Klicheer har også ret. Om arabisk research

Jeg er nervøs. Jeg skriver i øjeblikket om noget, der læner sig op af klicheerne. Hvad skal man så gøre? Skal man droppe det? Det er det nemmeste, og det er en kunst, jeg mestrer. Jeg lider ikke af angsten for at kill my darlings.

Jeg skal have denne her halvt algierske, halvt franske, kultur-muslimske mand forbi i min roman. Han må ikke være en kliché, dem er der nok af fra hans del af verden. Der er vel omkring 2 millioner beurres i Frankrig. Det er nordafrikanere, arabere, og det er, hvad de selv kalder sig.

Det svarer altså til, hvis jeg synes, det bliver en kliché at have en jyde med i min roman. Jeg kan altså bare ikke slette ham. Det er ikke sagligt forsvarligt, og det vil være temmelig irriterende for mit plot.

Alligevel ved jeg ikke nok om det at være algiersk født og vokset op i Marseille. Udover at være mand. Kriminel. Og kan det beskidte kickboxing, som er hot i Sydfrankrig, hvor man spiller mange penge på det. Man må gerne sparke i hovedet for nu at tage en spændende regel.

Hvad gør man? Man researcher. Man rejser, man læser, man interviewer. Man er Peter Øvig. Vi skal jo ikke hen til, at forfattere kun skal skrive noget om det, de selv har prøvet eller oplevet. Så bliver historiefortælling kompliceret. Eller dødkedelig.

Lotte klipper og klistrer

Jeg har grebet det an på en ny og klippe-klistre kreativ måde, for jeg brugte pinsen på at lave de her kollager, som du kan se øverst på siden.

De er lavet af egne fotos, af udstillinger på museer, af udklip fra bøger fra det arabiske institut her i Paris, fra magasiner og aviser. Jeg er vildt stolt, for jeg kan hverken strikke, sy eller klippe lige.

Da jeg skrev Skrivetrang sammen med Lise Bidstrup, var hendes indgang til afsnittet om research, at man skal øve sig i at se. Ikke mere end det. Ingen research i form af læse og rejse. Ikke tro, man er blevet dokumentarist, fordi man er romanforfatter.

Det er derfor, at forfattere har notesbøger. I skal vide, at vi ikke skriver bevingede ord eller kapitelindledninger i dem. Vi skriver bare iagttagelser. Måden en iøvrigt pæn pige piller næse på i metroen. Hvordan man samler en kuvert op, som man taber på gaden. Tager man den i hjørnet, krøller man den, sådan noget. Og altså – hvor mange gange man kysser sin mor på kinderne, når hun er algiersk og næsten ikke taler fransk.

Jeg rejser nu alligevel, for min research sidder i næsen. Men holder ører og øjne åbne for at kunne nuancere klicheerne. Og altså også nu med kollage. Måske jeg skal udgive dem også.

PS. Ville du synes, det var 1. fedt, hvis man bare kunne tweete om denne her post ved at trykke nedenfor, eller 2. irriterende og lidt snyd?
[Tweet “Research er ikke at lave en Peter Øvig. Det er at se. Ikke mere end det.”]