Parforhold skriver man ikke om

Jeg skal skrive LAUST om, min nye roman. Den handler om parforhold. Et drama på de indre linjer. Men parforhold skriver man ikke om. Det har jeg lige lært af Anne Sophia Hermansen fra Berlingske, som nu er blevet avisens litteraturanmelder. Hun skriver, at dansk litteratur er som en lørdag i IKEA.

ASH vil have temabestemt litteratur, noget der betyder noget. Finanskrisen for eksempel. Og så kalder hun det at skrive om parforhold og familieliv (det handler LAUST især om, undskyld) for tilstandslitteratur. Ved ikke rigtigt hvad det er, men er det noget med rigets tilstand? Eller mener hun mon i virkeligheden stilstand?

Ligesom kunststøtten skal diskuteres hvert år (den mener hun også noget, nemlig at den går til dem, der skriver tilstandslitteratur, som i øvrigt har gået på forfatterskolen – jeg har ikke søgt støtte siden før, jeg blev formand for forfatterforeningen og har ikke gået på forfatterskolen), så skal særligt litteraturkritikere hvert år mene noget om, hvad vi skal skrive om, os forfattere.

Det plejer at være efterlysningen af den store samtidsroman, og når nogen siger, at det klarer krimierne i øjeblikket, så bliver nogen andre sure, og så skal vi snakke om genrelitteratur, og hvad der er fint, og hvad der især ikke er det.

Litteratur handler ikke OM noget

Den diskussion er ret ødelæggende for den gode historie. Jeg ved ikke med jer, men hvad er forskellen på, at jeg får et forlæg fra forlaget om, at jeg SKAL skrive om finanskrisen og så  Fay Weldons berømte Bulgari-roman, hvor hun fik MANGE penge for at nævne juvelerens navn i løbet af romanen?

I januar skrev jeg et surt brev til mit yndlingsprogram i radioen, Skønlitteratur på P1 (brevet bliver læst op lige i begyndelsen af udsendelsen). De efterlyste noget mere litteratur om AIDS. Det er en meget journalistisk indstilling til litteraturen, som jeg tror også kan være ASHs udfordring. Litteratur handler ikke OM noget. Det kan være, der er en person med AIDS i romanen, men det er ikke AIDS, jeg vil fortælle om, det er mennesker. Ellers ville jeg skrive en fagbog.

I den roman, der ligger her i noteform på mit bord, er parforholdet (IGEN! undskyld), vi lærer at kende, tydeligvis ramt af blandt andet finanskrisen. Men den handler ikke om finanskrisen. Den handler om mennesker og deres relationer og deres tackling af indre og, bevares, ydre udfordringer.

Hemingway skriver også om parforhold

Fra Krig og fred af Tolstoj til Frihed af Franzen er det bærende for en læser som mig relationerne. Det er her, de eksistentielle dramaer ligger, det er her, vi kan få et nyt blik på vores verden, og det er jo det, litteratur kan.

Jeg har i forbindelse med flytning til Paris genlæst en masse Hemingway. ASH hævder, at han slet ikke skriver tilstandslitteratur, fordi han er fra en tid med  krige og billig vin på venstre bred, men dér hvor jeg synes han er stærkest, det er, når han kommer til at løfte fligen for, hvordan det er at være mand med stor seksuel appetit og svære tilknytningsforstyrrelser.

Jeg bliver ved med at skrive om parforhold. Det er ikke fordi jeg, som ASH hævder, ikke har prøvet andet. Jeg har oplevet ret meget mere end mit parforhold. Godt det så ikke er det, jeg skriver om. Det ville dæleme også være kedeligt.

Læs hvad min skarpe kollega, Martin Kongstad også skriver som reaktion på ASHs blogindlæg. Han blev også irriteret.