Min mand er en af DEM – om stress

Heidi Vesterberg har skrevet en perle af en interviewbog om stress, og jeg har tvunget min mand til at læse den. For han er en af DEM. En af dem, der var tæt på selv at ende dér, og ikke mindst en af dem, der ser det i hverdagen – desværre – som leder i en ret så stor virksomhed.

Han synes, bogen er meget god, og han slugte den. Han ville have elsket at have læst den inden, eller undervejs, eller lige midt i det hele, for Vesterberg fanger de genkendelige historier ind og hjælper til med at kunne få øje på dér, hvor man måske kunne have nået at ændre sin adfærd, som han siger.

Min mand har ikke haft sygdommen stress. For han vidste, den var gal og nåede at kaste håndklædet i ringen inden. Men i dag er det stadig sådan, at når han har kløe i ansigtet, så skal der skrues ned.

Hvad var den bedste historie?
Mange var gode, for de viste, hvor fælt og hvor mange dimensioner stress kan kan have. Måske var den med Brian Ravn Galsgaard bedst. Det var den manglende anerkendelse fra chefen, der fik ham ud over kanten. Det er så vigtigt, at vi forstår, at stress ikke kun betyder Meget Arbejde. Bogen her viser, at der er en anden dimension, at der er meget at skulle holde øje med for at undgå, at man presser sig selv for hårdt.

Hvorfor tog det så lang tid at sige stop?

Hvordan arbejder du selv med stress i hverdagen?
I Novo Nordisk i Frankrig arbejder vi principielt med 3 stop, når der er mistanke om stress:
Stop 1: Du skal selv sige stop. Men det er jo det allersværeste. Vi falder i det, vi kalder Engagementsfælden, for vi elsker vores job, og vi tror virkelig, at om en måned er det ovre, det der pres. Det kan føles som et nederlag at sige fra, men man gør åbenlyst ikke sig selv eller sin arbejdsplads en tjeneste ved at køre sig ud over afgrunden.
Stop 2: Din chef skal kunne se det. Hvis du sidder dér til kl. 20 hver dag, så skal chefen blande sig, for det er ikke meningen. Man skal stille spørgsmålene – mangler du ressourcer? Kompetencer? Og så skal man selvfølgelig følge op med handlinger.
Stop 3. Dine kolleger ved det nok, og det skal de sige videre. Men det er svært, for man kan ikke lide at sladre om hinanden.

Med andre ord: det er svært?
Ja, og der er også meget fokus på stress i tiden, og det kan gøre det selvforstærkende og måske skygge for dem, der har brug for hjælp. For mig er det en legitim erhvervssygdom, som skal tages alvorligt så tidligt som muligt. Stress er invaliderende.

Hvad synes du, bogen lærer dig?
Den lærer mig det, jeg nok godt ved: som en professionel rådgiver sagde til mig: Hvorfor tog det så lang tid for dig at sige stop? Det er fascinerende, hvad man kan drive sig selv til. Det skal vi alle sammen huske på.

Der er dog til tider en stemning i bogen af, at “det var godt, jeg fik stress, for jeg har lært noget vigtigt om mig selv”, og at man er glad for at være kommet ud på den anden side. Selvfølgelig er man glad for det, for stress er grimt at være i. Men der er ikke noget fedt i have prøvet det, og jeg ville hellere have undværet. Til gengæld når jeg får kløe i fjæset, så ved jeg, at jeg har drevet mig selv for hårdt, og heldigvis ved jeg, hvad jeg skal gøre ved det.

Bogen giver en bevidsthed, som er vigtig, for stress kan ramme alle, og det gælder også DIG.