Må man forkæle sine børn nu?

Jeg forkæler mine børn. Men må man ikke godt nu? De er 16 og 20 år gamle, og den gamle har ikke boet sammen med os i de sidste fem år, men gør det endelig igen. Den lille har så været enebarn og er fuldstændig spoleret. Jeg forkæler dem ved at lave livretter, serverer min egen te til dem, husker at købe yndlingskagerne med fra bageren, og jeg vasker al deres tøj, også fodboldtøjet.

Jeg går også på fransk borgerservice med dem, udfylder fodboldpapirer, forstår fransk skolesystems papirkrav – mange forskellige blokke, mapper, notesbøger, nogen med enkelte linjer, andre med dobbelte og underliners i alle regnbuens farver. Jeg ved, hvornår den ene skal have sit pas med, og den anden en blouse – en kittel til naturfagstimer.

Jeg elsker det. Jeg er mor, jeg har en berettigelse, jeg er kvinde, jeg er ligesom de der kvinder fra Mad Men, og jeg elsker jo at gå i kjole med indbygget hvepsetalje.

Min mor var utroligt flink til at hjælpe til derhjemme

Men de er drenge, og så er det straks værre. Ikke? For hvilken rollemodel er jeg? Skal de forvente det af deres kvinder? Skal de gentage min fars gennemført chauvinistiske vits: “mød min kone, hun er utroligt flink til at hjælpe til herhjemme”, som han altid grinede mest af selv, til trods for at min mor både smed BH og toupering og skred til Femø. Men nåede ganske vist hjem og lavede hakkebøf til ham.

Her i huset tjener min mand mest. Han går på arbejde, og jeg varmer hans tøfler, til når han kommer hjem.

Nå nej. Det er noget helt andet med ham. Han er ikke min søn. Han er min partner udi familieerhvervet. Men han er vokset op med tre små brødre med en mor, der virkelig kan bage boller og servicere. Som hun altid har gjort – alene fordi hun elsker det.

De fire drenge er utroligt flinke til at hjælpe til derhjemme.

Jeg lider af falsk bevidsthed

Hvis jeg skal følge en feministisk tankegang, så gør jeg det forkert. Fordi vi har haft så mange år med patriarkat, kræver det mere end almindelig regulering at få mænd til at respektere kvinder som andet end noget, der servicerer.

Sådan tænkte jeg, da jeg så denne her udsendelse på DR2 om hverdagssexisme, hvor vi lærer, at det er sexistisk, når nogen råber “god røv” på gaden. Netop på grund af den patriarkalske forhistorie, og hvis man kan lide, at nogen komplimenterer en dalende 46-årig røv, så er man offer for falsk bevidsthed – det at man simpelthen ikke ved bedre. Ligesom det med, at jeg kan lide at forkæle mine børn.

Jeg er 46. Jeg er ret sej. Mine børn synes jeg er ret sej. Nogen gange i hvert fald. Jeg har styr på, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan, og det har virkelig sjældent noget med mænds århundredelange overherredømme at gøre. Den dag jeg holder op med at kunne lide at forkæle mine børn, holder jeg op. Er der ikke nogen, der kan fortælle mig, hvor problemet i virkeligheden er?

Her kommer lige et link til Tom Jensen fra Berlingske, der heller ikke kunne lide den udsendelse.