Moody
Så stod man der på kirkestranden i høj sol og bobler i maven over alting. Ejede hele verden. Kunne sige noget kritisk om forstæderne, og jeg havde også en skarp pen senere, da jeg lavede noter til foredragene, der nærmer sig.
Det var i går.
I dag er jeg bare moody.
I sidste uge pralede jeg til agent og redaktør om, hvor snart jeg var færdig med verdens bedste roman.
I morges nedsmeltede et kapitel under mig.
Det kan ske.
Andres lykke kræver overskud
Så laver man overspringshandlinger, og så kan man f.eks. finde på at gå ind på en kollegas blog, Anne-Marie Vedsø Olesen. Så kommer man til at læse et indlæg om, at hun er færdig med ENDNU en roman og dimser med bagsidetekst. Det er rigtigt! Hvor ondt er det? Du kan selv se det her, damn you, AMVO!!
Jeg synes, det er mærkeligt, at det kan svinge fra dag til dag med tekst og selvopfattelse. Jeg er ikke PMS. Jeg forstår det ikke. Jeg går bare i seng nu, for så kommer morgendagen, og så kan jeg være megaloman igen i god ro og orden.
Jeg prøver med et andet foto så.
This Post Has 6 Comments
Skriv et svar
This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.
Læs også
Der er forhåbentlig hverken så mange ambulancer og ølråb i Espergærde. Men hvad er der ellers galt med den nederste overskrift?
Det med op- og nedturene, med at man er genial den ene dag og føler sig mindre genial den næste er næsten et kår eller en kastethed, man må slæbe med sig, når man arbejder alene en del eller hele tiden.
Men jeg har lært, at hver gang jeg slår mig sammen med en anden om et projekt, længes jeg efter at være på egen hånd. Så der må også være noget godt ved at arbejde for sig selv.
Der er 90% godt ved at arbejde alene. Og så er det jo den rigtige beslutning, og i morgen kan jeg igen, faktisk kan jeg allerede nu! – det er billedteksten på Informations artikel, om det storslåede i verden, der kommer ind i min roman. Pyh! Og det var mig selv, der sagde det. Bvadr!
Jeg forstår stadig ikke det der “Bvadr”?
Du kan da sagtens stå ved, at det er ret storslået at kunne kigge ud over en af verdens klassiske storbyer. Det slår udsigten til Teknisk Gymnasium på Frederiksberg, og jeg tror også, det muligvis inspirerer en forfatter en hel del mere:-)
En af de ting, som jeg ofte arbejder med i forhold til mine klienter, er, at de skal stå ved, at de kan noget inden for deres felt.
Hold da op, hvor er der mange der udspiller sig selv ved bare at åbne munden og underminere alt det kloge, de lige sagde – og ville kunne have bidraget med til gode løsninger, hvis de ikke lige havde sendt dem selv uden for døren.
Kære Liselotte. Selvfølgelig er det storslået med Paris, og selvfølgelig håber jeg, at det kan spejle sig lidt i min roman. Som forfatter bliver man faktisk nødt til at tænke stort, større end sig selv, sin tekst, for at komme i mål. For er der overhovedet brug for en bog mere, har jeg overhovedet noget på hjerte, etc. Den diskussion har jeg stort set aldrig med mig selv, for så ville jeg lave noget andet. Men engang imellem tager man en rutschetur, fordi det kan synes uoverkommeligt at skabe det hele selv med den dagsorden, at det ikke bare skal være færdigt men skidegodt. Jeg betragter ikke mig selv som en, der underminerer egne pointer, tværtimod holder jeg fast i dem, nogle vil måske mene for meget med både næb og klør. Men det er mit arbejde. Dagen i går var en rutschetur-dag, og det var bare sært, at det lige blev i går, fordi i forgårs (og i dag) har jeg allerede snuden flot i sporet igen. Det lyder, som om det du laver i din hverdag er rigtig meningsfuldt, for ja, vi skal tro på, at vi kan, ellers kommer vi ingen vegne. Og mennesket er virkelig det dyr, der selv slår de streger, det snubler over, som Piet Hein sagde.
Det var dælme et af de bedre Piet Hein citater!
:)