Magret de canard – tegn på dannelse

Tænk hvis vi havde vidst i 8. klasse, at vi ville sidde her på denne varme aften og snakke om det her i denne her by

Sådan faldt ordene i går aftes på dejlig lokal bistro i det 8. arrondissement, hvor jeg fik en magret de canard, jeg ikke kunne spise op – til gengæld fik jeg øst så meget andet end mad op på tallerkenen af ham, jeg spiste med – ham, jeg gik i klasse med i to vigtige år for en million år siden.

Nu bor han her i Paris, arbejder for det danske forsvar i det franske forsvarsministerium og har i det hele taget en karriere, et liv, som man kunne skrive en hel roman om. Måske gør jeg det en dag (du ved, hvem du er, og jeg ved, hvor du bor).

Vi snakkede om idioterne fra dengang i folkeskolen, om kærligheden før og nu, om appetitten på livet, som han virkelig struttede af, og så snakkede vi, som så mange danskere – udlændinge? – gør – om forskelle og ligheder mellem Danmark og Frankrig, mellem hjemme og ude.

Han sagde, at han forsøgte at lade være – at lade være med at sammenligne, for så gled man lettere ind i det franske liv. Det er et godt og klogt råd. For forskellene er mange og nemme at få øje på, og så ender vi meget hurtigt dér, hvor vi ikke er så skønne, os danskere: i national selvfedme.

Dannelse. Elsker den

Alligevel kom vi til at tale om dannelse. Mest fordi jeg snakkede om min søn og hans møde med det franske skolesystem. Så er dannelse umuligt ikke lige at komme ind på. Men nok allermest fordi jeg er en sucker for dannelse.

For jeg elsker, at alle klassikere er pensum, jeg elsker den måde,  parisere konverserer i stedet for at have næsen i smartphon’en; jeg elsker læsende metropassagerer, tjenere, der har øje på alle fingrene, og så alle de velopdragne mennesker, man bumper ind i, hvorefter de siger undskyld til mig. Som i: undskyld, at jeg ikke gennemskuede, at du var sådan en klodset type. Elsker det.

I morges sender ham mig linket til denne her artikel, som om skribenten havde lyttet med i går. For her kommer vi spadestikket dybere – hvad er dannelse – det er ifølge kronikøren etik, æstetik og politik. Den er god, velskrevet, læs den!

Og alligevel sidder jeg og tænker, om al den servilitet og høflighed i det franske blot er fernis, at det netop ikke stikker nogen steder. Men min ven punkterer den – hellere fernis end manglende respekt i det offentlige rum. Og således går vi ud med mere appetit i livet. Som er godt. Ligesom en fed, glinsende og dannet and.