At leve livet på kanten

I dag troede jeg, jeg skulle leve livet lidt på kanten. Jeg skulle følge en i lufthavnen. Jeg havde ikke flere billetter. Jeg tænkte: jeg er gammel konkurrencegymnast – jeg hopper over dér, hvor man stempler sin billet.

Jeg er for vild.

I dag var bare ikke dagen at vælge at gøre det. Det er nemlig 2. dagen af en stor togstrejke. Det betyder, at man slet ikke kan være for vild, for der er ingen kontrollører. Paris er nemlig i totalt kaos.

Der er sådan lidt første maj-stemning i togene, når der er strejke. Mange drikker øl, spilder det charmerende, og i det hele taget synger og danser de alle sammen i varmen. Som om folk ikke bliver rigtig sure men bare synes det er skæppeskønt, at det tager 3 timer at komme gennem byen. Strejke er lig med mere tid til spas i toget.

Når man kører med RER B, lever man faktisk livet på kanten. Det er Paris’ suverænt ulækreste tog. Der er tyggegummi på sæderne, tags på vinduerne, mad i hjørnerne, 35 grader varmt og altid helt fuldt. Der lugter af wc kugler og deodorant smurt på for et par uger siden. Eller bare af tis.

I dag var vi ekstra mange. Jeg havde en skøn russer foran mig. Han var så stiv, at han hele tiden væltede forover ned i min bog.

Bag mig begyndte et par at skændes. Det var først sjovt. Hun havde virkelig kraft i stemmen.Vi vendte os, vi morede os over dem sammen med hovedrysten, og så vendte vi næserne ned i bøgerne igen.

Så skubbede han hende. Så var det ikke så sjovt længere. Ved næste station stod 5, de kendte, på. De fjernede manden, der skubbede. Så rejste hans venner sig fra alle steder i vognen, og så råbte de, og så skreg nogen, og alle os, der ikke var med i balladen, flyttede uvirkelig hurtigt ned i den anden ende af toget.

De var 13 mennesker, tror jeg. De stod over for hinanden foran den bageste dør som haner klar til kamp. Så lukkede jeg øjnene. De råbte stadig ad hinanden. Så grimme ord, at jeg ikke vil være bekendt at skrive dem her.

Toget stoppede igen. 4 betjente med skjold og hjelme stod lige uden for den rigtige dør. Hvordan kunne de vide det?

Det var, som om de kun satte den ene fod ind i toget, og så kunne de fire betjente hive alle 13 ud af toget. I en bevægelse. Som når man får alle popcorn med fra bunden af bægeret i første forsøg.

Vores tog satte derefter i gang med det samme.

Da vi kom til min station, stod portene åbne som gestus pga. strejken. Det gør de også, når der er smog-alarm. Jeg fik ikke lov til at snyde-hoppe, så i dag levede jeg heller ikke på kanten. Men fik lidt lettere øje på kanten hos andre, end jeg normalt gør.