finde rundt i junglen af bøger, hvis ikke de på en eller anden måde får hjælp af forlagsredaktører, anmeldere osv. Hvis den antagelse er forkert, må du endelig rette mig.
Jeg vil så komme med en ganske bastant påstand:
Gatekeepere har overordnet set bidraget mere til forringelse af kvaliteten i litteratur end til forbedring!
Litteraturhistorien fortæller os blandt andet:
– “Klit” af Frank Herbert, 20 afslag, vandt siden Hugo-prisen og betragtes som en af de bedst sælgende SF-romaner nogensinde
– “Fluernes Herre” af William Golding, 20 afslag
– “Spionen, der kom ind fra kulden” af John le Carré blev af forlagets redaktør sendt videre til en kollega på et andet forlag med ordene “Tag du bare Carré. Han har ingen fremtid.”
– “Anne Franks Dagbog” blev afvist af 15 forlag. Én af redaktørerne skrev i sit afslag: “Jeg mener, at pigen her hverken har indlevelsesevne eller livsforståelse nok til at løfte bogen højere end til almindelig nysgerrighed.”
– “Harry Potter og de vises sten” af J.K.Rowling blev afvist af 25 forlag, herunder både Penguin og HarperCollins. Redaktøren på det dengang ret lille forlag, Bloomsbury, ville egentlig også have afvist den, men da hendes datter på 8 år tiggede sin mor om at udgive den, gav hun efter. Vi sender en venlig tanke til det kloge barn!
– “Borte med blæsten” af Margareth Mitchell blev afvist af ikke færre end 38! forlag. Behøver jeg sige mere?
– “Kon Tiki” af Thor Heyerdahl, 20 afslag
– “Carrie” af Stephen King, mere end 25 afslag, som han iøvrigt satte fast på en søm i sit soveværelse
– Og så er der selvfølgelig vores egen H.C.Andersen, som måtte helt til Italien for at få anerkendelse for sit arbejde.
Og så ville jeg egentlig have lavet en liste over bøger, der blev antaget efter blot få forsøg, men som har rigtig dårlig kvalitet. Det har vist noget vanskeligt, for forlagene er jo ikke ligefrem stolte af at vise dårlige salgstal frem og anmelderne bruger heller ikke oceaner af tid på at opsummere årets fejltagelser. Men her er alligevel et par stykker efter hukommelsen:
– “Fetterlein – forført af livet” af Peter Benett: kringlet og usammenhængende sprog, fyldt med kommafejl, forkerte ord på forkerte steder. Ganske enkelt elendig! Eneste plus for gatekeeperne er, at anmelderne generelt er enige om, at den er dårlig.
NB! Her er det desuden interessant, at Informations anmelder, Anders Haahr Rasmussen, lader den bemærkning slippe, at forlaget bag bogen, Bogkompagniet, har “tradition for sjuskede udgivelser.” Øh??? Undskyld mig, men hvorfor i alverden er anmelderne hos Information, Berlingske, Politiken og andre landsdækkende dagblade så ikke tilbageholdende med at anmelde bøger fra det forlag i samme grad som de tilsyneladende er med bøger fra selvudgivere?
– “Grill” af Ib Michael: Utroværdige karakterer, usammenhængende plot, virker i det hele taget, som om han ikke rigtig gad skrive bogen færdig. Imidlertid spænder anmeldelserne fra meget positive til meget negative.
– “Julemanden og Tvillingerne” af Camilla Hübbe og Anna Neye. Nu er det ganske vist ikke en bog, men en julekalender. Når jeg alligevel nævner den her, er det fordi jeg betragter film- og teatermanuskripter som litterære værker. Historien er i sig selv ganske udmærket, men manuskriptet er nok noget af det værste, jeg nogensinde er stødt på. Sproget glider slet ikke, hvilket da også kommer tydeligt frem i den måde, især Martin Hempel Barkholt og Marie Højgaard Andersen (Peter og Signe) kløjs i sætningerne. De er børn og debutanter og jeg vil gerne understrege, at det på ingen måde er deres skyld. Det er manuskriptforfatternes og instruktørens ansvar at give dem noget ordentligt at arbejde med, for man kan ikke forvente det samme af dem, som man kan af de professionelle skuespillere. Mange af replikkerne er overflødige og meningsløse og det virker helt malplaceret at give Regitze et lidt gammeldags sprog og så alligevel lade hende være dus med alle. Serien er blevet en succes af hovedsageligt tre grunde: 1. Den står på skuldrene af “Ludvig og Julemanden” – 2. Historien er i sig selv genial – 3. Serien løftes af helt eminent skuespil, primært ved Nikolaj Kopernikus (Dr. Schwartz,) Lars Hjortshøj (Nikolas/Julemanden,) Sarah Sofie Boussnina (Regitze) og Alex Høgh Andersen (William.)
Det er så lige umiddelbart dem, jeg kan komme i tanke om på stående fod og dertil kommer nogle af de oversættelser fra engelsk til dansk, som mildest talt er sjuskede. I bogen “Hvad ville Google gøre?” stødte jeg bl.a. på denne oversættelse:
“Men hvad gør man så, når pengene løber ud?”
Løber ud? Ja, det siger man jo på engelsk: “run out.” Men på dansk hedder det nu: “Når pengene slipper op.”
I en fagbog om kognitiv terapi, “Motivationssamtalen” har oversætteren valgt at oversætte “discrepancy” med det godt kendte danske ord: “diskrepans.” Øh? Diskrepans? Mon ikke det i stedet hedder “uoverensstemmelse?”
Og sådan kan man blive ved at støde på besynderlige “oversættelser,” der lugter langt væk af enten manglende sprogkyndighed eller ren og skær dovenskab (eller måske snarere et pres fra forlaget om, at det skal gå hurtigt, så det kan blive billigt.)
Og endelig vil jeg påstå, at det er de færreste læsere, der bevidst benytter sig af gatekeepers, når de skal vælge en bog. Tænk blot på, hvad du og dine venner gør, når I står hos boghandleren eller på biblioteket. Hvad kigger I efter, når I skal vælge en bog? Forlagets navn? Anmeldelser i aviserne? Nej, vel? De fleste kigger formentlig først på forfatterens navn, så på coveret og til sidst læser de plotbeskrivelsen på bagsiden af bogen.
Nu er mit indlæg allerede blevet temmelig langt, så hvis du er nået hertil – tillykke med det…
Min pointe er dog ret enkel. Der er to væsentlige grunde til, at jeg ikke er spor bekymret for udsigten til gatekeeperens død:
1. Historisk set har de aldrig udfyldt deres funktion i forhold til formålet
2. Læserne er formentlig bedøvende ligeglade med gatekeeperne. De er mere interesserede i forfatteren, bogens udtryk og historien i sig selv.
mvh. Per
Tak for dit bidrag, Per. Vi må vist være enige om ikke at være enige. God weekend til dig.
kh Lotte
Hej igenigen, Lotte ;o)
Har fulgt diskussionen rundt omkring og skylder dig 3/4 undskyldning – du har vist allerede hørt mine synspunkter før & bedre fra andre, og jeg kan se af dine svar at dine bekymringer dybest set går i samme retning: at “kulturproducenterne” gerne skulle kunne leve af deres produkter, hvis de skal kunne producere flere.
Mit lille indspark gik bare (eller netop) på, at debatten for/imod selvudgivelse og dens fordele/ulemper er mindre vigtig end at samle alle ideer vedr. faktisk at finde en bæredygtig betalingsmodel, for skribenter (og alle andre kultur- og underholdningsproducenter).
Dog – Amazon er ikke truslen, efter min ringe mening. Engelsk (eller “globish”) ser ud til at blive fremtidens Esperanto, så at vænne sig til at skrive bøger på dét sprog er nok også en indsats værd; og dér står jo bl.a. danskerne ganske godt, da vi typisk lærer mere & bedre engelsk end så mange andre lande, der heller ikke har engelsk som modersmål. Den potentielle mulighed for at komme i kontakt med 1/2 milliard læsere (USA, England, Indien, og så det løse) er da … spændende, ikke? ;o)
Du behøver ikke at undskylde – det er da helt i orden, at du kommer ind i debatten her :) Jeg tror på, at hvis vi skal have en høj, litterær kvalitet, så må vi altid begynde med at dyrke modersmålet. At vi skriver på et konstrueret sprog, eller noget der ikke er et modersmål for nogen, gør os litterært fattigere. God weekend til dig, Thomas!
Kære Lotte Garbers
Der er ingen tvivl om, at meget selvudgivelse er for ukritisk. Som de indledende runder X-faktor, hvor alle kommer til mikrofonen. Selv for de naturtalenter, som Guds finger synes at have rørt særligt kærligt, kræves en læreproces. Derfor er det vigtigt for enhver, der går med forfatterdrømmen, at få en redaktør og konsulent koblet på manuskriptet, så det kan blive til en udgivelsesværdig bog. Når et forlag så er gået ind i den proces, har de selvfølgelig et ønske om, at forfatteren bliver hos dem, og efter endnu nogle bøger slår igennem og nu kan leve af at skrive – og ikke for at skrive. Og måske det er her, at uviljen mod selvudgivere opstår. At den lille håndfuld, der har succes, ofte har gået en lang vej hos etablerede forlag som lovende forfattere. Men de er stået af den etablerede forlagsverden af mange grunde; utålmodighed med at skulle vente måneder og år på næste udgivelse og ønske om at bestemme selv over udgivelsen – måske træthed over at blive fastlåst i rollen som den forfatter, der for evigt skal se sig selv som en umyndiggjort elev i en læreproces og aldrig kan gøre noget rigtigt uden redaktør, konsulent og uforudsigelige kritikere. Denne besynderlige hellige treenighed, der udmærker sig ved sjældent at have skrevet en lødig bog. De ved, hvordan det skal være, men de kan bare ikke selv. Måske det er dem, som vi selvudgivere, der har lært vores metier, som en håndværker lærer sin, gør overflødige med de nye teknologiske landevindinger. Så at de bedømmer os generelt negativt overrasker ikke mig.
Med venlig hilsen
Karsten
Hej Karsten
Jeg synes, du har nogle rigtig vigtige pointer, som jeg ikke har set noget andet sted i debatten – denne svære balance for forfatteren over for forlaget: først fødselshjælper og så pludselig kan man godt selv. Det er måske dér, vi alle sammen har svigtet; at jer, der selvudgiver har brugt jeres modenhed til at træde helt ud af møllen i stedet for at stille krav til forlaget – du drømmer ikke om, hvor mange der ikke siger fra, insisterer på et møde, etc., og så på den anden side forlæggere, der som en anden forælder ikke har lyst til at give slip. Jeg glæder mig til at forlæggeren er en konsulent, der tilbyder ydelser. Det sker lige om lidt.
kh Lotte
[…] jeg kom til at skrive et anelse firkantet blogindlæg i december om selvudgivere, og det har givet mig en del over nallerne, en del tilsendte selvudgivne bøger, tak for dem, og […]
[…] Eller indie litteratur, som det smart hedder. Jeg er med, fordi jeg kom til at skrive det her indlæg: Problemet med selvudgivere, og det er suverænt mit mest læste og kommenterede […]