I nat drømte jeg en drøm

Jeg er ikke en stor drømmer. Det er en del af mit arbejde, så derfor sparer jeg på fantasien til kontortiden. Men engang imellem drømmer jeg så stærkt, at jeg er lykkelig for, at mobiltelefonen er opfundet, og at den ligger på kommoden, så man kan notere nattens erkendelser. For mand! hvor er underbevidsthed en smart opfindelse.

I nat drømte jeg om Karl Ove. Ikke om Karl Ove Knausgård, forfatteren, denne ikoniserede, overalt afbildede forfatter, men om manden Karl Ove. Karl Ove og jeg er jævnaldrende. Det gør hans navn meget sådan gammeldags og noget, man snubler over. Et navn der slet ikke passer til ham. For nu kender jeg ham.

Jeg drømte om ham på den mand møder kvinde-agtige måde, og lidt senere er mand og kvinde nøgne sammen. Det kan være, jeg sjældent drømmer, men det er virkelig endnu mere sjældent, at jeg drømmer om andre end mig selv og en masse flydende spøgelseskarakterer. Men her mødte jeg Karl Ove på en bar.

Karl Ove ryger og drikker; jeg tror ikke, han drikker så meget mere, men det gjorde han i nat.

Karl Ove er tiltrækkende. Det var han også i nat.

Jeg har kun et at sige: han kan også skrive.

Jeg læste alle de satans mange bøger, da de kom, Min kamp, bind 1-6. Indrømmet, jeg skrålæste, men jeg ville være MED. Nu har jeg lige genlæst – eller afsluttet aflytningen af lydbøgerne.

Jeg synes, det er endnu mere fantastisk nu. Og hans perverst detaljerede stil passer fantastisk til det meditative ved at lytte, mens man går eller rydder op.

Han er den modigste mand i verden

Han er den modigste mand i verden. Han minder på mange måder om vores egen Jørgen Leths projekt i bøgerne Det uperfekte menneske, som han fik så meget ballade for. Knausgård fik også ballade, men slet ikke dér, hvor han var bange for det.

Han inspirerer mig vildt. Ikke til at skrive selvbiografisk med klokkesletagtig præcision – det ligger ikke til mig at skrive selvbiografisk, jeg har aldrig gjort det, og jeg kommer formodentlig aldrig til det – udover alt det, man ikke kan gøre for, fordi man jo bare er sig selv.

Han får mig til at huske, han får mig til at forstå, han får mig tilbage til steder i min fortid, jeg ikke har været længe, og han får mig virkelig til at være sikker på, at ingen af os er alene, vi er alle sammen sammen om at være bange for ikke at slå til, være gode nok, elskelige nok.

Det er smertefuldt og vigtigt. Selv de 400 sider om Hitler i sidste bind giver mening nu.

Jeg savner ham allerede. Især efter den tur i nat.

Jeg har tidligere udtalt mig om hans erotiske ubehjælpsomhed til pressen, altså den han rådede bod på i nat.