skip to Main Content
Manden Uden Navn

Manden uden navn

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad han hed. Han var på en måde manden uden navn. Han var kendt i vores lille kreds i slutningen af firserne; han var den lidt ældre bartender på den bar, som vi syntes, var byens hotteste, han var charmerende, lækker, både hurtig i replikken og med shakeren, og han brændte min smukke veninde så læsterligt af.

Hun havde lavet middag – koteletter i fad, tror jeg – og han kom bare ikke. Vi havde mange vigtige samtaler om at tage over og lade en kotelet glide ind ad brevsprækken. Eller en hotdog? Han skulle jo ikke tro, at vi – eller hun – havde lavet lækker mad til ham.

Han var en værre en. Det var det gode ved ham. Sådan en som egentlig ikke kommenterede, at min veninde ikke fik støvlerne af første gang. Fordi de var så stramme i skafterne jo, og det havde hun virkelig ikke tid til lige da.

Et hjørne med minder

Jeg har lige været 10 dage i Danmark. De fleste af dagene i København, og i lørdags, hvor alle indtryk og ideer bogstaveligt talt var ved at få min hjerne til at koge over, gik jeg hele vejen rundt om alle søerne. Jeg mødte de samme joggere på min vej rundt – de løber virkelig hurtigt her – og jeg nåede både metrobyggeriet ved Østerbrogade og ned i den anden ende, hvor den eller så fine terrasse ved Planetariet vintersov.

Jeg hører altid radio, når jeg gør sådan noget. Når hjernen koger, skal den distraheres. Og det skærper min opmærksomhed, så jeg kan fange det ind, der passerer. Som det smukke hus på billedet, som jeg er kørt forbi så mange gange – hjørnet af Sortedam Dosseringen og Nørrebrogade. Jeg har undgået en bøde for at køre over for rødt lige her, jeg har fået tilbageholdt mit spritnye Dankort her, jeg tror faktisk, det var her, min nuværende mand skubbede til mig med sin fine lædermappe, fordi jeg var top PMS latterlig at høre på.

Jeg bemærkede bygningen. Sådan en Paristing, tror jeg, eller turistting? – kig op! Det er her, det sker; tårne, spir, tagterrasser og ofte en sød, lille gargoyle.

På denne bygning er der de smukkeste murstensfremhævninger og et ret fint tårn. Så rettede jeg blikket mod gaden igen, og her så jeg manden uden navn efter 25 år. Han så ikke mig.

Jeg blev så paf.

Ikke så meget over hans trekvartlange, skrigrøde Candadian Goose jakke (dem er der heldigvis ingen af i Paris). Først troede jeg, at det var hans stålgrå hår, der skræmte mig, et hår der iøvrigt var lige så prægtigt som for 25 år siden. Det var faktisk hvidt.

Så troede jeg, det var øjnene. De var brune og levende og søgende – let sørgmodige, men kunne være både blide og hånlige. De var stadig på jagt.

Men det var ansigtet. Det røde, vejrbidte, drukbidte?, ja, gamle ansigt. Med poser mange steder. Med furer flere steder. Fuldstændigt genkendeligt og så alligevel så meget levet liv, der havde sat sig hårde spor.

Sikke et spejl.

Jeg skruede op for Mennesker og medier på P1 og kiggede ikke længere op på byen men gled ind i mængden og ville ikke længere være på besøg i mit gamle liv. Jeg er fuldstændig sikker på, at jeg ikke ville have set ham, hvis jeg blot havde været på vej til brunch med en veninde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top