Om konkurrence i ferien

Det passer egentlig ikke. At jeg skriver om konkurrence i ferien. Men jeg ville gerne. Jeg bliver bare hele tiden forstyrret. F.eks. af spektakulære landskaber.

Vi har lige cyklet 6 dage i alperne. Det passer egentlig heller ikke. For jeg cykler ikke. Jeg vandrer og tænker. Og tænker på proces og ikke produkt. Så tøset.

Sønnerne og manden tænker meget på produktet. De kører det samme bjerg to gange for at slå hinanden og de personlige rekorder. Så drenget.

Men så er det, vi spiller volley. Alle mod alle i en turnering. Jeg er dårligst. Det er ok. Men. På den ene side vil jeg ikke have, at det italesættes: du er vel nok blevet god til bagger-slag.

Og på den anden side vil jeg heller ikke måles op mod en 17-årig, der har haft volley på skemaet, en 21-årig der har gået på fodboldgymnasium og en sportsentusiast af en mand der hvert år glæder sig til at male sit eget navn på en hjemmelavet volley-pokal.

Jeg er fanget mellem proces og produkt. Tøs og dreng.

Hvordan ville en hård feminist tackle det?

Det ville jeg gerne vide, og I må rigtig gerne svare. Nu skal jeg se Tour de France, som jeg også spiller på. Med en apéro. Naturligvis.