Kan et musem være en romanfigur?

På en måde begynder det hele at hænge sammen. Min romanfigur med algierske forældre, mit eget franske eventyr, det nye museum MuCEM i Marseille og så mødet med det dansk-franske ægtepar, Jacques Berg og Valerie Loubet.

Jeg er taget til Marseille igen for at researche og ikke mindst møde danske Jacques Berg, som snart er 78, men virker 200 år yngre, og som i 1970’erne var korrespondent for DR i Paris og nu er forfatter. Hans mor er fransk. Han er tosproget på den hårde måde. Hans kone er lige så gammel som mig, fransk på den dybe måde, det vil sige fra landet, bjergene, under al lyngen i Provence. Det er danskerne, der taler i de dage, vi bruger sammen.

MuCEM – et museum med et budskab

Berg fortæller mig røverhistorier og udvider min horisont. Og jeg går artigt med min Louisiana opdragelse på museum, MuCEM, som er fuldstændig vildt. Det er et museum for civilisationen i middelhavslandene. Det kom helt bag på mig, at det var så sammensat. Smukt, lækkert, indbydende, en oplevelse, åh ja, som moderne museer er nu om dage. Men der er en udstilling om konflikterne rundt om hele Middelhavet, som gik lige i maven på mig. Alt fra alle konflikter siden den europæiske kolonialisering begyndte, selv det arabiske forår er med.

Men det er mere det at stå i Marseille, som er så fyldt med alt andet end franskmænd og læse og se og høre om folk, der ikke hører hjemme, dér hvor de er. Det tvungne eksil, det selvopfundne, det at være fanget i egen kultur, også selvom man gerne ville flytte sig. Jeg er fyldt med tankerne om alle de gange, folk har sagt til os, at det er vel nok berigende for os og særligt vores drenge, at vi er flyttet herned. Men jeg kan jo se på udstillingen, at det ikke er så enkelt. Mine bryn er rynkede.

Kulturfælderne

Så er det, Jacques Berg siger, at berigende også kan være rigtig svært. Så banalt. Så rigtigt. Og han er selv fanget mellem det hele – og har nærmest opfundet sin egen nationalitet for at kunne være her.

Det er ikke et berigende museum. Det beriger, jovist, fordi det er fed formidling, men det er historien om, hvordan kultur sætter fælder op hele tiden: Dem med magten, der tror, de har ret, dem med middelalderritualerne, der tror, det er sandt, dem der er velmenende og tror, at vi bare kan kramme os til forståelse og helt selv glemmer, at vi bliver fanget af de samme kulturfælder hele tiden.

Det museum rummer alle de dramaer, som min roman skal have med. Måske skal jeg bare udnævne museet til romanfigur. Elller nej. Bare rolig. Dramaerne putter vi ind i min kvindelige og mandlige romanfigur. Og en masse andet sker. Det bliver en god roman, tør jeg tro nu. Men den skal jo lige skrives først.