Når man fodrer djævlen på skulderen

Jeg fik en god ide i går om at kombinere den firseragtige modstand mod Goldman Sachs-andelen af DONG Energy og så Sørine Gottfredsens kronik om Nymphomaniac, hvor hun udtrykker, at von Trier har valgt ondskaben og derfor ikke længere er kunstnerisk interessant.

Jeg ville fikst og intellektuelt kombinere denne trang til at give det, vi ikke lige kan absorbere, et navn: nemlig ondskab; Goldman Sachs er selveste kapitalismens inderste diabolske væsen, og det er von Trier så også, fordi han ikke giver sin film en opbyggelig slutning.

Jeg ville på 500 ord indfange på lækreste vis, at vi eksternaliserer det, vi ikke kan rumme indeni.

Men så landede djævlen på min skulder.

Min djævel ser sådan her ud:

• jeg er dum, så det jeg skriver, kan jeg lige så godt slette igen. Gerne bagudrettet.
• skabet er fyldt med chips efter en fest i sidste weekend; de kalder på mig. Jeg burde smide dem ud, men det er jeg for svag til. De står nu i en pose nede i kælderrummet.
• min mand er på overnatning. Helt sikkert sammen med 27-årige, faste brunetter, der ikke har djævle på skulderen. For direktionen har nemlig skiftet alle mændene ud, uden han har sagt det.
• Margrethe Vestager har ikke ringet og spurgt, om jeg vil være kulturminister, nu når Jelved skal være uddannelsesminister, fordi Morten Østergaard skal være udenrigsminister.
• ergo: jeg er dum, uden egen vilje, rygrad eller format. Eller god smag.

Så var det, at jeg tænkte, at nu har jeg defineret fem djævlepunkter, som jeg ved, at jeg metodisk fodrede djævlen med i går, mens han sad på min skulder.

Kan man ikke også eksternalisere det? Som i: nu er punkterne spist og derfor væk?

Jeg tror ikke, modstanden mod hverken Goldman Sachs eller von Triers manglende opbyggelighed kan klares så enkelt. Men det var slet ikke det, jeg ville skrive. Jeg ville skrive noget meget mere psykologisk og sejt.

Det må blive en anden dag.

Hvordan ser din djævel ud?