Min underbo er blevet mærkelig

Jeg har før skrevet om min underbo. Egentlig er det en hel familie med to små yndige børn, forældrene er 100 år yngre end mig og sådan smukke og berliner-økologiske i det. De elsker os ikke. Eller rettere: Det er kun kvinden, der ikke gør, fordi hun synes, vi larmer. Og nu er hun blevet helt mærkelig, hvad angår problemløsning via det, man kalder kommunikation.

Jeg er faktisk ret sur og har været det hele dagen i går. For i går kom larmeloven op på elevatordørene over det hele. Det er den del af lovgivningen, som fortæller, hvornår man må larme i det offentlige rum – altså den caféerne og markedspladsen skal rette sig ind efter. Den der koster 450€ at overtræde.

Det synes jeg er en meget mærkelig måde at fortælle nogen noget på. For hvad regner hun med, at vi gør ved det? Vi må for eksempel ikke udføre byggeriarbejde efter kl. 19 på hverdage. Eller spille hi-fi musik før kl. 9 om søndagen.

Vi kunne gøre, som vi var unge og tage en stor højttaler, lægge den med fronten mod gulvet, skrue rigtig højt op og så hoppe ved siden af, som min mand gjorde, da hans underbo klagede, da han var flyttet hjemmefra.

Jeg har i hvert fald lyst.

Diamantarmbøjninger larmer. Undskyld underbo

I nat græd deres baby også kl. 5. Hun er nok stille og roligt ved at blive skingrende vanvittig, for hun har virkelig ikke meget ro dernede. Og gid det var vores skyld. For ja, vi larmer, vi er mange, vi er unge, (nogen er), vi hører mærkelig høj musik, (nogen gør), vi lader os umotiveret falde ned på gulvet og laver en diamantarmbøjning (nogen gør), og det forstyrrer også.

Hun skulle bare vide, hvor meget vi egentlig kunne larme, hvis vi ikke konsekvent tog skoene af, slukkede sub-wooferen, skruede ned, løftede mini-anlægget væk fra gulvet og aldrig trak en stol efter os gennem to rum.

Men det ved hun ikke. For hun kommunikerer ikke. Jeg har snakket med hende 1 gang. Da sagde hun: “C’est pas vous!” 100 gange, og det kunne jeg så vælge at tro på – at det ikke er mig, der er noget i vejen med. Men det tror jeg. For hun siger til vores husmester, at nu må han gøre noget.

Men hvad? Kom, vi lader være med at komme op ovenpå og prøve at lave en aftale. Lad os i stedet sætte en kopi af larmeloven op. Og så ignorerer vi dem deroppe øverst. Så kan de lære det!

Hun er også holdt op med at svare min søn, når han siger bonjour til hende. Han er begyndt at smile endnu mere efter devisen: “lad os kramme dem ihjel.”

Det er ærgerligt, at hun er blevet mærkelig. For vi har virkelig nydt godt af, at Frankrig og franskmænd har været imødekommende, venlige, lidt reserverede, javist, men bestemt ikke mærkelige. Som da en ældre mand kom op den første uge og bad os om at lade være med at lufte dyner ud over balkonen, fordi det ser hæsligt ud. Og det har han ret i, og alle de andre kan se det, fordi vi bor i en bygning, der ligesom drejer. Og udsigten her er det, man betaler for.

Nå. Jeg tror, det er tid til et indendørs flikflak.

Følg i øvrigt rigtig gerne med ovre på livefralolland.dk. Det er sjov. Også uden ja-hat.