Køn, planeter og kasser

Jeg forstår ikke mænd, siger veninden. Det er nok ikke halvdelen af verdens befolkning, hun mener, altså dem der er så forskellige, at vi må komme fra forskellige planeter, men snarere det at hun ikke forstår, hvad det er, der sker i hendes forhold til mænd.

Alligevel er det en generalisering, der støjer. Det første, jeg tænker, når jeg hører sådan noget, er støjen. Jeg hører ikke problemet, fordi det ryger i min John Gray kasse og bliver simpelthen for irriteret over, at det kan alene være noget med kønnet, der gør, at forholdet / samtalen / samarbejdet /sexen ikke fungerer. Det kunne også være alt muligt andet. Én selv for eksempel.

Det er ikke det, at jeg ikke anerkender forskel på køn, jeg anerkender bare ikke at få serveret forklaringen som noget med, at vi er så forskellige, at vi lige så godt kunne komme fra forskellige planeter, når samtalen foregår på et mere nuanceret niveau.

Kvinder snakker jo kun om mænd..

Den brandvarme diskussion i mit netværk lige nu er forfatter Martin Kongstads kritik af Signe Wennebergs artikel på Kommunikationsforum. Det er hverken hendes artikel eller Martins kritik, der er mit ærinde. Det er planeterne. Signe begynder en liste over seje K-kvinder, fordi det forlyder, at man ikke kan finde nogen, når man står og vil være kvindekvote-venlig. Den falder ikke i mit filter. Den er faktisk velskrevet. Jeg står ikke på listen. Det er måske umiddelbart min største anke.

Martin får klaustrofobi af den. Han hiver den helt tilbage til bogen Femail, som ved Gud også provokerede mig. Jeg finder måske hans kritik interessant, men så skriver han, at kvinder  ikke er gode til at netværke, og når vi mødes, taler vi mest om mænd. Helt ærligt? Tror han selv på den? Ja, vi snakker OGSÅ om mænd, jævnfør begyndelsen, det er trods alt halvdelen af verdens befolkning, og nogle af os står i intime forhold med sådan en. Martin røg i kasse-fælden – kønnene kommer åbenbart fra to forskellige planeter, og det er vigtigt lige at cementere: Det her er kvinderne, og heroverfor er mændene.

…og mænd elsker mænd, der knepper og drikker

Den næsten lige så varme diskussion fra februar er Politikens Ditte Gieses meget veloplagte artikel om den plagede mand i litteraturen for tiden. Er stor fan af Giese, fordi hun nuancerer og spreder humor. Og da jeg selv lige har skrevet en roman med en alfahan i hovedrollen, interesser tematikken mig dobbelt. Hendes litteratureksempler er gode, men hendes pointe bliver så med et slag primitiv, så planet-kassetænkt, når hun vælger at afslutte med Måske ser mænd bare op til mænd, der knepper og drikker. Tænk, at hun ikke bare bliver nysgerrig? Hvorfor er det nu sådan lige nu? I stedet for får hun lige klasket nogle fede fordomme ind på bundlinjen. Mænd er mænd, jo.

Så, John Gray, selvom du har skrevet 17 bøger siden din “Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus”, så behøver du ikke at skrive mere. Der er nemlig ikke rigtig brug for det derude.