skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
At Komme Hjem

At komme hjem

Jeg er ikke gået tilbage til Gyldendal. Jeg er bare heldig nok til at være ven nok med huset, så jeg kommer med til deres reception. Og den er ligesom at komme hjem. Alt er, som det plejer, dog manglede vi vist Brøggers hat: Lidt for mange mennesker, lidt for politisk tale fra Johannes Riis, som han alligevel har en alvorlig god pointe med, lidt for svært at balancere på brostenene med hæle og pindemad, lidt for mange flakkende øjne på dem, man taler med, fordi de (jeg selv) får øje på en, man lige også gerne vil hilse på.

At komme hjem til Danmark byder blandt andet på sådan en hjemlig følelse som at kunne sige ja tak til det, man bliver inviteret til. Det er fedt.

At komme hjem er også en masse andet. Noget af det er ret blandet.

Blandt andet fik jeg ikke lige manden med mig.

Ham savner jeg. Han kommer snart – udover hver weekend – og det bliver senest til jul, men meningen for mig med ægteskabet er, at man har en at vende dagen med, og en man kan kigge hinanden i øjnene med, når der falder en kommentar ved bordet. Og en at dele seng med.

Det er sammenhængspåbudet, der er overvurderet

Jeg læste en glimrende artikel i The Guardian i denne uge om en ægtemand, der mener, at det at leve sammen er overvurderet. Jeg synes, det er sådan en vigtig diskussion. Vi kan godt se for stereotypt på ægteskabet, og der skal være plads til alle salgs varianter. Men vi har en konventionel opfattelse om, at hvis man er gift, så bor man sammen, spiser sammen, ser tv sammen, snakker med de samme mennesker sammen, ER sammen, sammen, sammen.

Men at undgå den SAMMEN-tyranni – i hans øjne er det noget med alle hendes puder og indretningspåfund – behøver ikke betyde, at man ikke skal bo sammen. Det ville jeg nødig undvære. Man skal blot være god til at bringe noget med hjem, som ikke er genereret sammen. Så man ikke smelter sammen men stadig er to mennesker, der vælger hinanden. Igen og igen.

Når jeg er til reception hos Gyldendal, er jeg et andet sted, end når jeg er i mit ægteskab. Og jeg er en anden. Eller: jeg er en Lotte uden mand. Jeg er fri til at vælge at tage hjem til ham igen. Det er jo ikke noget, jeg skal. Det er noget, jeg vil. Og jeg har energi, nye ideer, friske fornemmelser (eller tømmermænd) med hjem.

I artiklen siger skribenten klogt: there is something freeing about love when you have somewhere else to go.

Og det har han ret i. Jeg kom bare hjem i går til en mand, der ikke var der, fordi han ikke nåede sit weekend-fly til Danmark. Og så er det slet ikke godt at komme hjem.

 

This Post Has 3 Comments
  1. En af mine bekendte spurgte på Facebook, om hun skulle lave en photobomb på Jørgen Leth eller Ib Michael. Og Troels Mylenberg løste problemet ved at fotografere en smuk ung kvinde, der talte med Jørgen Leth (der så stod med ryggen til) Det så tætpakket ud!

    Det med det at have en at komme hjem til (og savne ham, når han ikke er der), det kender jeg så godt, men nu er jeg også vældig inde i vanen. Vi blev gift som 20-årige og havde 27 års bryllupsdag i går. Naturligvis arbejdede jeg til midnat, og så er det godt med en tålmodig en, der bare er glad for ens selskab uden krav.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top