Misbrugt af Hans Bonde

Nu skal I høre, hvordan man kan blive manipuleret med i den offentlige debat, citeret for det, tolket på det og derefter udgivet i en fagbog af en professor. Husk det næste gang du læser faglitteratur, og du tror du læser Sandheden.

Da jeg var formand for Dansk Forfatterforening, blev jeg ringet op af journalister en gang om ugen og spurgt om alt muligt mellem himmel og jord. Om krimierne var på vej ud, om der var indvandrerlitteratur nok i Danmark, og om mændene dominerede litteraturen. Store emner, som skulle svares på til 2-10 linjer i avisen. Jeg blev ferm til det, måske for ferm? Og jeg kunne svare på det meste fra hoften. Et af disse interview er nu endt i en bog, hvor jeg godt nok kommer igennem vridemaskinen, som om det var et emne, som jeg brændte for at udtale mig om.

Jeg er citeret for at sige (på spørgsmålet om mænd dominerer dansk litteratur):

“Det er Morten Ramsland, der vinder Danske Banks Store Pris, det er Jens Smærup Sørensen, der er sekretær for Det Danske Akademi, og det er Carsten Jensen, der fører forfatterstemmen i den offentlige debat. Det er i det hele taget mænd, der løber med sildesalaten og ordenerne, mens dem, der rent faktisk skriver det, folk læser, er kvinder. Det er det mønster, vi også kender fra alle mulige andre dele af vores arbejdsliv, men det er interessant, at det også finder sted i en intellektuel branche som vores. Problemet er, at der er noget bagudrettet reaktionært mandehørm i mit fag – ligesom i de fleste andre fag. Der er prestige i at være forfatter, det har der altid været, og derfor tiltaler faget selvfølgelig også det køn, som plejer at løbe med de gode stillinger i samfundet, nemlig mændene. Men dem, der rent faktisk lykkes med forehavendet og brødføder det læsende folk, det er kvinder.”

Professor Hans Bonde har skrevet en ny bog “Fordi du fortjener det”, og han har ovenstående citat med. Jeg har egentlig altid fundet ham interessant og befriende anderledes tænkende, og netop derfor har jeg høje forventninger til hans evne til at diskutere netop feminisme. Han rejser vigtige spørgsmål i bogen – om ’ligestilling’ er i fare for at blive synonymt med ’kønsbalance’, og mange af hans pointer er velunderbyggede. Men han har en dagsorden med mig, og det skulle han ikke have haft:

Fejl 1

Han skriver, jeg har skrevet et debatindlæg om, at mænd dominerer litteraturen, men det er ikke min ide at snakke køn og forfattere, det har jeg aldrig taget initiativ til, for jeg synes ikke, det er en vigtig debat; jeg stiller mig blot til rådighed over for journalisten. Alligevel kalder han det et debatindlæg, som breder sig i pressen. Men ikke med min medvirken.

Fejl 2

Han skriver, jeg ikke har styr på fakta (citat: “Så sikre er feminister som Garbers på deres foruddefinerede verdenssyn, at de ikke engang behøver at tjekke fakta, før de lufter det i offentligheden”) og bruger en anden avis’ historie om kunststøtten, der viser, at 8 ud af 10 forfattere, der har modtaget mest kunststøtte, har været kvinder i de sidste fem år. Det ved jeg godt, det er sådan noget en formand for Dansk Forfatterforening skal vide, men jeg udtalte mig slet ikke om kunststøtten – men om en privat pris, Det Danske Akademi og penneførerne i aviserne. Alligevel beskyldes jeg for ikke at have styr på fakta.

Fejl 3

Han kalder mig feminist. Jeg har nogle ord, jeg hader. Feminist er et af dem, fordi jeg i bund og grund ikke mener, at man kan vælges på grund af sit køn og ikke sine kvalifikationer. Jeg bruger aldrig det ord om mig selv. Hvis han ville læse nogle debatindlæg af mig, altså holdninger fra min stol, noget jeg selv har haft brug for at udtrykke min holdning om, ville han blandt andet støde på to om Jørgen Leth fra Ekstra Bladet og Politiken. Her  forsvarer jeg Leth og hans kokkedatter – et synspunkt der traditionelt får feminister op af stolene.

Fejl 4

Han skriver, at jeg føler dybt ind i knoglemarven, at kvinder bør hjælpes, at jeg får mænd til at skamme sig, og at jeg får en kæmpe overraskelse, når virkeligheden ikke stemmer overens med min opfattelse. Han kender mig ikke. Jeg føler ikke, at det er synd for kvinder. Jeg synes ikke, mændene skal skamme sig over tidligere tiders privilegier, og min virkelighed er ikke blevet korrigeret (tror, han mener det med kunststøtten). Faktisk er jeg imponeret over, hvor meget han kan tillægge mig på baggrund af det lille citat.

Fejl 5

Han aner ikke, hvad jeg står for. Et faktatjek fra ham havde afsløret, at jeg klagede over, at vi i forfatterforeningen skulle stille med både en mandlig og en kvindelig kandidat til de udvalg, der uddeler kunststøtten. Vi havde fundet den rigtige, og jeg synes faktisk, at det er sexistisk at bede os forholde os til køn i en sag, der handler om litteratur. Med andre ord: jeg tror, vi er rørende enige på det punkt.

Kunne man ikke forledes til at tro, at jeg mener alt det, han tillægger mig? Jo, da. Sådan kan man da sagtens læse det. Det er bestemt ikke min skarpeste udtalelse. Det er ikke min pointe. Min pointe er, at han taget et enkelt citat fra mig, tildeler mig roller i debatten, jeg virkelig aldrig har haft, for at dokumentere sin egen. Han taler decideret uf af det blå. Han har nogle fordomme om kvinder, der får mig til at synes, det er lidt synd for ham. Men mest er jeg nu irriteret over, at alt det ævl nu står om mig i en bog skrevet af en kønsforskende idrætsprofessor. Han kunne jo bare have ringet.

Læs tre fremragende anmeldelser her:

En perspektiverende: Anders Haahr Rasmussen

En meget kritisk: David Trads

En grundig: Frederik Stjernfelt