Dette er den mest rørende og samtidig helt lakoniske fortælling om det at se sin hustru gennem en menneskealder forsvinde ind i Alzheimer-sygdommen. Den er hverken sentimental eller sygdomssvælgende. Den er vidende med et umenneskeligt smukt positivt livssyn. Jeg har hørt den på lyd, hvilket klart anbefales, for Bredsdorff læser selv op, og han er i Thomas Winding-klassen. Det er allermest en historie om et livslangt kærlighedsægteskab, og det gør mig glad og sørgmodig og også sært bevidst om, at det jo sådan det ender: Den ene bliver syg, og den anden passer på.