skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Nej, Jeg Taler Ikke Flydende Fransk

Nej, jeg taler ikke flydende fransk

Nej, jeg er ikke blevet flydende i fransk. Jeg kan læse Le Monde, jeg forstår nyheder på tv, jeg kan sno mig igennem fransk borgerservice, og jeg kan også klage over hvad som helst. Men flydende? Nej, det tror jeg vist ikke lige.

Næst efter om jeg savner Danmark, er det det jeg bliver spurgt mest om: “nå, men så må du da være blevet god til fransk?” I sommer til en fest i Danmark svarede jeg, som jeg plejer: Det går, jeg kan klare mig, men jeg har mødt muren, men min ene søn og mand – de er gode. Til det svarede ham, jeg snakkede med: “jeg taler fransk”. Jeg blev nysgerrig – om hvor han da havde boet og hvor længe, og hvad hed hun? “Jeg har haft fransk i gymnasiet”.

Han taler så helt sikkert heller ikke fransk. For fransk er svært. Og adlen lavede alle de her tossede bøjninger og udtaleregler for, at pøblen ikke skulle trænge ind i det franske. Fransk er nemlig kun for nogen, og der findes ikke noget Valby-fransk, som der gør på engelsk. Fransk skal være Joli Francais. Altså smukt, varieret, fejlfrit. Som i: fejlfrit. Det er så svært, at ikke alle indfødte franskmænd mestrer opgaven.

Jeg er ordmenneske, og der er noget, der går af mig hernede, når jeg stønner, øh’er og hakker, når jeg taler. Jeg mister identitet i manglen på flydende fransk.  Den siver lige så stille ud af mig, når jeg rødmende nøjes med et: ca va bien, og jeg kommer til at tænke på tyrkiske førstegenerationsmødre, som ikke kommer ind i samfundet. Jeg forstår dem nu.

Vi er blevet mærkelige

Det er min egen skyld. Eller: jeg kunne bare have et andet arbejde. Jeg betragter det her ophold i Frankrig som verdens længste og bedste skriveophold, så jeg elsker, elsker, elsker at være alene hele dagen med bøger, noter, manuskripter, og det bliver man faktisk ikke flydende af.

Egentlig kan man godt efterhånden være bekymret for, om vi begge to er blevet mærkelige. For vi får heller ingen franske venner. Det KAN der være en forklaring på; al vores sociale energi går til alle vores dejlige gæster. Og det er ikke fordi, det er nemt at blive venner med naboerne. De er nemlig ikke så vilde med os.

Den jeg taler allermest fransk med, er vores Gardien. En udvidet concierge, fordi han også skal ordne haven, men det er ham med nøglerne, skraldet, posten, pakkerne fra Amazon. Og ham der står for indgangen til vores bygning oppe på fotoet. Han elsker mig.

Og når han skælder os ud, fordi den 16-årige kom til at invitere 16 gæster og spille en anelse musik, og de andre beboere vil melde os til politiet, så fortæller han også, at han talte alle flaskerne bagefter, og så griner han, og siger at han også har været ung engang.

Han er sød. Hvis jeg talte flydende fransk, ville han ikke være så sød mod mig. Så jeg tror, jeg stiller mig tilfreds med den mur, jeg har mødt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top