I disse år lever jeg tit uden min mand. Igen igen ændrer vores parforhold sig,…
Mon ikke forfattere bliver ved med at skrive?
“Er der nogensinde en forfatter, der har skrevet en bog for at få penge?” og “mon ikke forfattere bliver ved med at skrive gode bøger, selvom der er masser af dem på masser af forskellige tjenester til billige penge?”
To spørgsmål fra en af mine heltinder, Christiane Vejlø. Hun er inde i min radio en gang om ugen i sit superpodcast Elektronista på Radio24syv. I sidste uge snakkede hun med sin gæst om Liveboox, det sted på nettet, hvor man kan leje ebøger, og de sure boghandlere, der mener, at liberaliseringen af bogpriserne – det at man ikke længere har regler for, hvad en bog må koste – har gjort litteraturudbuddet i Danmark til et bestsellerudbud, hvor den Rigtige Litteratur drukner.
Egentlig kan jeg godt lide, når folk fra andre brancher kigger på vores. Siger, at nu må vi holde op med at holde fast i gamle forretningsmodeller og se at komme op på hesten og blive digitale på en måde, som gør det godt for læserne og for litteraturen. Faktisk tror jeg på, at det er det, der skal til.
Men jeg kan godt nok ikke lide det underliggende i hendes spørgsmål: At kunst bare er noget, vi bliver ved med at lave, også selvom der ikke er penge i det. For der ligger i den antagelse desværre en sandhed men sandelig også en fastholdelse af, at forfattere er nyttige idioter, der bliver ved med at skrive, også selvom vi ikke betaler dem. Så lad os da endelig lade være med det.
At skåle med Klaus Rifbjerg
I denne her uge har jeg stødt på to forhold, der lige netop tænker som min heltinde:
Først en lydbogsaftale i min postkasse, hvor der kvit og frit står, at hvis det mod forventning lykkedes forlaget at sælge nogen fysiske lydbøger – altså en skive DVD i pæn indpakning – får du ingenting, lille Lotte. For du ved, det er et lille marked, og du har jo skrevet teksten, så skal vi ikke bare droppe de håndører?
Det næste forhold er venindekollegaen, som bliver opfordret til at sidde i jury for en genrelitteraturkonkurrence. Sådan en hvor man skal læse en masse tekster og mene noget om dem og udpege en vinder. Uden honorar. Men du ved, lille forfatter, der er jo eksponeringen! Og hvem ved – til receptionen kan det være, at du kan skåle med Klaus Rifbjerg.
Jeg bliver så træt. Christiane Vejlø – kunne du finde på at lave det, du gør, som du elsker og har talent for, og som er det eneste i verden, du kan finde ud af, hvis du ikke fik penge for det? Du ville nok svare ja, men ligger der ikke netop i afregningen en anerkendelse af, at du har talent og er dygtig? Og er det i virkeligheden ikke også her, at der ligger et drive? Eller er det bare en skøn, lille kreativ hobby, som du kom til at leve af? Ups!
Kunstnere er professionelle. Ligesom andre eksperter. Behandl os gerne sådan.
Denne fredagsbøvs kan du også finde på litteratursiden.dk, hvor jeg for tiden er ambassadør.
DEL:
Comments (15)
Skriv et svar
This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.
Læs også
Sådan – gody brøt løve – og tak for det!
ok – sæt bare selv de rigtige bogstaver ind – t og l :-)
jeg har også tastatursyge. Det hedder ivrighed! – og tak for det med løven, kan godt lide tanken om at være løve.
Og Christiane Vejlø vil gerne snakke om det her – det gør vi ovre på hendes blog:
http://elektronista.dk/fritid/ja-lotte-nogle-gange-vil-jeg-godt-arbejde-uden-at-fa-penge-for-det/#comment-10010
KOM OG LEG
Hej Lotte.
Godt indlæg, og fedt at du tager debatten op. Jeg tillader mig at lave et indspark.
Jeg er grafisk designer og betragter ikke mig selv som kunstner, fordi det meste af det arbejder jeg tjener mine penge på, er “gun for hire”. Dvs. jeg laver et stykke grafisk kommunikation for en kunde som har kundens behov og målgruppe for øje, mens jeg tilsidesætter min egen smag og behov. En kunstner betragter jeg som en, der udøver sit fag uden at tænke nævneværdig meget på målgruppen eller slutbrugeren i det hele taget: Her er er det selve produktet, litteraturen, der er kunden.
Men, vi har alligevel noget tilfælles, du som kunstner og mig som designer: Som designer og tegner bliver man konstant spurgt om man vil lave gratis arbejde. “Du tegner jo alligevel, så du kan alligevel godt tegne til mig” eller “Det vil se godt ud i dit portfolio” eller “jeg vil nævne dig til alle mine venner”.
Når man starter op som freelancer falder de fleste i fælden og arbejder enten gratis eller for en virkelig lav løv, men efterhånden bliver man skrappere og begynder at sætte sine priser så man kan leve af det, og endog tjene på det.
Det er sikkert ikke så nemt, som jeg her gør det til: Jeg er ikke forfatter og kender ikke jeres branche indefra, men det der undrer mig er, at i som forfattere finder jer i, at lave gratis arbejde. Hvorfor siger I ikke nej til arbejde uden løn og stritter imod dårlige kontrakter? Forfatterne har da, så vidt jeg ved, fagforbund som kan gå ind og støtte i de konkrete situationer du nævner herover?
Jeg er som sagt masser af gange stødt på den fordom, at jeg bør arbejde gratis for folk, fordi jeg tilfældigvis laver noget de opfatter som en anelse kunstnerisk. Måden at komme det til livs på er, at forklare dem, hvordan det jeg laver faktisk er et job: At jeg har kundemøder, lægger budget, skriver tilbud, researcher, planlægger, og strukturerer længe før jeg når til idégenerering og designarbejde. Når jeg forklarer dem det, kan de godt se, at det jeg har er et rigtigt job. Jeg mener, at det er de kreatives problem at de er dårlige til at forklare dem med 9-17 jobs at vores arbejde også er et rigtigt et: Ikke den anden vej rundt.
Med hensyn til at tjene penge, så er der bestemt dele af de opgaver jeg har lavet som har været usigeligt kedelige og som jeg ikke har i mit portfolio, af frygt for, at nogen vil hyre mig til at lave det samme. Jeg har kun de projekter online som jeg gerne vi hyres til at lave noget lignende af. Jeg håber på, at jeg en dag kun har projekter som jeg synes er 100 % spændende, men indtil da slår det ingen skår af mig at lave kedeligt eller ligetil grafisk arbejde, bare det giver mig godt nok betalt.
Så vidt jeg ved, er der også forfattere der samtidig arbejder som redaktører, undervisere, journalister, klummeskribenter, tekstforfattere og hvad ved jeg, mens de samtidig arbejder på en bog. Men er der noget galt i det? Så længe man bliver betalt på disse andre jobs, er det vel et spørgsmål om gynger og karruseller?
Selvom man som forfatter drømmer om at kunne leve af at skrive, er der vel ikke noget i vejen for, at have andre jobs undervejs?
Hej Malene, fedt du deltager!
Som tidligere formand for Dansk Forfatterforening ved jeg, at der virkelig forsøges at sørge for, at ingen bliver snydt på kerneopgaven: At skrive litteratur. Det er bare ikke enkelt. For det er hele tiden, man skal markere, at man gerne vil tjene penge på sin tid – eller høste anerkendelse, som en ordentlig løn også symboliserer. Samtidig er det meget få forfattere, der tjener rigtige penge på litteraturen, og så kommer der denne fællesskabsfølelse om, at vi gør det i en anden sags tjeneste, så pyt med pengene, ikke? I skriver jo alligevel? De fleste forfattere har prøvet at skulle gøre noget for et par flasker, mens ham der sætter mikrofonen på trøjen er timelønnet.
Det er ikke vores arbejde at gøre opmærksom på, at vi vil have løn for arbejde. Det bliver vi nødt til, men det er ydmygende hver gang, og der er desværre ingen garanti for, at jobbet så bliver til noget.
Som jeg ser det, er der masser af ræson i at arbejde gratis en gang i mellem, som også Chistiane Vejlø beskriver det i linket ovenfor. Så det er ikke et firkantet nej.
Det, som forarger mig, er, at det ikke kun er Samsøs læseklub, der spørger, men det er også folk, der rent faktisk har råd til at betale – store tv-kanaler/forlag/statsstøttede litteraturbegivenheder/universiteter. Dér tror jeg, der er en forskel på vores brancher.
Og jeg lover dig, at du ikke kender en eneste dansk forfatter, der ikke også arbejder som redaktør/underviser/journalist/oversætter mm. Der er få, der nu er holdt op, men det er dem fra bestsellerlisten.
Så måske er det ikke helt sammenligneligt?
“Det er ikke vores arbejde at gøre opmærksom på, at vi vil have løn for arbejde. Det bliver vi nødt til, men det er ydmygende hver gang, og der er desværre ingen garanti for, at jobbet så bliver til noget.” > denne sætning bliver du nødt til at forklare mig nærmere. Jeg forstår ikke, hvordan det er ydmygende at gøre opmærksom på, at I skal have løn for jeres arbejde?
Men hensyn til hvem der spørger om gratis arbejde, er det ligeså udbredt indenfor min branche at blive spurgt af alle lige fra Samsø læseklub til etablerede virksomheder og statsstøttede organisationer om man vil arbejde gratis. Det sker også indenfor modebranchen, for skuespillere og for musikere. I min branche kan vi også få vores arbejde stjålet, og må forklare vægge op og stolper ned om ophavsret – det kan jeg forestille mig, at I også kender.
Jeg er ked af at sige det så hårdt, men det virker meget som om, at de forfattere der føler som du, har en lidt besynderlig måde at anskue jeres arbejde på, hvis I ikke er klar over, at andre brancher har de samme vilkår og problemer – men godt kan deale med dem uden at gå i panik.
Mit sidste svar blev skrevet ret hurtigt og lyder lidt hårdt, kan jeg se, når jeg læser det igen. Sådan er det ikke ment:) Vil meget gerne forstå, hvorfor du bruger ordet “ydmygende”. Før jeg blev designer spillede jeg musik. Jeg har prøvet at stikke priser ud for at spille suppe-steg-is-musik mens jeg stadig var teenager, og det var angstprovokerende at tale om penge, men ikke ydmygende, så jeg forstå ikke helt, hvad det er i oplever.
Hej igen, Malene. Jeg kan tage det hårdt!
Jeg tror, jeg har taget fejl, når jeg kan se hvor meget du beskriver, at vores brancher ligner hinanden med hensyn til at få penge for vores professionalisme. Det gør det ikke bedre – og måske gør det mig opmærksom på, at når du synes, jeg går i panik, fordi jeg skriver om det her, at problemet er langt mere strukturelt, end det blot er noget med, at man bare kan tage sig sammen og bede om sine penge. Det synes jeg vi skal være sammen om at gøre opmærksom på.
Der er nogen, der er gode til selv at sætte pris på deres arbejde, og der er nogen der ikke er. Derfor skal der være orden i det, og derfor skal man ikke selv bede om sin løn.
Jeg synes mere på et overordnet plan, at det er ydmygende – som om man nok ikke er noget værd, nu når kunden selv ikke synes det.
Jeg skrev det her indlæg på baggrund af en radioudsendelse, hvor vores (og din?) nye virkelighed er, at indtjeningen presses på grund af digitalisering. I den diskussion kommer der let en stemning om, at vi da bare kan tjene pengene på noget andet – at vi må få os nogle andre forretningsmodeller. Det kan man godt, hvis man var boghandler eller forlægger, men litteratur er bare ord i rækkefølge, lige meget om de ender som papir, som digital fil eller som en uendelig streaming. Og arbejdet med at sætte de ord i rækkefølge har ikke forandret sig.
Og så synes jeg, du er megasej, at du stak priser ud allerede som teenager.
Tror mange af de kreative brancher kan lære meget af hinanden ift kontrakter, prissætning, kundekontakt og den slags. Det virker som om, der er mange lighedstegn på tværs – i hvert fald mht design og musik.
Jeg kan egentlig godt se, hvordan det kan være ydmygende, når jeg tænker over det. Min egen reaktion har altid været at blive usikker på, om jeg var god nok. Efterhånden gik det over til at blive småfornærmet og gal og nu er det nået over til at jeg smågriner af folk, og spørger dem, om de ikke forventer at få løn for deres arbejde – hvorpå de fleste godt kan se det.
Men som forfatter er man måske egentlig sjældnere i den situation hvor man skal tale om penge. Som freelance designer sender jeg tilbud ud forholdvis tit. De første mange gange var det rigtig svært, men efterhånden har jeg lært hvordan man gør og at være skrappere. Måske mangler visse kreative bare vejledning og støtte til, hvordan de ser sig selv som en enkeltmandsvirksomhed?
“Og så synes jeg, du er megasej, at du stak priser ud allerede som teenager. ” > Jo tak da, men jeg var frygtelig underbetalt! Turde jo ikke sige det beløb jeg gerne ville have :D
ha! jeg synes faktisk det er en virkelig god ide, at forfattere bliver dygtigere til at betragte sig selv som enmandsvirksomheder, for at tilføre professionalisme i alle led. Måske man skulle kaste sig over det, når jeg kommer hjem fra mit franske eventyr :)
Med fare for at lyde som en SælgerSøren, så er der en forretningsmulighed dér;)
Jeg færdes virkelig for meget blandt iværksættere for tiden, kan jeg mærke …
:)
[…] Fra november har vi Mon ikke forfattere bliver ved med at skrive, som jeg skrev, fordi jeg blev irriteret over kritikken af standen om, at vi da bare må tjene […]