Mellemøsten – mit eget lille bibliotek
Her kommer mit eget lille bibliotek om Mellemøsten over bøger, medier, blogs, mennesker, jeg læser, følger, holder fast i for at sætte mig lidt ind i den verden, som jeg skal bo i fra 2017 til 2020.
Jeg skal bo i Riyadh med min mand og pendle lidt, fordi mine store drenge lige nu bor i Danmark.
Er du selv en kender, eller har bare læst en rigtig god bog, følger en skøn personage hernede, så skriv til mig, så vi kan udveksle. Jeg vil så gerne blive klogere.
SKØNLITTERATUR
15.1.17 Zoë Ferraris: Slørets by
En Facebook-ven gjorde mig opmærksom på denne amerikanske krimi-trilogi, der foregår i Saudi-Arabien. Den er ikke noget særligt, men den findes, og den jeg har læst, som er nr. 2, jeg ved det, det er utjekket, har alle mulige genkendelige rekvisitter med: kvinderne bærer abayaer og niqabs, og en af dem har faktisk Bluetooth i tørklædet. Meget avanceret. Nå, men den handler forresten om en kvinde, der bliver fundet i Jeddah på stranden. Død. Er det almindelig, velkendt hustruvold? Eller? …. dudududu
FAGLITTERATUR
1.10.16 Meghan D. Jakobsen: Om at være kone i Saudi
Jeg kender Meghan, som for en million år siden (20) boede i Riyadh. Det er nedslående læsning. Det er alt det, der er så deprimerende ved at forsøge at kigge ind i et samfund, som for en skandinavisk opdraget kvinde er fornedrende: Forbuddene er fokusset, kvindens rolle i huset og restriktionerne i det stort set fraværende offentlige rum. En diplomatfrue sagde til mig, at man kun skal tage med til Saudi, hvis man har et mål. Man er ikke på 3 års ferie i et spændende, arabisk land. Man skal ville noget. Sådan fik jeg det også efter at have læst denne bog. Og bare det ikke at være ung, mens man bor i Riyadh, betyder en del, tror jeg. Jeg bliver ikke krænket af det, der kunne krænke mig som 25-årig. Jeg ved, jeg duer til noget, og jeg kan altid, altid, altid tage hjem igen med mit rødbedefarvede pas.
1.2.17 Robert Lacey: Into the Kingdom
Denne bog er jeg blevet anbefalet som at være den, man begynder med. Ikke Koranen. Den er sgu svær. Men i denne bog lander Lacey, englænder, i Riaydh for første gang i firserne, og så begynder en slags interviewbog med ALLE vigtige interessenter, der fortæller om tiden, hvor man kunne gå i hot pants i Riyadh helt frem til 9/11, hvor 16 ud af de 19 terrorister kom fra Saudi-Arabien. Her læser man historien om Bin Laden, om hvordan landet lukkede sig, og det er rigtigt: Det er en god begynderbog. Så er man med. Så kan man begynde at navigere.
15.2.17 Eugene Rogan: Osmannerrigets fald
Jeg indrømmer. Man skal være lidt historieglad for at kaste sig over denne bandit. Men historiske bøger er blevet så meget bedre de sidste ti år. Det akademiske sprog er væk, og der bliver gået til pointen (og stålet). Jeg læser om osmannerne, fordi jeg skal bo i deres hood. Og alt i Mellemøsten handler om tilhørsforhold. “Hvor kommer du fra?” betyder: hvilken stamme. Ikke bare sunni, shia, katolik. Denne her historie har vi glemt i Europa. Nu skal vi tage den med os for at forstå.
1.5.17 Åsne Seierstad: To søstre
Kan det også undre dig, hvorfor to piger, født og opvokset i Norge, døtre af to somaliske, indvandrede forældre, kan synes, at det at tage til Kalifatet i Syrien og gifte sig med ISIS-krigere er det eneste rigtige? Seierstad har forsøgt at finde ud af det. Der er to vilde ting ved denne meget velskrevede dokumentaristiske bog: 1. Deres far undrer sig også og rejser efter dem for at få dem med hjem. Det går ikke godt. 2. Du får ikke svaret, du forstår ikke, men du lever med dem, du lever dig ind i disse piger. Det hedder empati. Det er det, litteratur kan.
Life in Saudi Arabia Når man vil have at vide, at der sker nyt på denne blog, skal man sende sit telefonnummer på WhatsApp, og så er man i personlig kontakt med redaktøren. Her står der en masse gode expat nyheder Om trafik og billige æbler. Kontakter. Netværk. Mums.
SKREVNE MEDIER om hele Mellemøsten
Bloomberg kommer godt rundt men er også her, kan man se, at andre medier låner fra. Det kan godt tage en uge, før der kommer en nyhed i eurpæiske medier, som først breakede her.
Al-Monitor er gode til at differentiere: Vil du have lange artikler en gang om ugen, eller vil du have små, hurtige nyheder. Velfungerende nyhedsbrev.
Saudi Gazette er et sjovt sted. Sådan et med kun positive nyheder. Ligesom en meget lykkelig lokalavis: Nu er ventelisten til børnehaven halveret. Der ligger jo en helt anden historie her, som ikke bliver dækket.
TV
Al-Arabiya er meget omnibus-agtigt. Og pænt. Jeg ser ikke tv hernede. Pt. har vi slet ikke tv, kun computere.
Al Jazeera er meget ligesom CNN eller endda BBC World, synes jeg. Der er bare så mange lande, jeg skal have styr på. Og der sker så meget. Tror ikke, jeg bliver loyal.
RADIO
Arabiske stemmer er noget af det bedste i DR P1. Nu om onsdagen. Heldigvis har jeg haft et enkelt møde med værten, Steen Nørskov, hvor jeg kunne få lov at rose ham. Jeg er sikker på, at vi nok skal finde ud af noget.
[…] kan du finde i det her indlæg. Alt hvad der med Saudi-Arabien og Mellemøsten kan du finde her, og resten finder du lige nedenfor – og du må rigtig gerne kommentere det – elsker […]