LØBEKLUBBEN I SAUDI

BIBLIOTEKERNES LEKTØRUDTALELSE (som er den, de køber ind efter)

En dansk kvinde møder det kontrastfyldte liv i Saudi Arabien gennem venskabet med en række aktive, moderne arabiske kvinder, der har fundet sammen i landets første løbeklub. Løbeklubben fungerer også som frirum, næsten uden for diktaturstatens overvågning.

Kort om bogen
Maiken forlader akut alt sit rod i Danmark for at tiltræde et lidt diffust job som antropolog i Saudi Arabien. Alt hvad hun på forhånd måtte have af forestillinger om kvindeliv og undertrykkelse i sin egen og den arabiske kultur bliver straks udfordret. Eksotisk, spændende og udfordrende roman, for kvinder.
Beskrivelse
Den 43-årige antropolog må fratræde sin stilling i vanære, hendes parforhold er kuldsejlet, og hendes bank-far kontrollerer alle hendes økonomiske forhold af misforstået godhed. Hun flygter hovedkuls til en midlertidig stilling i Saudi Arabien, hvor hun skal følgeforske en gruppe patienter der afprøver et nyt slankemiddel. Forskningen får ikke topprioritet, til gengæld bliver hun via en af sine kontrolpersoner suget med ind i en gruppe middel- og overklassekvinder i en periode, hvor der lempes lidt på kvindeundertrykkelsen. Mødet med kvinderne bliver livsforandrende for Maiken.
Vurdering
Romanen giver et unikt indblik i et kvindeunivers, der ganske vist er under forandring, men hvor diktaturstaten lynhurtigt kan sla til. Både mod de mange udlændinge og mod kvinder i særdeleshed. Hovedpersonens eget kvindeliv sættes i relief og udvikles sammen med de stærke arabiske kvinder. Man mærker forfatterens eget kendskab til miijøet, der skildres med mange kontraster.
Til bibliotekaren
Anbefales varmt til alle biblioteker.
Materialet er vurderet af: Helle Winther Olsen

INFORMATION, KAREN SYBERG

”Lotte Garbers’ roman Løbeklubben i Saudi løber selv i to spor. Det er en førstepersonsfortælling med antropologen Maiken Sandager som fortælleren. Det er desuden en roman om især kvindernes stilling i dagens Saudi filtreret gennem Maikens iagttagelser og oplevelser. 

Ved bogens begyndelse møder vi Maiken på et flytoilet på vej til en stilling for et medicinalfirma i Saudi. Hun nævner uden forklaring en Matthias – hendes kæreste, der har forladt hende, viser det sig – hun hulker, hun får en sms fra sin far, som hun ikke åbner, og så skifter vi til en beskrivelse af miljøet i flyet. Der er en bøn på flyets tv- skærme, alkoholflasker bliver indsamlet, da flyet når saudisk luftrum, og kvinden på nabosædet klæder om inden landing. 

Men så skifter vi tilbage til Maikens præsentation af sig selv. 

Hun er en ’veluddannet antropolog’, »jeg er dygtig, det ved jeg«, og så spørger hun, »hvorfor gør jeg det her mod mig selv«, uden at vi får noget svar. 

Hun elsker arbejdet som antropolog, fordi »jeg skal bare gøre det, jeg i forvejen gør: skrive ned, hvad jeg oplever. Jeg skal ikke kunne noget. Hvis jeg iagttager længe nok, kommer der resultater. Altid. At gå i felten kan kun være en succes.« 

Det er et udsagn, man undervejs kommer til at tvivle noget på, og i det hele taget bliver det tydeligere og tydeligere, at Maiken fusker og lyver, både over for sig selv og andre. 

Svarene på såvel alle de uåbnede sms’er som på, hvorfor hun søger job i Saudi, falder drypvist bogen igennem, men netop fordi den er opbygget, som den er, ville det være at spoile for meget at røbe, hvad der sker. Via sit bekendtskab med en række højtplacerede saudiske kvinder, der udgør medlemmerne af titlens løbeklub, kommer hun imidlertid ind bag facaden, og det samme sker for hende selv, kan man sige. Hun får efterhånden et mere ærligt blik på sig selv, godt hjulpet på vej af forelskelsen i en saudisk kvinde. 

Maikens antropologjob består i at undersøge årsagerne til den fedmeepidemi, der angiveligt hærger blandt saudiske kvinder. Medicinalfirmaet har opfundet et slankemiddel. Og nogle af kvinderne er virkelig fede, men de er mestendels stolte af deres deller, som vi eksempelvis får udstillet fra alle sider i en lang scene i en hamam. Kvinderne æder kager i kilovis, og udsigterne for medicinalfirmaets slankemiddel virker ikke ligefrem lyse. Det gør udsigterne for Maikens rapporter til sin chef, Ali, heller ikke, hvilket ikke mindst hænger sammen med, at hun fortsætter med at fuske, så hun opfinder scener, der ikke har fundet sted, udebliver fra møder med dem, hun skal observere, og mener, at hun sagtens kan nøjes med et par fotos af kunden og et billede af hendes køleskab, »for at finde på nogle konklusioner, som Ali er tilfreds med«. Det er han ikke. 

Vi kommer ind i historien på det tidspunkt, hvor kvinder for første gang får lov til at køre bil, men de har gjort det længe før, forstår man. De drikker alkohol, nogle er utro osv. Maiken opregner ud fra tre stikord tilstandene sådan her: »Det første ord er faktura. Det her er et land, hvor alting handler om penge. Alting. Det andet ord er fatamorgana. Ingenting her er, hvad det ser ud til, så I har bedetider og bønnekald, men alle bliver jo inde i jeres kolde malls« (indkøbscentre, ks) »I går ikke ind i moskeerne. I er alle sammen falske. Alle sammen. Og det tredje ord er alkohol. I drikker jo alle sammen!« 

Men trods Maikens svada forbliver hovedindtrykket, at Lotte Garbers’ mål er at vise, at Saudi er anderledes, end man sådan går og tror i Danmark. Kvinderne er veluddannede – på amerikanske universiteter – flere har betydningsfulde stillinger, de er frie over for hinanden og hjertelige over for Maiken, de bærer ikke tørklæde konstant, og de holder løsslupne fester. Til overflod møder vi også en yderst feminin bøsse, som trods sine løse håndled er ansat i Udenrigsministeriet. 

Og skulle den ikke være sivet ind hos alle, optræder der en dansk journalist, der stiller Maiken alle de fordomsfulde spørgsmål, så hun kan gendrive dem. 

At Maiken lyver, har imidlertid den ulempe, at man får sværere ved at danne sig et billede af hende. Ikke at man nødvendigvis skal indleve sig i fortælleren, men hendes følelser står og flimrer – indtil alt, inklusive Matthias, til slut falder på plads i et hæsblæsende tempo. Også kvinderne omkring hende er svære at lære at kende. De er hemmelighedsfulde, og deres roller i historien betyder, at vi kun ser få sider af dem. Som romanpersoner bliver de ikke hængende i erindringen. 

Men man får indblik i et Saudi, man ikke kender, formidlet af en forfatter, som har boet der i flere år, og som derudover har fået en masse historier fra mennesker, hun har mødt. De saudiske kvinder »har været generøse og inkluderende på en måde, jeg aldrig har prøvet før«, skriver hun i efterordet. Det tror man på.”

Download forsiden i høj opløsning sådan her:
Tryk på bogen, højre klik og tryk “Gem som” til dit skrivebord.