Mig, mig – der må være en grænse

Jeg ved det godt. Det er bedre at være assertiv end det modsatte. Grænsesættende end det modsatte. Tydelig end det modsatte. Men hvad er prisen? Prisen er, at det bliver mig, mig, mig. Så spændende mennesker kender jeg bare ikke.

Det tænker jeg lidt over i dag af to grunde. Og så af en meget, meget stor en.

Den første er, at jeg havde en temmelig god snak om det med en pariserveninde i går. Hun kunne nogle ret skønne eksempler på, hvornår det der MIG bare bliver for meget. Vi lavede svar, som vi vil prøve af ved næstkommende lejlighed:

Jeg kan bare mærke, at jeg ikke rigtig kan tåle at høre mere om dine psykiske udfordringer lige nu

Jeg kan bedst lide det, hvis man skiftes til at tale i samtaler

Jeg har brug for, at vi ikke taler om ting, der er lykkedes i hinandens familier

Den sidste prøvede jeg engang for mange år siden, i en kvinde-netværksgruppe, hvor jeg ytrede mig om pensioner til kvinder, og kommentaren var: det kan du sagtens sige, når du sidder der med dine 10.000 orgasmer i dit lykkelige ægteskab.

Godt ord igen, siger jeg bare.

Den anden grund til at jeg tænker sådan over det, er, at jeg døjer med nogle ret fine scener i min nye roman. Det foregår hos en terapeut, og det skal netop ikke være karrikeret, og det betyder, at jeg dykker ned i dem, der kan finde ud af at skrive ordentligt om det terapeutiske rum, på en selvoplevet, nedepåjorden og langt fra teorien-måde.

Min hovedperson har ikke helt styr på hvem hun er, og ved faktisk ikke rigtig, hvad en grænse er, men ikke på den selvudslettende måde mere på den grænseløse, umættelige, oplevelsessyge måde.

Det eneste, hun ved, det er, at folk der har været i terapi, de siger hele tiden mig, mig, mig. Hun fatter ikke, hvor behovet kommer fra, fordi hun overhovedet ikke synes, hun har så meget at byde på, at hendes jeg kan eje en hel samtale.

Selvfølgelig skal vi kunne sætte grænser. Men for mig er kunsten, at man ikke kan høre, se og mærke det, når jeg sætter mine. Det lykkes ikke altid, og slet ikke når jeg skal have teenagere til at regne ud præcis på hvilket klokkeslæt, jeg gerne så, at de af sig selv gik ned med affald.

For mig er det med grænser ikke lige så vigtigt, som det er at være god til at kommunikere. Mærke den anden, også de uudtalte, ikke-markerede grænser, være åben, nysgerrig – og rummelig. Det synes jeg faktisk også er langt sværere. Men jeg har også et temmelig stort ego.

Og den allerstørste grund til at det her optager mig er, at nu har jeg endelig besluttet mig, efter i en måned at køre med to spor i min roman: Det bliver min første jeg-fortæller-roman.

Uha. Og jeg går ikke engang i terapi.