Når man savner det, der ikke er

Skal I ikke flytte til København, når I kommer hjem? spurgte veninden. For du kommer til at savne byen – du snakker ikke om andet – og København kan også noget.

Det kan da godt være. Men jeg savner ikke København. Jeg savner ikke Danmark ret meget.

Jeg savner ikke mit hjem. Jeg savner ikke mennesker. Jeg savner ikke det trygge og velkendte. For jeg har det hele her: hjem, mennesker, tryghed.

Jeg nyder til gengæld. Jeg forsøger at få det hele med, og derfor taler jeg kun og længe om byliv. Fordi det er det, der er det nye for mig. At man kan gå på berømt Michelin restaurant om torsdagen med en god, gammel ven og så være hjemme i morgenkåbe dagen efter. At have en weekend foran mig med masser af gæstebud, masser af storby slentren og måske en picnic i varmen langs vandet i Versailles-slottets smukke have på søndag.

Savn er for mig tæt på længsel, og jeg savner selvfølgelig det, der ikke er. Lige i dag, hvor solen står højt, hvor det meste er sprunget ud, og smoggen ligger tæt.

Så savner jeg det, at jeg i Danmark ikke bor i byen. Fordi i Danmark bor jeg nord for byen. Tæt på havet.

Det kan være, det bare er Øresund, en lille rende med mudret vand, men der lugter af salt og tang (og i Rungsted af kloak, ha!). Og selvom det ikke er lykkedes mig at blive vinterbader efter snart 20 år ved vandet, så kommer jeg jo forbi det hver eneste dag derhjemme. Og jeg plejer at hoppe i i påsken. Det bliver ikke i år. Der er trods alt 300 km til kysten her.