skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Ledere Er Nogen, Vi Spærrer Inde

Ledere er nogen, vi spærrer inde

Selvom hun ikke var den franske dronning, der sagde, at folket bare kan spise kage, når der ikke er mere brød, så er citatet udødeliggjort og nu mere aktuelt måske end nogensinde. Frankrigs ledere er nogen, der ikke er i trit med folket.

Frankrigs ledere må mere, kan mere, tilgives mere – indtil hovedet ryger af. Præsident Hollande har længe været moderne for ikke at være gift med sin kæreste, Valérie Trierweiler, en magtfuld mediekvinde. Nu er han nærmest retro, fordi han tilsyneladende også har en dame til venstre hånd – en yngre skuespiller. Jeg skriver tilsyneladende, fordi han ikke selv har bekræftet det, men årets første skandale her er, at Trierweiler blev så rystet over nyheden, at hun tog en pille for meget og røg på hospitalet.

Det er drama på ledelsesgangen.

Jeg er bedøvende ligeglad med, om politikere har rod i kærlighedslivet eller en fest i samme. Det er ikke nær det. Det er mere, hvad skal man sige, fornemmelsen af, at reglerne er anderledes i den øverste del af det franske samfund. Det gør mig til en glødende socialdemokrat, når jeg tænker sådan.

Hvad der til gengæld gør mig til glødende kapitalist er, at det ikke er et ukendt fænomen i Frankrig, at man i pressede arbejdsmarkedssituationer spærrer sine ledere inde. Som i helt bogstaveligt: spærre dem inde. I et land med meget lidt tilslutning til fagforeningerne – jeg tror, tallet er 8% – anvender fagforeninger de vildeste pressionsmidler, når arbejdslivet trues. Senest på Goodyearfabrikken, hvor den dramatiske ordrenedgang ser ud til at lukke hele fabrikken og dermed de små 1200 arbejdspladser.

Ind med personalechef og produktionschef, to flasker vand og deres mobiltelefoner – og så låser vi døren. “Men der er en god stemning”, forsikrer de ansatte.

De kan ikke gøre for det

Måske kan de ikke gøre for det.  Måske er afstanden for lang. Med et skolesystem, der fra dag 1 skiller fårene fra bukkene, skaber man meget tidligt eliten i samfundet. Har du ikke resultaterne, har du enten pengene eller navnet, og med det elitære skolesystem, hvor kun nogle gymnasier giver adgang til de fine skoler i Paris, har du skabt en lukket fest, og på første skoledag på universitetet vil du sidde ved siden af din generations næste nationalbankdirektør, præsident, direktør i en stor fransk virksomhed, og så videre. De kender alle sammen hinanden – og hvad værre er – de kender ikke folket.

Når jeg fortæller en franskmand, at det ikke kræver andet end en telefonopringning at komme til møde med en minister, hvis man har en relevant dagsorden, så taber de cigaretten ned i kaffen. Distancen til magten her har ikke forandret sig.

Jeg tror, Marie-Antoinette er undskyldt. Levede i en boble, døde i en. Men en socialistisk præsident i en republik skal vide, hvad hans folk tænker, når han som en anden godsejer sender den ene kvinde på hospitalet, hvor han ikke besøger hende, mens han knalder videre med den yngre model. Fred være med det. De skal nok rumme det, her i Frankrig, som de rummede DSK, lige indtil han blev opdaget. Men når det så bliver opdaget, så bliver folkets dom primitiv: Af med hovedet. Og for virksomhedslederen, der ikke fatter, at arbejdsløshed ikke er en mulighed lige nu: Spær ham inde.

Måske man skulle begynde at afholde nogle flexicurity kurser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top