skip to Main Content
Menu
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Leonora Christina Skov Ryger Altid I Mit Filter

Leonora Christina Skov ryger altid i mit filter

Kollega Leonora Christina Skov er ikke stor fan af mig – i hvert fald ikke dengang, jeg var formand for forfatterforeningen, og det er ikke noget problem. Forskelligheder skræmmer mig ikke. Hun er også en skør en i medierne engang imellem, hvor hun kan have synspunkter, der er stærke, og som jeg ikke er enig i. F.eks. den med at os mødre er netop blevet mødre, fordi vi ikke ellers ved, hvad vi skulle lave. Det er heller ikke noget problem.

Så har hun lavet nogle mediedækkede krumspring de gange, hun har forladt Facebook. Lige nu er hun vist væk, og så kommer hun engang imellem tilbage igen. Det ser jeg sådan set heller ikke noget problem i. Vi har alle vores Mars-barer; som i ting vi burde lade være med, men ikke kan.

Alligevel skriver jeg det her, fordi hendes sidste udfald mod Facebook i julen falder mig for brystet. For hvad er det, hun mener?

Som jeg ser det, har hun tre vigtige pointer, som vi alle sammen gerne må tænke over:

Ja, det er rigtigt, som hun skriver, at vi lever i en tid, hvor tilstanden vedvarende delvis opmærksomhed, (Huffington Posts grundlægger, Arianna Huffingtons opfindelse), er blevet et vilkår – den tilstand, hvor man er delvist opmærksom over for alting, men aldrig helt opmærksom over for noget.

Ja, det er rigtigt, at der er nogle, der ikke kan administrere deres online liv, og at de af os, der bliver konfronteret med synspunktet, mener, at det gælder alle andre end os selv. En klassisk misbrugeradfærd.

Ja, det er også rigtigt, at der findes Facebook-envy (man bliver jaloux over de andres forpulede lykkelige liv med alle deres grimme tæer i vandkanter), og at man har hørt om mennesker, der hellere vil være sammen med deres Facebook venner end dem, der er derude i virkeligheden.

Så hvorfor provokerer Skov mig alligevel?

Jeg er forfatter.

Jeg lider bestemt også af Vedvarende delvis opmærksomhed – især i slutfasen af en romanskrivning. Jeg har stedmoderligt fået installeret nyt køkken over julen, og det har jeg nærmest ikke magtet at koncentrere mig om.

Ja, jeg er også for meget online i forhold til at få koblet ordentligt af, når jeg har skrevet hele dagen. Nye romanideer springer jo en i hovedet, når man surfer.

Ja, jeg bliver jaloux over andres liv. Lige i øjeblikket er det antallet af tjenestefolk i Downton Abbey-tv-serien, som er fantastisk at slappe af til, når man selv er i et romanunivers i nutiden.

Altså – vi ligner hinanden? Nej. For jeg er faktisk forfatter. Og hvis jeg ikke kunne fokusere, så kunne jeg ikke skrive. Det er så enkelt. Og når jeg overspringer, så ved jeg det godt og holder derfor op med det. Måske. Om det er Facebook/oprydning/computerspil er et fedt. Vi har som sagt alle vores Mars-barer.

Og jeg kunne aldrig i hele mit lange liv finde på at skrive om det og sige, at det er nogen andres skyld. For eksempel tiden eller Facebooks. Og at vi sammen skal bekæmpe det, der får os til at overspringe. Eller at vi ikke længere orker at være en modbevægelse med kun ét medlem, som hun skriver til sidst.

Jeg siger: Overspring løs. Forfatter er man kun, hvis man ikke kan lade være. Og hvis man springer så meget over, at det går ud over skriveriet, så sluk for internettet. Og stik piben ind og skriv.

Det sidste er hermed sagt til mig selv.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top