Mad på lyd

Radio 24/7 kalder det selv en Danmarkspremiere at lave mad-anmeldelser i radioen. Forfatter Martin Kongstad begyndte på at lave mad med lyd før sommeren, og nu er programrækken også nået ind i min telefon under det meget præcise og meget lidt mundrette navn Bearnaise er dyrenes konge.

For mig er programmerne meget mere end det. For Kongstad har altid en gæst med. Og det var det, han fik fanget mig med.

På symbiotisk vis får Kongstad nemlig måltidet til at være en del af samtalen, og kun en del. Jeg er ikke typen, der kan huske, hvad vi spiste til en fest, hvis det var dér, jeg fik verdens bedste bordherre. Omvendt betyder det at gå ud og betale for sin mad, at jeg naturligvis altid forholder mig til, om det er, som det skal være og ikke mere end det. Selskabet skal for mig være det primære.

Sådan virker det også, som om Kongstad tænker, og han finder vildt gode gæster. Mine to favoritter bliver indtil videre overborgmester Frank Jensen og kritiker Lars Bukdahl.

Frank Jensen legede doktor

Frank Jensen har egentlig ikke tid, men han når alligevel at fortælle os alle sammen, at han mest legede doktor med en mand oppe i Nordjylland, og i det hele taget strutter han af en fortælleglæde, som politikere kun ellers har, når de fremlægger egne lovforslag. Kongstad stiller sjove spørgsmål til de fleste gæster, og Jensen får spørgsmålet, om  han kan huske, hvad han havde på af tøj første dag i folketinget.

Bukdahl-udsendelsen emmer af god gas.Vi kan høre, hvorfor Bukdahls sprog i anmeldelserne er så anarkistisk, fordi han også snakker sådan her, og ikke så pænt som når han er i Deadline.

Kongstad spiller den sårbare forfatters kort til anmelderen, og vi får faktisk Bukdahls egne ord for, at ja, han kan være led, og egentlig også hvorfor. Og hvad han selv syntes er ledt, og selvom han ikke bliver elsket mere i miljøet af den grund, så får denne udsendelse endelig sådan en som mig til at forstå lidt mere af, hvad der foregår inde i hovedet på Bukdahl.

Kongstad finder en god stemme hér. Han kan i sine to gode romaner være ubehageligt udleverende af kreativklassemiljøer, som på sin side er gjort præcist og smertefuldt, men også sine steder sært kuldslået. For hvad kan der være at holde af i hans verden?

Men her i disse programmer får han selvsamme segment til selv at give miljøet en stemme, som bærer meningen i sig selv. Som når levemand Kristian Sandvad (ham der engang var gift med Renée Toft Simonsen) udleverer Charlottenlund uden at ane det.

Entrecôte hedder angtrækååååt

Der er tre små mislyde dog. Den ene er, at jeg normalt ikke er sådan kvote-afhængig, men han har virkelig få kvindelige gæster. Når han nu er så nysgerrig en sjæl, kan jeg ikke forstå, hvorfor han holder sig til de sikre kort, nogen han nærmest kender i forvejen.

Den anden er, at midt mellem de gode spørgsmål kommer han hele tiden tilbage til kvindefrigørelsen: “Hvor gammel var du, da kvindefrigørelsen ramte? “Hvad gjorde halvfjerdserne ved dig?”, “Hvad tror du, feministerne ville have sagt til det?”. Det er sjældent interessant i hver eneste menneskes liv.

Og den sidste er, at når han nu er vores generations feinschmecker, så er det mere end almindeligt forbudt at udtale entrecôte forkert. Selvom det er en ko-udskæring, slutter den ikke på ko-lyden. Det er jo fransk, og det hedder angtrækååååt.

Kongstad lægger også sine anmeldelser på sin blog nu, og du kan følge ham her.