Skip to content

Magret de canard – tegn på dannelse

Tænk hvis vi havde vidst i 8. klasse, at vi ville sidde her på denne varme aften og snakke om det her i denne her by

Sådan faldt ordene i går aftes på dejlig lokal bistro i det 8. arrondissement, hvor jeg fik en magret de canard, jeg ikke kunne spise op – til gengæld fik jeg øst så meget andet end mad op på tallerkenen af ham, jeg spiste med – ham, jeg gik i klasse med i to vigtige år for en million år siden.

Nu bor han her i Paris, arbejder for det danske forsvar i det franske forsvarsministerium og har i det hele taget en karriere, et liv, som man kunne skrive en hel roman om. Måske gør jeg det en dag (du ved, hvem du er, og jeg ved, hvor du bor).

Vi snakkede om idioterne fra dengang i folkeskolen, om kærligheden før og nu, om appetitten på livet, som han virkelig struttede af, og så snakkede vi, som så mange danskere – udlændinge? – gør – om forskelle og ligheder mellem Danmark og Frankrig, mellem hjemme og ude.

Han sagde, at han forsøgte at lade være – at lade være med at sammenligne, for så gled man lettere ind i det franske liv. Det er et godt og klogt råd. For forskellene er mange og nemme at få øje på, og så ender vi meget hurtigt dér, hvor vi ikke er så skønne, os danskere: i national selvfedme.

Dannelse. Elsker den

Alligevel kom vi til at tale om dannelse. Mest fordi jeg snakkede om min søn og hans møde med det franske skolesystem. Så er dannelse umuligt ikke lige at komme ind på. Men nok allermest fordi jeg er en sucker for dannelse.

For jeg elsker, at alle klassikere er pensum, jeg elsker den måde,  parisere konverserer i stedet for at have næsen i smartphon’en; jeg elsker læsende metropassagerer, tjenere, der har øje på alle fingrene, og så alle de velopdragne mennesker, man bumper ind i, hvorefter de siger undskyld til mig. Som i: undskyld, at jeg ikke gennemskuede, at du var sådan en klodset type. Elsker det.

I morges sender ham mig linket til denne her artikel, som om skribenten havde lyttet med i går. For her kommer vi spadestikket dybere – hvad er dannelse – det er ifølge kronikøren etik, æstetik og politik. Den er god, velskrevet, læs den!

Og alligevel sidder jeg og tænker, om al den servilitet og høflighed i det franske blot er fernis, at det netop ikke stikker nogen steder. Men min ven punkterer den – hellere fernis end manglende respekt i det offentlige rum. Og således går vi ud med mere appetit i livet. Som er godt. Ligesom en fed, glinsende og dannet and.

This Post Has 4 Comments

  1. Du og bloggeren fra Berlingske har fat i den rigtige ende, for det er rigtigt at danskere sådan generelt set mangler dannelse og har glemt hvad god opførelse er. Aldrig har vores samfund været mere råt, dialogen er ond og massere af fuck-fingre, grimt sprog og vi har glemt næstekærlighed. Det er trist.

    1. Hej Jens Erik, lad os huske, at høfligheden har en funktion, en medmenneskelig en. Jeg tror, at grunden til, at franskmænd er vant til høfligheden er, at de er mere opmærksomme på, at offentligheden er forskellig – så man skal lige sige: “her er jeg – hvem er du?”. Det er vi først ved at lære nu. kh Lotte

  2. Kære Lotte Garbers
    Via min søn Dennis Vad har jeg haft lejlighed til at besøge din hjemmeside, hvor du bl. a. skriver om jeres møde i Paris og om begrebet dannelse. Jeg er blevet inspireret af en kronik i BM fornylig, som har fået mig til at philosofere over dette emne, som et vigtigt element i vores personlige og nationale tankesæt.
    Når jeg tænker på dannelse, så kan det forbindes med meget mere end høflighed og gode manerer, f.eks den enkeltes fokus på uddannelse, religion, respekt for næsten, intellektuel kapicitet, sproglige færdigheder, politisk indsigt, respekt for kærlighedens væsen, indsigt i andre kulturer og folkeslag. Dette og sikkert meget mere bør være en livslang rejse imod det bedst opnåelige for den enkelte og samlet set danne et hel nation med en fælles målsætning om at højre dannelsesniveauet.
    Mogens Jung

    1. Kære Mogens, meget hyggeligt at møde dig her på bloggen. Jeg tror, det er den samme kronik, vi taler om – den jeg linker til i indlægget om dannelse ovenfor – hvor kronikøren derfinerer dannelse som etik, æstetik og politik. Jeg er sikker på, at dannelse ikke alene kan udgøres af fernisen, høfligheden og gode manerer, men hvis nu Grundtvig havde ret, at sprog skaber det, det nævner, så er det et rigtig godt sted at begynde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top