skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
… Men Det Er En Gave For Livet

… men det er en gave for livet

Det værste min søn på 16 år ved er, når vi og resten af verden siger, at det er en gave for livet at bo i Frankrig. Det er den ringeste gave i verden, for han kan virkelig ikke bruge den til noget nu, når det franske skolesystem ikke rigtig adapterer ham og hans gruppearbejdende-/problemformulerende-/talehøjtreflekterende-skandinaviske skoleværdier.

For sandheden er jo, at det ikke er en gave lige nu at blive revet op med rode som 16-årig og placeret i en klasse med 40 andre, og vel er alle søde og imødekommende, men assimileringen finder bare ikke sted.

Det er bare fordi han er teenager

Er det ikke bare, fordi han er teenager? spørger folk, der gerne vil finde en forklaring, der ligger lidt væk fra dem selv, for hvad hvis nu det samme kunne ske for dem og deres måske yngre børn. Det må være ham, den er gal med, for så kan vi opretholde troen på egen ufejlbarlighed.

I går var jeg sammen med en dansk familie, hvor den 7-årige datter var lige ved at kløjes i projekt Frankrig. Hun er rigtig god til dybe venskaber, og når man flytter til Frankrig, fjerner man hendes sprog – og hov! – dermed hendes venskabsmuligheder. Det kunne hun ikke finde ud af.

Inden vi rejste, talte vi med andre, der har prøvet at flytte ind i et andet skolesystem. Nogle af dem havde grumme historier at fortælle. Dem valgte vi at overhøre. Dog blev deres sidste sætning altid hængende: “… men det er en gave for livet at lære en anden kultur, et andet sprog så godt at kende”.

Det er ikke, fordi han er teenager, at det er svært hernede. Det kan ske for alle, der plantes om. Også for de små, og for dem midt i skolealderen, og også for konerne og mændene til dem, der bare eeelsker at bo i udlandet.

Er det fremmede altid en gave?

Men hvad gør vi så ved det? Pigen på 7 år går ikke i ægte fransk skole, men en privat en af slagsen, hvor der er øje for anderledeshed. Og min egen søn begynder på internationalt gymnasium efter sommerferien, for nu har han kæmpet i halvandet år. Det må være nok. Vi løser det. Lidt ligesom vi synes, det er en gave for livet, hvis vores unger går i folkeskole med andre folkeslag, men når det så kommer til stykket, så flytter vi – og vores ministre – ungerne ud af de meget rummelige folkeskoler, “fordi det blev for svært”.

Det er ikke nødvendigvis den franske skoles skyld, selvom det godt nok er en mundfuld. Det er også bare det, at livet er svært. Hele tiden. Også selvom du ikke bor i et andet land. Vi har bare fået en ramme til at forklare al slags modgang.

Og det er jo en gave at prøve at bo i et andet land. Det er det jo. Jo. Jo. Jo.

Læs Aske Muncks fremragende artikel, hvor Roald Als’ tegning blev brugt.

This Post Has One Comment
  1. […] I går havde jeg en kronik i Politiken om forskellene mellem den danske og den franske skole. Jeg var lidt elitær i det, tror jeg. Skræmte alle de nye skoleelever væk fra skiltene: PAS PÅ MIG, JEG ER NY I TRAFIKKEN. Nu er mine egne børn begge gået ud af den danske folkeskole, så jeg kan sagtens være kæphøj. Og i øvrigt er det noget, jeg har ævlet om før, både i radioen og i et tidligere blogindlæg, […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top