Min mors syrener

Da min mor døde, var det juni. Vi er tre børn, og vi pyntede selv kisten. Min far sagde: “I må gerne tage dem alle sammen.” Han mente syrenerne. Vi havde en hvid og en lyslilla busk, og vi klippede samtlige blomster af og lagde på kisten. Det så fantastisk ud.

Min mor døde, da jeg lige var blevet 29. Det var forfærdeligt, men det er også noget, der havde sin egen fredsommelige boble af syrener: en tid helt i følelsernes vold, som jeg aldrig glemmer. Som disse syrener, vi for en enkelt gangs skyld fik lov at gå på rov i.

I min have i Danmark står der (måske endnu) to små skaldede syrenbuske. Den ene har vi stjålet i Sverige – en lyslilla, som min mand plantede, altså en blomsterdusk, han flåede af en busk, og som han efterfølgende bare knaldede i jorden og gav et skvæt vand. Noget, man ikke lige tror kan lykkes, men han er en stor romantiker og nok stadig lidt forelsket i min mor. Den anden har jeg fået af mine søskende, da jeg blev 40.

Syrener fylder i vores liv.

I min barndom havde jeg en veninde, der boede rundt om hjørnet. Hendes mor døde, da hun var 15 år. Noget ingen af os nogen sinde helt har kunnet begribe – hvor meget det sætter spor at miste så vigtigt så tidligt. Vi har den mest morbide tradition, fordi det er så mange år siden, hun har boet i Danmark, og vi ses ikke ret tit. Så juleaften mødes vi på kirkegården med te i termokanden og hjemmebag. Så smækker vi lidt røde juletulipaner ned til vores mødre på gravstedet (og også lidt til min far, der også er død), og så sætter vi os med et tæppe og småkagerne og knævrer løs. På en kirkegård. Vi elsker det, og med alt det, der også skal ske i en familie d. 24.12. er det en tradition, det har kostet lidt at få til at vare.

Det er hende, der har taget det foto af syrenerne forleden. Hun tænkte på min mor, da hun så dem og sendte dem så til mig.

Sorg er også omsorg og noget, der ikke behøver at være farligt – det kan faktisk også være dejligt.