skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Kassetænkning

Kassetænkning

Så er det nu, at jeg er flyttet tilbage til huset i Danmark. Eller vores ting er. De var i disse kasser på fotoet. Flyttemændene har taget lige så mange med sig i går. Indenfor er der heldigvis kun 25 kasser tilbage. Kassetænkningen kan begynde.

Jeg er ikke sikker på, hvem jeg er, mens jeg pakker ud og flytter ind igen.

På den ene side er jeg hende, der griber efter toiletrullen uden at se efter den, som om jeg ikke har været væk fra den i tre år. Jeg lægger gaflerne på samme plads i samme skuffe. Jeg tænker på kure mod dræbersnegle og stiller den fyldte affaldspose op ad døren, så den stadig vælter, når nogen kommer. Jeg er totalt tilbage i kassetænkning: her skal skoene være, her skal lysestagerne stå, så det kun er her, vi hygger os.

Intet er forandret.

På den anden side kæmper jeg med at tænke ud af boksen: man kunne stille bordet i hjørnet? Man kunne smide nogle slidte lagener ud? En søn får vores soveværelse, og sådan er vi de vilde normbrydere og er slet ikke i gang med konservativ, regredierende kassetænkning, hvor alting handler om at komme tilbage til dér, hvor alt er som før.

Det hele er i bøgerne

Så sorterer jeg bøgerne. Og ser at der faktisk er en del franske bøger, der har sneget sig med hjem, men allermest snubler jeg (bogstaveligt) over bunkerne med bøger, som jeg har læst de sidste tre år.

Jeg kan altid huske, hvor jeg var, hvad jeg lige havde lavet, set, følt, når jeg genlæser eller erindrer passager fra bøger. Jeg kan sjældent huske navne, f.eks. har jeg glemt navnet på hovedpersonen i sommerens store roman, Stillidsen, men jeg ved, hvor jeg var, da plottet tog fart.

Mens jeg rører ved ved de bøger, jeg har læst de sidste tre år, husker jeg på de steder, jeg var, da jeg læste dem. Jeg husker stemninger, følelser, fornemmelser. Og jeg ved, at kassetænkningen er blevet udfordret.

Alt er jo forandret.

Hvorfor er det så farlig en sætning? Det vil jeg tænke over i weekenden.

This Post Has 9 Comments
  1. Change is bad!

    Der var en periode hvor jeg var en smule bange for at traede ind ad doeren, for min bedre halvdel var den gang kendt for at flytte rundt paa moeblerne, og et par enkelte gange flytte rundt paa stuerne, saa spise stuen var i opholds stuen og omvendt.
    Det vaerste var naar hun flyttede rundt paa madvarene of kopper og stel i koekkenet. Der gik maaneder foer jeg fandt ud af de nye system, og naar jeg var ca. 90% med paa den, saa blev der flyttet om paa det igen.

    Heldigvis sker det ikke mere (knock on wood), for jeg er ikke helt tryg med aendringer her i huset, eller for den sags skyld paa arbejdet, og der har vaeret mange aendringer paa arbejdet i de sidste par aar.
    Der er noget utroligt trygt over at have tingene paa deres rette plads, et anker punkt, baade fysisk saavel som mentalt. Jeg ved hvor mit vaerktoej er, mine soem og skruer og affalds trae og PVC roer, og heldigvis faar det lov at ligge som det er.
    Ja, der var en gang hvor hun besluttede sig for at rydde op i garagen, og det tog ca. et aar foer jeg kunne finde alle min sager og vaerktoej igen.

    Tak for et sjovt indlaeg Lotte!

    MVH.
    Claus

  2. Selv tak, Claus! Tror du, at det frigør mere energi til andre ting, at alt er som det plejer? Eller tror du ikke også bare lidt på at forandring kan skabe udvikling?

    1. Siden der ikke er noget forkert svar til dine spoergsmaal, saa jeg siger ja til begge.

      Det er ellers ikke det, at jeg har et overskud af energi om sommeren i Florida, men man er jo et vane menneske, og det tror jeg at vi nok alle er skyldige i (mere eller mindre). Jeg er da mere aktiv naar vejret er koeligere, og det er saa den tid hvor store projekter blive startet.

      Lidt forandring faar os jo lidt op paa taerne, og man er saa mere bevidst om det som sker omkring en. Der er store forandringer paa horisonten, og det glaeder jeg mig til, men naar det saa er overstaaet, saa bliver jeg nok vane menneske igen.

      Som udenlands dansker oprindelig fra en lille kyst by i Jylland (Grenaa), saa glaeder jeg mig hver gang jeg rejser hjem paa ferie. Det er ogsaa derfor at man bliver en smule melankolsk og ked af det, naar man ser at ens barndoms by har gaaet igennem saa mange forandringer. Nogen er gode, men de fleste er jeg saa mindre glad for.

      Realisten i mig ved da godt, at tiden ikke staar stille og udvikling og fremskridt er noedvendigt, men det er stadig trist at komme hjem og se det i stadier. Hvis jeg boede der hele tiden, saa ville det vaere mere gradvis.

      I det naeste kapitel af mit liv vil der vaere store aendringer, men haabet er saa, at naar det hele er kommet paa plads og i orden, saa vil tiden staa stille i nogen aar igen.

      1. Jeg tror egentlig, vi er enige, Claus, fordi du søger jo stilstanden, fordi dit liv har det med at forandre sig. Ligesom man godt kan lide at være alene hjemme, fordi man netop ikke bor alene. Tak for dine gode kommentarer!

    1. Du misforstod Lotte :)
      Jeg er stadig i Florida, men har da vaeret i DK to gange i aar. Det var mere generelle observationer om aendringer i Danmark og min gamle hjem by.

  3. Kære Lotte,
    Angående “Stillidsen”…. Faktisk synes jeg ikke, det er en god bog. Altså, når man læser 850 tætskrevne sider, er det naturligvis ikke en dårlig bog, men jeg har alvorlige problemer med den.
    Hele vejen igennem syntes jeg, at bogen har et stort troværdighedsproblem. Det var flere gange ved at få mig til at give op. Den manglende troværdighed handler om, at en cirka 30-årig i DETALJEN beskriver oplevelser, duftindtryk, sansninger, der fandt sted, da han var cirka 14. For mig er det helt utroværdigt, at han på den afstand kan skrive for eksempel sådan her om at tage et billede i hånden: “At tage det frem, håndtere det, se på det, var ikke noget, der kunne gøres skødesløst. Selv når jeg rakte ud efter det, var der en fornemmelse af udvidelse, et pust og et løft; og på et vist punkt, når jeg havde kigget ret længe på det, med øjne der var blevet tørre af den afkølede ørkenluft, var det som om al afstand forsvandt mellem mig og det, så at når jeg så op, var det maleriet og ikke mig, der eksisterede i virkeligheden.”
    Til slut i romanene får vi at vide, at Theo ikke har skrevet pr hukommelse, men har skrevet en form for dagbog. Det hjælper en lille smule på troværdigheden, omend ikke helt. Men under alle omstændigheder: Det ville jeg gerne have vidst fra begyndelsen. For som sagt var jeg mange gange ved at opgive bogen helt pga det troværdighedsproblem.

    En anden ting. Kig lige på denne beskrivelse af en kvinde, der sælger en togbillet: “En bred, blond, midaldrende kvinde, pudebarmet og upersonligt gemytlig som en koblerske i et andenrangs genremalri.”
    For mig er sådan en sætning alt, hvad jeg ikke bryder mig om i litteratur: meningsløse ophobninger og pral. Og den slags er der rigtig, rigtig meget af i “Stillidsen”.

    Så helt overordnet er det faktisk ikke sådan en bog, jeg vil anbefale mine venner at kaste sig ud i. “Stoner”, derimod (som jeg også har læst her i sommer)…. Har du læst den? Jeg tror det er den mest velskrevne bog, jeg nogensinde har læst.

    Kh,
    Anna

    1. Kære Anna, nu har jeg tænkt over din kommentar. Jeg synes, Stillidsen kan det, som litteratur i dag så sjældent kan: fortælle en virkelig god historie. Og det at han er gammelklog er en af styrkerne ved fiktionen, så jeg accepterer det fra starten – prøv at læse begyndelsen igen, som begynder på hotelværelset i Amsterdam og så bare glider ind i barndomserindringerne. Dit teksteksempel synes jeg faktisk er temmelig vidunderligt. Til gengæld er jeg enig i, at dit andet teksteksempel er pumpet på den dårlige måde og jeg får lyst til at læse det på engelsk, for jeg ved ikke med dig, men jeg bruger sjældent ordet koblerske… :) Stillidsen er for lang, og det er et problem, når man skriver 850 sider. Men jeg tænker, at jeg vil hellere have for meget end for lidt. Stoner har jeg læst. Den er også god, noget andet! Noget mere anæmisk i det og sine steder kedelig, monoton. Ingen glimt i øjet, ingen undertekster, synes jeg. Er det ikke vildt, som litteratur sender os forskellige steder hen? Og hvis vi to havde læst de samme bøger for et år siden, så kunne det endda være, vi havde andre følelser for dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top