Da min mand lagde min søn ned i kufferten

Eventyret i Saudi-Arabien er allerede i gang. Jeg er i Riyadh lige nu for at aflevere min mand hernede, og da han rejste, lagde han vores yngste søn ned i kufferten. Han kunne godt være der.

Vi har to sønner: En der flyttede, da han var 15 (nej, stadig ikke tilgivet, selvom han bliver 24 om et par uger) og en vi tvang med til Frankrig, da han var 14 (nej, jeg regner ikke med, at vi er blevet tilgivet). I de to linier har jeg etableret det, familier består af: Myter – familien med de to sønner, hvor en har udlængsel, en har det modsatte.

Myten igennem nu snart tyve år er, at den yngste søn ikke kan lide eventyr. Hvis man spurgte ham, da han var lille, om hvilken dag han bedst kunne lide på ferien, så var det “den dag vi blev hjemme”. Det var ham, der som 4-årig stod i en thailandsk bungalow og savnede “murerhuset” i Danmark, og den rolle holder vi ham alle fast i.

Men det første han sagde, da han ankom til første by på sidste års sommerferie i Mexico var: vi skal ind i junglen, ned i mangroven, ud til djævlerokkerne, hen til ruinerne. Vi andre fremhævede det straks som undtagelsen, der bekræfter reglen.

Jeg ved det jo ikke, men jeg gætter på, at han kommer til at blive ham, der får rollen som den konforme og tryghedssøgende i vores families fortælling, og når hans kone om 20 år siger med spids stemme: “jeg gider ikke vise vores billeder fra Svalbard / månen / Marianergraven, for din famile spørger bare, om du savnede murerhuset”.

Familie tillader ikke forandring af personligheder

Der er mange grunde til, at familie er svært. Det ved I fra jer selv. En af dem er måske, at vi ikke tillader forandringer i personligheder. Eller vi er bebyrdet med viden om hinandens tidligste tegn på personlighed, som vi måske en kende for stædigt holder fast i.

Et af familiens stærkeste kort er udveksling af anekdoter. Anekdoter er historiefortælling, og historiefortælling er værdier, som vi bringer videre. Men er familiens snubletråd så, at vi ikke hører eller ser hinanden, når vi forandrer os? Det er vel en af de mindst elskelige situationer, når man ikke bliver set af sine nærmeste.

Min mand ville have ham den tryghedssøgende med i kufferten, fordi han tror, at det bliver ham, han kommer til at savne. Han bor hjemme lidt endnu. Han fylder 20 om et par måneder. Og pludselig går det op for mig, at myterne er nogen, vi lægger over i vores børn: Min mand er en eventyrer, javist, men han er den vildeste tryghedsnarkoman.

Vores yngste søn skal ikke bære vores myter. Han skal lave sine egne. Og så skal min mand ikke putte ham i kufferten længere. Han skal løsrive sig. (Den sidste sætning er nok mest til mig selv).

Disse ord er skrevet lige her – midt i januar på balkonen, som min mand har dedikeret til mit kontor.