skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Opmagasinering

Opmagasinering

Vi skal flytte. Ikke hjem eller noget, bare tættere på en international skole og tættere på downtown Paris til en lejlighed med en fænomenal udsigt. Jeg er tilbage ved start: opmagasinering. Der er noget ved det ord, der deler mig i to.

Bag på mange af vores møbler genfinder jeg mærkater, vi satte på, da vi flyttede herned: grønne på dem, der skulle med, røde på det, der skulle smides væk, og blå på det, der skulle opmagasineres. Da jeg gik rundt med mærkaterne, satte jeg ret mange blå mærkater. Der gik lidt feng shui i den, da vi pakkede: sikke meget man kan få lov at smide ud og skille sig af med, når man flytter efter 16 år i samme hus.

Jeg elsker orden. Jeg er ingen samler. Jeg har så meget rod og uordnede bunker i hovedet, at hvis jeg også skulle se det materialisere sig foran mine øjne som rod i skabene og uordnede bunker på skrivebordet, ville jeg gå kukuk. For det meste elsker min familie (og venner) mig også for min orden. Talen fra min mand til min 40-års fødselsdag handlede faktisk om, at da jeg dækkede bordet til de 60 gæster, vidste jeg præcis, hvor meget service vi havde. Jeg har jo en liste.

I går elskede de mig ikke. En ulækker fodboldtrøje, købt for en søns egne penge efter en kamp i Champion’s League turneringen, så han forsvinde ned i affaldskværnens dyb (der er sådan nogen smarte underjordiske affaldscontainere her).

Jeg kan ikke bladre i min fortid

Jeg var nok for effektiv. Det var jeg også, da vi flyttede herned. Jeg ved ikke, hvor mange bøger, jeg mangler. Jeg tænkte dengang: ja, det er godt med alle de klassikere, men dem opmagasinerer vi, og jeg ser dem jo igen om 3-5 år, og så mange bøger kan man da ikke nå at bladre i på den tid. Jo. Så kikset. Jeg har fået folk til at læse indledninger op af Dostojevski, jeg har lånt og GENkøbt bøger, jeg selv ejer, men som jeg har efterladt med en blå mærkat i en container i Ballerup. Til opmagasinering. I samme container efterlod jeg stort set alle mine breve. Det er dog det værste. Jeg kan slet ikke gå tilbage og dokumentere en stemning; jeg kan ikke række tilbage efter en forklaring på et forhold, der udvikler sig skidt. Jeg kan ikke bladre i min fortid.

Og nu er jeg ved at gøre det igen. Fordi vi flytter fra mange, mange kvadratmeter til lidt mindre. Jeg må styre mig. Så ordentligt kan det ikke være. Lige så snart jeg slipper tasterne her, tager jeg bøgerne op af kasserne igen. De skal ikke opmagasineres. Det bliver kun til drengenes fodboldmagasiner. Ikke trøjerne. De har fået evige grønne mærkater på. For jeg tror ikke, han endnu har tilgivet mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top