Min mindste blev student, og han får skældud

Nu er min mindste blevet student, og han bliver sådan skældt ud. Ikke af mig, men af medierne. For tiden er det det med det digitale. Det plejer at være det med drukken. Om fem år er det nok noget andet.

Til translokationen holdt den mindstes rektor en fremragende tale. Retorisk var han en knag – lokkede os til at tro, at han mente, at nutidens unge var selvoptagede, selfieramte, karakterfokuserede, ikke i stand til at udvise empati og naturligvis digitale junkier. Det mente han også, at de var. Lidt i hvert fald. Men det er ikke deres skyld. Det er altid de voksnes. Og så mente han, at de unge også var omsorgsfulde, livslystne, lærevillige og lækre (mine ord).

Unge gør ikke oprør. De behager

Rektor så ikke deres fokus på sig selv, deres udseende og egne meritter som et klassisk oprør, men som et udtryk for at behage. For unge gør oftest, hvad der forventes, selvom vi dyrker myten om, at teenagere skal gøre oprør for at komme til sig selv. Jeg synes, rektor har ret. Vi forventer meget af dem i disse år: Få en uddannelse hurtigt. Indgå i nye sammenhænge (digitalt, arbejdsmarkedsmæssigt, globalt). Få børn hurtigt inden sædkvaliteten falder (svært når man så også skal uddanne sig hurtigt). Og så videre.

Det, vi så vælger at fokusere på i samfundsdebatten er, at har de taget en telefon med til bordet (hvilket det i min familie ikke er ungerne, der gør), så har de mistet evnen til nærvær.

Jeg skal nok skrive det åbenlyse: Folk der ikke kan kigge andre i øjnene, eller tale med dem, der rent faktisk gerne vil tales med, når de sidder sammen, har selvfølgelig et problem. Men jeg synes, vi overser de nye måder, der sker nærvær på – det, der bliver kaldt til tide i stedet for til stede – fordi nærværet er flyttet til at være vigtigst i tid (man skal svare sine venner med det samme) i modsætning til før, hvor det var rummet, der var vigtigst. Jeg plæderer altså ikke for, at alle skal sidde og kigge ned i skærmen. Men hvem lærte de mon det af?

“Nej, sådan gør jeg aldrig”, siger du måske nu til dig selv, men jeg har endnu ikke mødt en digital-bekæmper, som ikke har sine egne digitale vaner, der gerne må dominere netop deres liv: At tage telefonen hver gang, den ringer, at sidde hver aften foran en skærm, der hænger på væggen, eller blot elske de fotos, som bliver taget af de snarrådige, unge, der knipser løs i deres liv. Vi gør det jo alle sammen på hver vores måde – dette nye liv.

Skal vi ikke aflyse de unge som digitalt fortabte?

Jeg er nok mere digital end de fleste, jeg har f.eks. en blog, og jeg ved, hvad megahertz betyder for min computer. Jeg har også gadgets og kan lide det. Jeg er en af dem, der ser fordelene frem for ulemperne. De der har børn, der isolerer sig på teenageværelserne på en ensomheds-skabende måde, skal ikke bruge en digital revolution som undskyldning. Det er at lægge problemet fra sig. De kan højst bruge den som en forklaring på, at det gik så stærkt, måske.

I lang tid talte vi om, at børn i dag havde curlingforældre, der fejede alle sten væk foran dem. Det snakkede rektoren faktisk slet ikke om. Men curlingforældre som begreb er også lige blevet aflyst en professor fra Århus. Det skete efter de hysteriske reportager fra Roskilde Festivalen, om at det var for vådt og koldt til de små pus. Curlingforældre findes simpelthen ikke, viser en undersøgelse. Det er garanteret noget, Politiken har fundet på.

Skal vi ikke også snart til at aflyse de digitalt fortabte unge? Ligesom vi skal aflyse alle de andre ting, som enhver tids mediebølge beslutter sig for at harcelere over? Helt ærligt – vi har større problemer i generationerne, der kommer.

Og hvor læste du det her? Er du til stede, dér hvor du er? Til tide? Eller på lokum?