Når man er for klog til det her sted

Kender I det, når man er for klog til det her sted? At man har regnet hele verden ud, uden I andre opdagede det? Sådan har jeg det lige nu.

I går blev jeg ringet op af TV2 Nyhederne. Om jeg lige kunne komme i studiet og være klog, og det kan jeg jo ikke (gad vide hvor meget presse-goodwill, jeg har mistet på den pariser-konto). Det var i anledningen af, at Charlotte Roches bog Vådområder nu er kommet som film.

Jeg har tidligere ment noget om Roches forkærlighed for det grimme ved kvinder, særligt væsker der kan komme ud og ind af rigtig mange forskellige kropsåbninger. Det er derfor, de ringer, tror jeg, og jeg får en ret god snak med journalisten.

Det kloge er selvfølgelig ikke det, jeg siger. Jeg siger noget, som søde vært Poul-Erik Skammelsen nærmest siger ordret. Da det ikke er særligt klogt, så lever jeg med copy-pastefornemmelsen. Det kunne være noget, de selv var kommet op med.

Er det virkelig klogt at sige, at kvinder også er klamme?

Det, jeg rent faktisk siger, er, at Roches projekt er at vise, at kvinder ikke kun er pæne piger, men at vi også lugter, er klamme, er grimme, og vi ved det godt, og vi tør også godt sige det højt. At det måske særligt er et sprogligt fænomen, som vi så første gang i Sex & the City (hvor de viser et langt klip fra serien), og at vi lige nu kan nyde serien Girls (som de også viser). At man ved at sammenligne sproget i tiden fra serien Friends til tiden med How I met Your Mother kan se, at vi er kommet noget, der minder om tættere på, hvordan vi i virkeligheden taler om sex, dog stadig helt mainstream-poleret.

Ikke særligt originalt, vel?

Det kloge er, at jeg regner ud, at det kommer til at gå sådan her:

• Kulturen får nyhedernes sidste to minutter; I ved, vi laver flødeskummen i livet, rugbrødet (skifergas og den slags) får de øvrige 28.
• De bruger de åbenlyse pointer, som jeg kommer med.
• De ringer og booker Stephanie Gaarde Caruana, som jeg foreslår – også forfatter og dertil filmanmelder.
• Mandlige anmeldere kan ikke lide filmen, fordi den er banal.
• Kvindelige anmeldere – nok mere af bogen – elsker den for dens sprogligt vulgære overflod og italesættelse af det grimme ved kvinden.

Og her kommer den vigtigste pind:

• Journalisten og jeg havde en lang, vigtig samtale om, at selvom kvinderollerne i mainstreamkulturen bliver mindre og mindre pæne, så er de stadig noget andet end bare hovedrolleindehavere: Sarah Lund, Claire Underwood, Carrie fra Homeland – de er enten tilknytningsforstyrrede, magtbitches, der er hårdere end selv selveste Frank Underwood eller bare diagnosticerede psykiatriske patienter. Hvornår får vi en kvinde, der castes som et menneske? Det indlæg laver de ikke. Det kan man heller ikke nå på to minutter.

Det skal lige siges, at jeg af gode grunde ikke har set filmen, og at jeg elskede bogen Vådområder – i de første 50 sider, fordi det er rigtig sjovt skrevet. Så gik der dæleme teenager i den for mig: Se hvor jeg er grim i munden. Til det kan jeg kun sige: “og?”

Suser ud i livet med nakken let knejset.